Den 25 november 2012 var den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard i DR2 programmet ”De 3 bud”. Her var emnet homoseksualitet, og om hvordan man kan tackle det hvis man er homoseksuel. Første gang Torben Søndergaard var i dette program havde han rigtig gode muligheder for at prædike evangeliet, men han endte med kun at prædike loven, i stedet for Kristus. Det kan man læse mere om her: http://sand.omvendelse.dk/praediker-torben-sondergaard-evangeliet-4373.htm

I programmet ”De 3 bud” fik han d. 25/11 endnu engang mulighed for at vise hvad evangeliet er, men i stedet for viste Torben at han tror på en befrielsesteologi, som lugter af den man møder hos folk som Christian Hedegaard. Så jeg vil gerne vise hvad han sagde, og hvad det har af betydning.

Midt i programmet bliver Torben spurgt af værten Bjarke Stender: Torben Søndergaard kan og skal homoseksualitet helbredes?

Torben Søndergaard: Ja

Hvad Torben så mener med dette, fik vi svar på lidt senere i programmet, hvor Torben Søndergaard siger følgende om homoseksualitet: Man kan også bruge ordet sættes fri, eller omvende sig. Fordi hvis det er synd som bibelen siger det er synd. Synd er jo ikke noget man sådan direkte skal helbredes fra, men det er noget man skal omvende sig fra. Men der er der også den her synd, man kan simpelthen blive bundet af nogle ting så meget at man har brug for hjælp udefra. Og der er dåben hvor at den sådan som jeg ser dåb, der er det ned under vand helt ned under vand og op igen. Og når folk omvender sig fra sin synd og bliver døbt, så idet man bliver døbt, så bliver man altså en ny skabning.

Værten Bjarke Stender: Så mener du faktisk at man kan tage en homoseksuel og dyppe ham eller hende under vand og hive dem op igen, og så er de ikke homoseksuelle mere?

Torben Søndergaard: Man kan tage en homoseksuel, man kan sige homoseksualitet er ikke en sygdom, men det er heller ikke noget man er født med.

Det som Torben her sagde, var noget som de to andre gæster tog anstød af. Asmar (kvindelig muslim) sagde; Gid det ville være så nemt at man bare kunne dyppes i vand. Og den jødiske gæst Henrik Goldschmidt syntes også det var helt hen i vejret at man kunne påstå sådan noget. Så både værten, muslimen Asmaa og Jøden Henrik udtrykte at det var det de hørte Torben sige. De var ikke i tvivl om at det var det Torben mente. Så hvis Torben havde ment at han blev misforstået omkring hans forståelse som han her giver udtryk for, så havde han glimrende lejlighed til vise det. Men det gjorde han ikke. Det undrer mig heller ikke, da det han sagde går rigtig fint i spænd med det han ellers siger.

Dåben bliver noget magisk
Torben Søndergaard mener at dåben har en magisk betydning som gør at man først kan leve i sejr over synd, når man bliver døbt. Her siger han tilmed det som jeg har kritiseret ham for før, nemlig at dåben har frelsende effekt. For det er igen det han siger, selvom han nogen gange påstår han mener noget andet. Men han sagde altså følgende: ” Og når folk omvender sig fra sin synd og bliver døbt, så idet man bliver døbt, så bliver man altså en ny skabning.” Læg mærke til at han siger ”Idet man bliver døbt”. Det kan kun forståes som at det er når man bliver døbt man bliver en ny skabning. Det lyder bestemt ikke som om Torben har en forståelse af bibelen, som den apostlene havde, hvilket sætter hans apostelstatus i et meget tvivlsomt lys mildt sagt. Paulus sagde eksempelvis i Apostlenes gerninger 22. 16 om dengang han blev døbt at Ananias dengang sagde til Paulus:

”Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!”

Så her står der altså ”idet du bekender Jesu navn”. Det er den rigtige forståelse vi ser her, for det er ikke dåben, der frelser, men Jesus. Dåben er og bliver kun en adlydelseshandling som kristne gør, fordi det står i skriften og er indstiftet af Gud. Men frelsende er den ikke, og den gør heller ikke at vi kan sejre over synd. Det er Kristi Ånd der bor i den kristne, der gør at vi kan leve et liv uden at leve i synd, dog således at vi synder, og gør det dagligt, og faktisk mere end vi selv går og tror. Men vi lever ikke i synd som om det ikke gør noget, og vi er i stand til at modstå fristelser, også selvom vi nogen gange falder i. Forskellen på en retfærdig og en uretfærdig siger ordsprogene er at den retfærdige rejser sig op, efter at være faldet. Den uretfærdige bliver liggende i sit fald (ordsprogene 24.16). Men tilbage til Torben Søndergaard.

