Det er egentlig underholdende at undersøge hvad det er for nogen argumenter som ateisterne bruger for at kunne konkludere “der finde ingen gud”. Her er en rigtig brugt en: “Jeg kan ikke tro på Gud når der sker så mange onde ting i verden”. Okay, men hvad nu hvis jeg sagde ” jeg kan ikke lide Irak-krigen. Jeg er totalt modstander af den og syntes aldrig at den skulle være startet, så derfor tror jeg ikke på at George Bush findes”?
Det er tydeligvis en tosset argumentation, men reelt set er den ligeså tosset som ateistens. At der er onde ting i denne verden er ikke at argument imod Gud. Ateisternes adfærd og udtalelser virker meget mere som om de er vrede på Gud. Tag for eksempel Richard Dawkins, han har udtalt følgende:
“The judaeo christian god is “a vindictive blood thirsty ethnic cleansing, masaganistic, homofobic, raciest, infanticidal, genocidal, finicidal, pestilential, megamaniacal, sadomasochistic, capricious malevolent bully.” –Richard Dawkins “
Det virker ikke som en akademisk konklusion det her. Jeg er fuldstændig ligeglad med at han er professor, det vil heller ikke hjælpe ham på dommens dag. Jeg er selv akademiker, og synes at det her er noget af det mest uakademiske jeg længe har set fra en professor der siger det her som akademiker. Hvorfor gider folk følge ham. Her kan jeg ikke se andre årsager end at vi også inderst inde er vrede på Gud. For det er ikke pga overbevisningens kraft at Dawkins vinder sine tilhørere, men pga folks vrede mod Gud.
Se denne video som bl.a. beskriver nogle af ateisternes svagheder, og hvad det egentlig er de mener som ikke altid kommer frem i medierne. Dawkins mener eksempelvis at troende ikke engang skal have lov til at studere på universiteter. Puha, jeg er da glad for at jeg fik min uddannelse inden den form for racisme bliver indført.