En gang byggede man en bro i USA. Det havde man gjort mange gange før, og gjort mange gange efter. Men efter man byggede denne bro, fandt man ud af hvad man aldrig skulle gøre igen. Man skulle ikke bygge broen efter forkerte principper. Tacomabroen var nemlig ikke afstivet på tilfredsstillende vis. Det betød at den gyngede lidt. Den fik derfor hurtigt øgenavnet “Galloping Gertie”.

Man blev dog hurtigt vant til at den vuggede lidt. Det tog man bare som en oplevelse når man skulle over den. Indtil d. 7 november 1940. Da kom der en mindre storm, som fik broen til at vugge noget mere end man var vant til. Resultatet blev også det som måtte ske. Broen brast sammen. Scenen før sammenbruddet er en ret surrealistisk oplevelser. Man tror ikke helt sine egne øjne, og der er også folk som fejlagtigt tror der et tale om et filmtrick. Men det er ikke tilfældet. Men se selv efter, hvis du ikke har set dette berømte filmklip før.

Når jeg ser den video, kan jeg ikke undgå at tænke på de kirker som bygger på Rick Warrens målrettede menighedskoncepter, dem som følger Joel Osteens lev fedt nu koncepter, dem som bygger på Rob Bells og Brian McLarens postmodernistiske koncepter, osv. Det der er fælles for dem er at de bygger på ideér som ikke er grundlagt i bibelen, men på menneskers tanker og følelser. Konsekvensen når vi vælger at bygge på andre fundamenter end Guds klare ord advarer Jesus imod i Mattæus 7. 24-27.

“Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.”

Istedet for at se dette i øjnene vil vi i den kommende tid kunne iagttage disse ledere og deres efterfølgere, sige og gøre ting der er langt mere surrealistiske end denne film. De har ikke fattet kærlighed til sandheden, og konsekvensen vil blive at de istedet vil holde krampagtig fast i deres vranglære. Også selvom det vil betyde at det vil se meget meget mærkeligt ud. Både i verdens øjne og i kristnes øjne. Jeg vil snarligt vise eksempler på hvordan det kan komme til at se ud.

Share on Facebook

7 Responses to “Videoen som viser hvad der vil ske for de kirker der ikke bygger på Guds ord”

  1. Jesper Says:

    Interessant er det jo også at broen for det utrænede øje ligner stor ingeniørkunst, men stadig viser sig at være makværk.

  2. René Vester Says:

    Interessant iagtagelse du har der. Vi kan let blive snydt af det smarte udseende.

  3. Michael Says:

    Ja, det er jo en trist tendens hos mennesker, at vi tror så lidt på det højeste, at vi ikke kan tro på en subjektiv oplysning, men bliver nødt til at følge en “profet”. Det er imidlertid ikke noget nyt. Kierkegaard ledte en meget direkte krig mod sådanne “profeter”, som forsøgte at rive sandheden ned i tomme ord og følelsesladte tordentaler.

    Ja, det var selveste statskirken Kierkegaard rasede imod.

    Religiøsitet er en subjektiv erkendelse (Abrahams valg bygger ikke på en objektiv fornuft, men er i sin grundnatur absurd … og netop derfor er han troens ridder, han accepterer det absurde, og forsøger ikke at finde svar eller begrundelse i det objektive).

    Kierkegaard går så langt som at konstatere, at hvor masse er, der er usandhed. At prædike for masserne, er at misforstå hele sandhedens natur. Kirkegaard udtaler derfor:

    “Forskjellen mellem Theatret og Kirken er væsentligen den, at Theatret ærligt og redeligt vedgaard sig at være hvad det er; Kirken derimod er et Theater, der paa alle Maader, uredeligt søger at skjule hvad det er”

    Det er utroligt at tænke sig, at vi ikke er kommet videre i vores Gudssyn siden dengang … hvem skulle have troet, at vi i Kierkegaards eget hjemland ville have beholdt et Guds-syn, som bygger på en fælles forståelse (folk der følger en fortaler for Gud, en “profet”), snarere end en dyb og indre tro.