To mulige, men forkerte betydninger
Hvad betyder det som Torben her siger? Der er to muligheder. Enten mener Torben at dåben gør at man kan blive fri fra alle synder, eller også siger Torben at dette er specifikt for homoseksualitet. Desværre vil Torben jo ikke besvare disse spørgsmål offentligt, så hvilken af de to det er, må vi så være uvidende om. Men vi kan godt finde ud af om det er lære der er i orden eller er skadelig.

Hvis Torben siger at dåben kan sætte en fri fra synd. Så gælder det jo ikke kun homoseksualitet. Så gælder det også stolthed, had, begær, egenrådighed, etc. Men så er vi tilbage ved problemet i at sige at dåben er magisk (nej han bruger ikke det ord, men det er jo det han reelt set lægger i den). Men dåben har ikke nogen magisk betydning, det er ikke dåben der gør at jeg kan overvinde synd, men Guds ånd der bor i den kristne.

Hvis Torben siger at det er homoseksualitet som dåben kan sætte en fri fra, giver det store problemer. For idet man påstår at det er Homoseksualitet, og ikke andre synder som stolthed, grådighed, begær o.l. så har man lige gjort homoseksualitet til en synd der er værre end alle andre synder. Men det er den ikke. Synd er synd, og lige fra det at lyve til at begå mord er synd. Og Gud ser på alt dette som overtrædelse af Han lov. At tage homoseksualitet ud her, og gøre det til mere syndigt end andre synder, er homofobisk. Da man gør homoseksuelle til større syndere end folk der bliver skilt og gift igen til anden side. Noget som Jesus udtrykkeligt kalder hor. De præster som offentligt går imod homoseksuelle ægteskaber, men gengifter folk der er blevet skilt uden bibelsk årsag, viser at de er homofobiske, da de gør forskel på synd.

Hvorfor er befrielsesteologi farlig?
Når det er sagt, så synes jeg fra resten af udsendelsen at se, at det ikke ser ud til at Torben falder i den sidste kategori her. Det har jeg også lidt svært ved at tro han skulle mene, men synes det han siger, er tvetydigt. Men lad os antage at Torben ikke gør forskel på synd. Men blot siger at når man er omvendt, så skal man døbes og idet man bliver døbt, bliver man en ny skabning, og idet man bliver en ny skabning bliver man sat fri af synd. For det var hvad han jo sagde, og den del kan der ikke drages tvivl om. Så er spørgsmålet hvilke konsekvenser  det kan have for kristne som kæmper med synd?

Lige præcis her går det hen og bliver rigtig farligt. Forestil dig at du er en ung kristen mand, som kæmper med urene tanker, og de plager dig dag og nat, og du har brug for og længes efter fred. Man er vokset op i et luthersk hjem, og er barnedøbt, men blev født på ny mens man var på en efterskole, og ser tilbage på den tid som noget stort der skete. Men man kæmper og bruger mange kræfter på at komme af med de tanker der plager en. Så ser man denne Torben Søndergaard i fjernsynet, der påstår man kan blive sat fri hvis man bliver døbt. Man får tilmed at vide at man først bliver en ny skabning i den dåb. Hvis man ikke er så velbevandret i skriften, eller ikke har fået ordentlig undervisning i skriften, så kan dette være noget man nemt kunne falde for. ”Jeg kan jo blive sat fri af disse tanker” tænker han, og de er jo hvad han ønsker.

Så nu kontakter han Torben Søndergaard og han kommer til Herning hvor de skynder sig at døbe ham, i det de nu har at døbe ham i. Det har de engang gjort i en skraldespand, hvilket de har promoveret på deres hjemmeside igennem flere år, så ja de har virkelig travlt når de først kommer i gang med at døbe. Den unge mand bliver døbt, får at vide at nu er han fri, og skal lige lære at tale i tunger for resten, for det er også en af Torbens kæpheste.

