Categories
Kommentar til medierne Synd

Danskernes hykleri vedrørende sexindustrien

Politiken skriver i dag på deres hjemmeside om den udviklig som der finder sted i Danmark indenfor det man lidt pænt har valgt at kalde sexindustrien. Personligt kan jeg ikke affinde mig med at dette skulle være en industri, når det reelt set er moralsk forfald der er blevet organiseret.

Diskussionen går på om man fortsat skal tillade sexindustri i Danmark (hvad det faktisk blev under den forrige regering). Fordelen siger man er to ting. For det første kan man sørge for nogle minimumskrav for de prostituerede. Hvilket nok er den tåbeligste undskyldning. Den virker jo heller ikke, fordi der stadigvæk er en enorm undergrundsvirksomhed indenfor dette område med ulovligt bosiddende kvinder, som bliver tvunget til at sælge deres kroppe. Der er et andet ord for dette, det hedder slaveri.

For det andet mener man at legaliseringen af prostitution, kan være godt for samfundet fordi man kan få skattepenge ind fra denne “industri”. Men er det nu så godt? Jeg har det bestemt ikke godt med at mine børn bliver passet i børnehaver og går i skoler, der er finansieret af kvinder der sælger deres egne kroppe. Jeg ville bestemt hellere være fri.

En diskussion som man slet ikke har haft dengang man legaliserede prostitution er det moralske forfald, som det ville medføre. At vi ser at Danmark er ved at blive til et nyt “Red light district” er galt nok i sig selv. Men hvad med langtidskonsekvenserne? Hvordan vil vi se på prostitution om 20 år?

Her er skrækscenariet at hvis man om 20 år er arbejdsløs og går op til sin beskæftigelseskonsulent og spørger om hjælp til at komme i arbejde, så kan risikere at få at vide at der er en ledig plads nede på bordellet. Hvis man ikke tager det, kan man risikere at miste sine dagpenge. Langt ude tænker nogle nu. Men læg mærke til hvad det er for diskussioner vi ellers har i samfundet for tiden. Mange af de ting vi diskuterer i medierne i dag, er ikke noget man kunne finde på at komme ind på for blot 50 år siden. Ting som man ikke engang kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved, bliver diskuteret som om det ikke betyder noget mere.

Men læs blot hvad der står i politiken i dag på følgende links:

Danmark er magnet for prostituerede

http://politiken.dk/indland/article479067.ece

Og Politikens læsere er uenige om sexkøb

http://politiken.dk/indland/article479301.ece

Categories
podcast Prædikener

Den mest berømte prædiken i USA nogensinde

Jeg er i gang med at undersøge Jonathan Edwards berømte prædiken fra 1741 “Sinners in the hands of an angry God”. Det er den kendteste af alle de prædikener, der er blevet prædiket i USA igennem tiden. Det er der særlig to årsager til. Den mest tydelige er at den prædiken blev starten på det man kalder “The great awakening”, den store vækkelse. En vækkelse der bredte sig så meget at den forvandlede et helt samfund. Ikke fordi man brugte tid på at lave socialt arbejde, men fordi mennesker blev frelst og forvandlede. Man er ikke i tvivl om at Jonathan Edwards prædiken blev starten på denne kollosale ændring af USA, en forvandling der har sat sine spor helt op til i dag. Det var jo en vækkelse der eksempelvis førte til at politiet i mange byer ikke havde noget at lave, for næsten alle folk havde omvendt sig til Jesus Kristus. Den anden årsag er, at denne prædiken er pensum på rigtig mange uddannelsesintitutioner. Og jeg taler ikke kun om kristne skoler, det gælder også sækulære. Prædikenen er blevet en fast byggesten for både USAs historie, litteratur og religiøse ophav.

Jonathan Edwards var en meget dygtig teolog, som satte bibelens autoritet meget højt. Han var ikke smart, han var så vidt vides heller ikke nogen karismatisk type, men han var meget bibelsk. Generelt synes jeg ikke der er noget i vejen for at prædikanter kan se smarte ud og være karismatiske. Det generer mig egentlig ikke så længe at det ikke står i vejen for Guds ord Jonathan Edwards prædiken var bibelsk helt ud i detaljerne, og meget radikalt. Samtidig var denne prædiken på trods af den voldsomme titel “Sinners in the Hands of an angry God” smurt ind i Guds kærlighed. Det var gjort på en måde så folk kunne forstå at Gud var meget vred over deres synder, deres lovovertrædelser, deres fornærmelser imod Ham. Men samtidig også en prædiken der gjorde at man kunne forstå at Guds kærlighed holdt Ham tilbage fra at sende mennesker til Helvede. Det var derfor de stadig levede, fordi at deres tid her på jorden, var en tid som Gud havde givet dem så de kunne vende om til Ham, og få tilgivelse fra deres synder. Hvordan Guds vrede og Guds kærlighed harmonerer perfekt havde Jonathan Edwards en god evne til at forklare fint, enkelt og systematisk. Noget vi godt kunne lære af i dag.

Jeg vil løbende komme tilbage til denne prædiken som har et indhold som vi kristne har mistet i dag, og som vi må tilbage til, hvis vi virkelig vil have at Gud sender vækkelse.  Hvis du har lyst til at høre prædikenen, har jeg lagt en nyindspilning her nedenunder. Jeg vil anbefale at man læser den samtidig, for det er en lille smule gammeldags isproget, men til at forstå hvis man sidder med teksten samtidig. Link til prædikenen “Sinners in the hands of an angry God” (lukker op i et nyt vindue).