  4. Jesper Says:

    @Michael – Kierkegaard var en klassisk heretiker, men samtidigt en god lutheraner i det han netop accepterede, som Abraham, det irrationelle, det mystiske, paradokset. Uanset mener jeg ikke at man kan fastholde at der ikke i troen er en obeektivitet, og jeg mener heller ikke det er hvad KIerkegaard gør, det er jo netop troens natur at fastholde en objektiv sandhed som modstykket til egen subjektiv sandhedsforståelse, da denne opfattelse er plat menneskelig religiøsitet og ikke livgivende tro.

  5. Michael Says:

    Er man heretiker fordi man tror på Guds ord og ikke kirkens? Er man heretiker fordi man tør kaste sig ud i den dybe tro, hvor intet kan siges eller forsvares, hvor enhver logik må ophører (som en simpel del af den menneskelige væren), og Gud alene er mening?

    Er det ikke netop heretisk at fæstne sit Gudsbillede i ord skrevet af mennesker til mennesker, af en kirke, som igennem hele sin historie har formået at føre sig frem som en økonomisk og politisk magt-faktor (til tider med magten over konger i eget land)?

    Tyder det ikke netop på en stærk tro, at man hæver sig over ordet, og søger Gud … ikke gennem en logisk læsning bundet i tid og rum (herunder personlige holdninger, kulturelle strømninger, og efter reformationen sågar oversættelser, og dermed ændrede værdiladninger og meninger), men tror på Gud, tror på Helligånden, og den hellige åbenbaring?

    Den hellige åbenbaring er noget der sker for den enkelte. Den transcendente erkendelse af det guddommelige er højt hævet over nogen prædiken og nogen logisk tanke. Hvis ikke den enkelte møder Gud i sin tro, er troen jo et resultat af ordet, ikke Gud.

    At ville reducere Gud til ord, er at ville trække Gud ned i det relative, gennem et sprog, der i sin grundnatur bygger på det fælles objektive (et sprog som ikke engang kan formidle simple almenmenneskelige følelser, uden at generelisere dem derud hvor en mands kærlighed til sin hustru, et barns forhold til chokolade, og det kristelige forhold til næsten alle må dækkes med det lident sigende ord “elske” … hvordan kan dette ord gøre Gud retfærdighed?). Man gør Gud til objekt, og man reducerer det guddommelige til et kulturelt fænomen.

    Hvis man blindt tror på menneskers ord, hvorledes adskiller troen sig så fra den blinde tillid til et politisk system? Hvis du tillader dig at acceptere ord, lukker du øjnene for den levende Gud, og den dansende Christ bliver til den døde Gud på sit kors.

    Hvorledes kan det nogensinde være heretisk, at tro på den levende Gud? Hvorledes kan det være heretisk, ikke at ville benægte det der er større end verden og fornuften?

  6. René Vester Says:

    Jeg vil besvare lidt af det du spørger om. Man skal jo prioritere. Du skrev:

    “Er man heretiker fordi man tror på Guds ord og ikke kirkens?”

    Nej det er man ikke, gjorde Luther ikke det samme?

    “Er man heretiker fordi man tør kaste sig ud i den dybe tro, hvor intet kan siges eller forsvares, hvor enhver logik må ophører (som en simpel del af den menneskelige væren), og Gud alene er mening?”

    Det kommer an på om det er en tro der er baseret på skriftens eller på en eller anden subjektiv åbenbaring som ikke er baseret på ordet.

    “Er det ikke netop heretisk at fæstne sit Gudsbillede i ord skrevet af mennesker til mennesker, af en kirke, som igennem hele sin historie har formået at føre sig frem som en økonomisk og politisk magt-faktor (til tider med magten over konger i eget land)?”

