Categories
Evig dom Himlen

Hvad er den bibelske forståelse af død og døden?

Når vi taler om død i daglig tale,har vi en anden forståelse af ordet død, end den der er i bibelen. Vi opfatter en der er død, som en der er fysisk død, og mange mennesker mener at når man først er død, så er man ikke mere. Men bibelens forståelse af død, er en noget anden. Lad os se hvad der står i første mosebog 2.15-17:

“Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!”

Læg mærke til at Gud siger “den dag du spiser af det, skal du dø”. Han siger ikke at de skal komme til at dø senere, men det er den dag de spiser af det, at de dør. Men hvad skete der da de spiste af kundskabens træ? Døde de fysisk og faldt om? Nej, det var ikke det der skete. Men hvad skete der så, for Gud sagde jo at de ville dø den dag de spiste af træet. For at forklare hvad der skete, vil jeg gå frem til hvad Paulus skriver om frelsen i efeserbrevet 2.1:

“Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder”

Dette skriver Paulus til de kristne. De var før døde i dere overtrædelse og synder. Det var jeg også engang. Før jeg blev frelst var jeg faktisk død. Død pga mine overtrædelser af Guds lov, og mit liv i synd. Jeg var død. Men alligevel kunne jeg trække vejret, spise, drikke og være glad og sur. Jeg var en aktiv død. Men hvorfor var jeg død? Svaret er at i Guds øjne er død lig med at være adskilt fra Ham. Kun i Ham er der liv.

“Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.” Mattæus 18.9

Det er bedre at gå ind til LIVET med et øje, siger Jesus end med begge øjne at kastes i Helvedes ild. Der kan ikke være nogen tvivl om hvad det er for et “Livet” som Jesus her taler om. Det er Himlen, for kun der er det sande liv. Der kan vi igen spise af Livets træ. Det her handler om mere end et evigt liv, i menneskelige øjne. For livet er at leve med Gud. Men døden er at leve uden Gud.

Men hvad sker der så efter den fysiske død? Efter den fysiske død får vi et nyt legeme. Der er nogle der tror det kun er vores sjæle der lever videre. Men det er ikke i overenstemmelse med bibelen.

“Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Mattæus 10.28

Mattæus 18.9 som jeg brugte ovenfor viser det samme, fra en anden vinkel. Vi får altså et legeme efter vores fysiske død. Og det er et evigt legeme. Der er to steder det legeme (og sjæl) kan komme hen. Til det evige liv i Himlen, eller til evig fortabelse i Helvede hvilket også bliver kaldt “den anden død” i åbenbaringen 20.6 og 20.14.

Så i forhold til mit spørgsmål i overskriften, så er vi døde i vores overtrædelser, hvis vi lever uden Gud. Hvis vi dør fysisk mens vi lever i vore overtrædelser, så går vi ind i døden til et sted som Jesus kalder Helvede. Hvorfor der er så forfærdeligt der, og hvorfor det er evigt vil jeg komme tilbage til en anden gang.