Mange kirker prædiker i dag et totalt udvandet evangelium. “Vi ønsker at folk skal føle sig velkommen i vores kirke, og folk skal se sig selv som elskede”. Jamen det lyder da godt. Men vi glemmer at Jesus kalder sig selv for en anstødssten som folk vil falde over. Men nogle prædikanter prædiker ikke Jesus som anstødssten mere. Der bliver ikke prædiket så folk kan se at de er lovbrydere. De bliver ikke oplyst om at hvis de lever deres eget liv, vil de ende evigheden i Helvede. Der bliver ikke talt om omvendelse mere, men istedet bliver der talt om “discipelskab”.
Discipelskab, betyder det at hvis jeg på et tidspunkt begynder at opføre mig rimelig korrekt, medfører at jeg er frelst? Det skulle man tro, for det er det jeg hører igen og igen om discipelskab. Det er ikke længere en ny fødsel der skal til, men et program der gør at jeg udvikler mig til at være en kristen.
Her er problemet. Kan jeg trænes i at blive en kristen? Vil jeg så ikke blive som en der har sprunget over gærdet, istedet for at gå ind igennem den smalle port? Og hvad sker der med intruders, de bliver smidt ud igen. Jeg har mødt flere i kirkerne som har kommet der igennem flere år, og lært at sige alle de rigtige ting, kommer til bønnemøder og lovsangsaftener og temamøder. Men de er ikke frelst. For når jeg taler med dem om omvendelse, siger de at det ikke skal tages så bogstaveligt. Hvortil jeg må svare at det er faktisk Jesus der har sagt det, og ikke kun et sted, men flere steder. Det betyder at det er meget vigtigt at forstå omvendelse og tage det alvorligt. Men moderne kirker tror bare at det handler om at have en eller anden tro på Gud.
Men på trods af hvad der sker i mange kirker, og hvor påvirket den er af denne verden. Så er vi stadig kaldet til at prædike det fulde Guds ord, og ikke et udvandet. Vi står til ansvar overfor Gud, ikke overfor mennesker. Hør gerne dette klip med Paul Washer hvor han taler om dette problem.