“Der er sket noget” var titlen på en af den nu afdøde forfatter Joseph Hellers bøger. Og det er ikke for at anbefale hans bøger, men ja, der er sket noget. Flere gange hører jeg folk fortælle mig at deres præst ikke er som han var før. Der er sket noget. Jeg hører om pastorer som førhen havde en rimeligt afbalanceret forkyndelse, som ikke længere holder sig til den sunde lære. De er begyndt at prædike et nyt budskab, som det er svært at finde bibelsk belæg for. Men som de kan finde på at kalde “det nye Gud gør”.
Jeg hører igen og igen om folk i kirkerne der er kede af at deres frelser ikke længere bliver forkyndt, som han er. De hører istedet om en Gud der kom for at give os det fede liv. Og ikke om en Gud som vi istedet burde bøje knæ for. Vi har i dag fået en kristendom som har fået en ny betydning.
Hvad er det der er sket? Hvorfor har ellers gode forkyndere vendt ryggen til den sunde lære og prædiker istedet for det “fede kristenliv” og ikke det selvfornægtende kristenliv? Hvad er der sket? Har vi fået en ny og større åbenbaring, eller er vi reelt set bare kommet væk fra Guds ord? Jeg har undret mig meget over denne udvikling, men er begyndt at se nogle mønstre. Noget af det har at gøre med det indlæg jeg havde om Rick Warren i går. Men der er flere der er blevet opmærksom på denne udvikling og er kritiske. Bare for at nævne tre kendte navne så er der tale om John Piper, David Wilkerson og John Macarthur. Hvad de siger om dette vil jeg komme tilbage til senere.
Day: April 19, 2008
Jeg har set mange prædikanter i min tid, som mange har udnævnt til at være dem som kom med det nye som Gud ville gøre. Nogle af dem har fokuseret rigtig meget på helbredelsesmøder, andre på at det skulle være dramatisk, nogle ville gøre det moderne med klip fra de nyeste film, og tage udgangspunkt i berømte skuespillere, flere har været meget friske og stået for en “levende kristendom” og har haft ungt smart tøj på. Men størstedelen af dem manglede en ordentlig teologisk dybde i deres forkyndelse. Det er ikke noget jeg siger om dem alle, der har været nogen som kendte Guds ord, og nogle få af dem der turde prædike det.
Men alt for mange gange har jeg hørt folk sige ting som dette om disse prædikanter; “Det er folk som [navn på forkynderen] der er brug for i kirken, han kan virkelig få folk op at stolene, eller han kan få folk til at komme ind i kirken.” Men det har vi sagt på baggrund af deres personlighed, og ikke på baggrund af deres forståelse og formidling af Guds ord. Det er faktisk ikke i orden. Jeg er også overbevist om at det er en af årsagerne til at vi ikke har ordentlig stabil vækst i de fleste kirker. Vi har ikke nogen ordentlig forkyndelse af Guds ord. Det er de fleste steder en elendig hermeneutisk tilgang der bliver forkyndt, eller en humanistisk fortolkning af Guds ord der bliver formidlet i et kristent terminologisk sprog.
Jeg ville ønske at vi istedet for “de nye smarte prædikanter” ville have forkyndere der kendte Guds ord, og som turde prædike Guds ord som Guds ord er. Hvis vi går ind i vækkelseshistorien, og ser på hvad det var for personer Gud brugte her. Så var det ikke folk med et lavt syn på bibelen og en dårlig forståelse af den. Det var folk der tog Gud på ordet og stolede på det, og som turde stå fast på det i deres forkyndelse. Det var folk der kendte Guds ord godt og grundigt.
Jeg ved at mange af de ældre forkyndere rundt i landet allerede for tyve år siden var kede af at se at den nye generation af forkyndere, bestod af en stor gruppe af folk der ikke studerede Guds ord ordentligt. I dag ser vi følgerne, vi er ofre for ny smart kristendom som intet godt bringer med sig, andet en en kortvarig glæde. Jeg vil have de bibelelskende prædikanter tilbage, for uden dem er der ikke noget håb for kirken!