    Lad os lige holde kirkernes fejltrin udenfor her. At kirker kan begå fejl er ikke en undskyldning for at unddrage sig ordet. Gud er ikke begrænset af ord, men har åbenbaret sig igennem sit ord, og ethvert forsøg på at forstå ham ved at sætte ordet til side vil være et forsøg der mislykkes. At vi kan være utilfredse og uenige med ordet, det er vores problem, ikke Guds. Når Gud har valgt at åbenbare sig for os igennem sit ord, er det vores opgave at acceptere dette, og her kunne jeg citere dig for “hvor enhver logik må ophører”.
    Jeg synes nu efter at have brugt flere år på fordybelse i ordet, at det er logisk når det kommer til stykket. Men har forståelse for dem der siger det modsatte. Bibelen er mere sammenhængende end man lige går og regner med.

  7. Michael Says:

    @René: Ja, du er meget belæst, og det har du min dybeste respekt for. Jeg vil dog stadig understrege, at ordet er svagt, hvis det ikke understøttes af en erkendelse hos den enkelte … ikka at Guds-ordet er svagt, misforstå mig ikke, men uden en læser er en bog bare papir og blæk. Det er læserens forståelse og erkendelsessfære, som giver det læste ord mening.

    Vi ser det jo ganske klart. Du (René) er jo faktisk selv inde på det.

    Det ville jo være absurd at postulere, at man i middelalderen ikke læste i biblen. Ja, vi kunne tage den endnu længere, det ville være absurd at tro, at de der skulle opretholde Guds lov (den kirkelige domstol) ikke kendte biblen.

    Jeg tror godt vi kan blive enige om, at de har været vel bekendt med de hellige skrifter. Ikke desto mindre kan du fortælle, at biblen beretter, at jorden er en sfære. Jeg skal ikke komme ind på argumenterne her, jeg finder det blot meget karakteristisk for vores bibelforståelse, at du kan læse at jorden er sfærisk, og den kirkelige domstol var ved at banlyse Galileo Galilei for at komme med netop denne påstand (ikke at biblen sagde det mind you, men at jorden var sfærisk, ikke en flade).

    Når vi læser ord, vil ordenes mening blive vinklet og påvirket af vores egen forståelse. Der findes ikke noget sådan som et objektivt sprog. Ord er nok bundet i det objektive, men de er til for at forkynde et budskab fra et subjekt til et andet. Ordene har en mening hos den der taler, og de tillægges efterfølgende mening når de modtages. Hvis vi ønsker at videreformidle noget af dybere natur, bliver vi således nødt til at benytte myter og ritualer. Disse er sprog der taler til subjektet, og tvinger subjektet til at erkende det talte, snarere end at tolke bevidstløst, som vi ellers bliver nødt til, for at ordene overhovedet skal give mening (i sætningen “giv mig 5 æbler” ligger en masse skjulte budskaber, ikke alene forudsætter jeg kendskabet til æbler, og potentialet for at modtageren kan få fat i dem, jeg har desuden underforstået omtalt to personer, og defineret et klart hieraki mellem dem, deri at “jeg” kommenderer “dig” … vi tænker ikke på disse ting, de følger bare med, når vi læser den meget simple sætning; man kunne sige, at vi på et lavere bevidsthedsniveau simulerer en tænkt situation på basis af de associationer ordene bringer).

    En anden interessant erfaring fra samme debat er, at sproget hvorpå ordet forkyndes er altafgørende for hvilken mening der viderebringes.
    Vi læser biblen på dansk, men hvis det er Guds ord, ja, så må vi jo acceptere, at alt andet en hebraisk må anses for grove tilnærmelser. Her har muslimerne dog været smartere, derved at teksterne givet til profeten kun kan kaldes Qur’an, såfremt de er viderebragt uændret (så må man læse en oversættelse som ikke er koranen, eller gå på koran-skole).

    Dette blot for at sige, at vi ikke just gavner religion ved at flå det guddommelige ned i objekter og ord. Gud i objektet er i øvrigt et trist opgør med den treenige Gud, thi enten er guden i Jesus (og verden var således uden opretholdende Gud da Jesus var Christus), eller også var Jesus en selvstændig men afrænset del af guden (i hvilket tilfælde der var 2 guder sideløbende, og kristendommen bliver til flergudsdyrkelse). Der er naturligvis også den tredje mulighed at Jesus slet ikke var Christus, og at Gud således kunne være i verden, uden at være adskilt fra sig selv.

Leave a Reply