Alt sammen kan virke så spændende, at det for en tid får fokus væk fra de tanker der plager ham. Han oplever måske tilmed en slags ekstase, som er ret nem at komme i i de kredse Torben færdes i, da det kan se at man  i de kredse pisker en stemning op. Så går der et stykke tid. En dag, måske fjorten dage, og tankerne begynder at komme igen. De er måske på samme niveau som før, hvis ikke større. Han prøver at overbevise sig selv om at han jo er blevet sat fri, det fik han jo at vide da han blev døbt, og han taler tilmed i tunger. Så hvad er der lige gået galt? Han går til Torben som beder for ham, og han synes det er rart et kvarters tid, men så kommer tankerne igen. Tankerne fortsætter, selvom han har gjort hvad Torben sagde for at komme af med dem, og selvom både Torben og andre har bedt for ham. Han er fristet af sine tanker, og synes de ødelægger hans kristenliv, og han opfatter sig selv som en dårlig kristen når han går med sådanne ting i sit hoved.

Det er meget skadeligt det her, og jeg ved om flere personer som har oplevet dette, og bagefter har de vendt sig imod kristendom, fordi de var blevet lovet noget som de ikke fik. Fordi selvbestaltede profeter og apostle havde stukket dem blår i øjnene og sagt det der kildede i øret, i stedet for at give dem et klart Guds ord, og vise dem hvordan de skal forholde sig til urene tanker og fristelser. Den slags personer henvender sig til Torben Søndergaard, og jeg ved der er folk som er kommet ud på den anden side som ødelagte mennesker som er mere forvirrede end før de mødte Torben. Der er også nogen der er kommet ud på den anden side, som mere fornuftige mennesker, der kan se at det Torben gør er ubibelsk og at de har forladt ham af de årsager. Dem har jeg heldigvis også mødt.

Men det her vil Torben ikke drøfte offentligt, og det forstår jeg godt. Jeg har før diskuteret bibelske ting med ham som dåben eksempelvis, og det viser sig altid at når hans teologi begynder at falde fra hinanden, så bakker han ud, og kommer med påstande om at man mangler Guds ånd, eller har et problem med sit hjerte når man ikke forstår ham. Men hvis Torben ikke er i stand til at forsvare den lære han står for, så skal han slet ikke prædike den lære! Peter skriver i første Petersbrev 3.15 at vi skal være rede til at forsvare det vi tror på overfor andre. Det vil Torben ikke, for han er ikke i stand til det. I stedet vil han hellere gå ud med en lære som historien har vist skader mennesker, og får folk der før var i kirken til at vende sig imod kirken, fordi de oplever så store skuffelser over det som de bliver lovet, men ikke får indfriet. Det har jeg vidst i lang tid var tilfældet hos Torben, og ovenstående citater fra tv-programmet viser blot lidt af hvorfor det sker. Han står for en ubibelsk befrielsesteologi, som kristne skal vende sig fra.

Bibelsk befrielse
Bibelen taler om at vi kan blive sat fri, men hvordan viser bibelen det? Ved at vi skal kende sandheden. Sandheden sætter fri, siger Jesus og den kan sætte os fri når vi kender den. Den kan vi kende ved at studere Guds ord, og grunde over den, og lade den blive en naturlig del af vores liv. Jeg er blevet sat fri fra mange ting i mit kristenliv. Men ikke en eneste af de gange jeg har gået op til forbøn er jeg blevet sat fri fra noget. Men der hvor jeg har undersøgt hvad skriften siger om de ting jeg har arbejdet med, og tage det til mig, tænke over det, bede over det og eventuelt også med andre kristne, der er jeg blevet sat fri. Og fri på en måde som giver Gud ære, og ikke mennesker ære. Hvis vi skal prædike at syndere kan sættes fri (og det skal vi for det kan de) så lad os gøre det på bibelsk grund, og ikke på et svagt fundament der bygger på selvbestaltede apostles forvirrede lære, som ikke hænger sammen ved en bibelsk granskning og vurdering.

 

Du kan se det omtalte program på dette link: http://www.dr.dk/tv/se/de-3-bud-2/de-tre-bud-6-8. Det er imellem det 14 og det 23 minut at du kan høre de elementer jeg har citeret ovenfor.

Du kan læse mere om Torben Søndergaard og jeg mener der skal advares imod ham på følgende links: http://sand.omvendelse.dk/hvad-er-der-galt-med-torben-sondergaards-forkyndelse-og-laere-4592.htm

http://sand.omvendelse.dk/praediker-torben-sondergaard-evangeliet-4373.htm

 

Share on Facebook

Leave a Reply