Ifølge historien blev Danmark ”kristnet” af Harald Blåtand, da han blev overbevist af et guddommeligt mirakel udført af præsten Poppo. Det siges at Harald Blåtand havde brug for et mirakel til at overbevise ham om at den kristne Gud var bedre end de nordiske, og dengang troede man på at man ved at bære jernbyrd, kunne vise at Gud eller guderne var med en. Jernbyrd bestod i at man med sine bare hænder bar en klump rødglødende jern, og derefter skulle man vise sine hænder frem. Hvis der så ikke var sår, så var det et mirakel og man havde ret, men hvis man fik betændte sår, så havde man uret. Legenden siger at Poppo ikke viste tegn på at være blevet brændt af den rødglødende jernklump, og derfor lod Harald Blåtand sig døbe og erklære danerne kristne.
Ja, smuk historie, lidt ligesom et eventyr faktisk. Men der mangler noget, og så er historien tilmed symptomatisk for visse dele af kirkelivet i dagens danmark. For intetsteds i historiebøgerne hører vi om at præsten Poppo skulle have antydet hvad synd er for noget, og slet ikke noget om at syndens løn er døden og hvis vi dør uden Gud er der kun fortabelsen i vente for os. Intet sted i historien hører vi noget om at Harald Blåtand burde omvende sig fra sin synd og give sit liv til Jesus Kristus. Vi hører om noget så simpelt som et mirakel, og ved ikke engang om historien er sand eller ej. Om den er det er sådan set også sagen ligegyldig, for det var ikke Guds ord der overbeviste Harald Blåtand, men noget andet. Nogle mener det var politiske og økonomiske årsager der overbeviste Harald, og det er der bestemt også noget der tyder på.
Men det største problem her er at legenden her bilder folk ind at det skal være den slags mirakler der overbeviser folk om kristendommen. Det er en historie som nærmest kunne være blevet fortalt af vor tids diverse ”mirakelmagere. For de fokuserer heller ikke på at give folk et klart Guds ord som leder til omvendelse. Nej, de tror det er mirakler der skal overbevise folk om at tro på Jesus. Men de glemmer de vigtigste mirakler, hvis det endelig er at de vil bruge mirakler til dette. De bruger nemlig ikke megen tid på at omtale miraklet at Gud blev menneske og bøjede sig helt ned til os, vandrede med os, blev dømt uskyldigt til at dø en forbryders død på et kors, og der sonede vore synder, og fordi Han var syndfri og Guds søn, opstod fra de døde på tredjedagen og viste at Han har brudt dødens og syndens magt. Det mirakel er langt mere værd at se på, end at en hovedpine eller en smerte i knæet forsvinder kortvarigt (hvilket ikke engang er et mirakel).
Forstå mig ret, jeg har intet problem i at vi beder for syge, for det er bibelsk, og jeg tror også på at Gud helbreder i dag, for jeg har set det, og det er også bibelsk. Men jeg tror ikke på at det er den slags mirakler vi skal bruge til at overbevise folk om hvorfor de må give deres liv til Jesus. Vi har brug for at prædike Kristus for dem, så de kan se hvem Han er og hvorfor de har brug for at give deres liv til Ham. Ellers får vi kun falske omvendelser som Harald Blåtands og andre som valgte kristendommen af de forkerte årsager. Lad os prædike Guds ord så når folk giver deres liv til Kristus, så gør de det af de rigtige grunde, og ikke de forkerte. Lad os prædike Guds ord som Guds ord er, og ikke som vi selv ønsker det er.
