Der burde være forskel på hvordan en kristen taler og en ikke-kristen taler. Nu skriver jeg burde, men jeg burde skrive “der ER forskel”. For ifølge bibelen er der forskel på hvordan en kristen taler og hvordan verden taler. Men alligevel er der mange kristne der taler grimt. Man undskylder sig med at det gør alle de andre også, og så må det vel være i orden. Men hvad siger Guds ord egentlig om det?
“Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd” Jakob 1.26
Det er faktisk ret hårde ord som Jakob kommer med her. Men det er noget der bliver omtalt flere steder i bibelen. Paulus siger bl.a. at intet råddent ord må udgå af vores mund i efeserbrevet. Så fordi vi ser dette flere steder i bibelen, så er vi også nødt til at tage det alvorligt. Vi vil faktisk blive dømt på vores ord.
Det er svært siger mange, det er faktisk så svært at nogle mener at bibelen overdriver på dette område, og derfor ikke behøver blive taget alvorligt. Men det er faktisk en meget farlig holdning at have til bibelen. For hvem er jeg, at jeg i egen kraft skulle være i stand til at udvælge hvad i bibelen der skal tages alvorligt, og hvad der ikke skal tages alvorligt. Her taler jeg om ting som er beskrevet flere gange i bibelen. Områder som kun er benævnt en gang skal vi jo ikke bygge en stor teologi på, hvilket jeg godt vil komme tilbage til en anden gang. Men områder som bliver omtalt igen og igen, er vi nødt til at tage alvorligt, også selvom det er svært.
Jamen, René har du aldrig talt grimt? Jo, det har jeg, og jeg skammer mig over det. For hvert af de grimme ord der er udgået af min mund har Jesus været nødt til at dø på korset for. Er jeg ekstrem her? Overhovedet ikke. Vi skal ikke glemme at en synd er nok til at vi er dømt til Helvede. Tror du mig ikke så se bare på Adam og Eva, de brød loven en gang, og blev udvist af Edens Have. En gang var nok, og sådan er det også med de grimme ord der kommer ud af min mund. Et forkert ord er nok til at jeg har brudt Guds lov.
Jeg ønsker at tøjle min tunge, fordi jeg ikke ønsker at min gudsdyrkelse skal være værdiløs. Gud ser ikke på hvor højt jeg rækker mine hænder op til lovsang. Han ser ikke på hvor lange mine bønner er. Men han ser på om jeg vil følge Ham. Ikke bare i mine bekendelser, men også i mine gerninger. Det gælder også for de ord der udgår af min mund. Derfor er min munds ord også et vidnesbyrd om jeg tilhører Gud. Er der plads til at fejle? Ja det er der, men det er der kun på grund af Jesu kors, og intet mindre end det.