Overskriften her er ikke noget jeg mener, for jeg tror ikke at den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard (TS) har fattet bare en tiendedel af det som Luther og Calvin gjorde. Ikke desto mindre er det hvad Torben Søndergaard selv mener. TS og hans disciple er for tiden ved at færdiggøre en film som de kalder ”The last reformation” som tydeligvis er en videreførsel af hans bog ”Den sidste reformation”. En bog som handler mere om TS selv, end den handler om Jesus. I videoen om den nye film (som skulle komme i februar) bliver der sagt følgende:

”Vi kender Konstantin. Han gjorde kristendommen til en statsreligion. Vi ser igennem historien at dette hierarki, denne institutionaliserede kirke fulgte os hele vejen gennem reformationen hvor Luther, Calvin og Zwingli kom. De forsøgte at reformere. De forsøgte at bringe os tilbage til det sande evangelium, tilbage til apostelens gerninger, men de mislykkedes.”

Du kan se det i traileren her:

At nogen som kalder sig bibeltro kristne, kan finde på at påstå at disse reformatorer mislykkedes er ret voldsomt. Men det er da rigtigt at hverken Luther, Calvin eller Zwingli lykkedes i alt, og der var ting de gjorde som ikke var gjort rigtig. Men det gælder jo os alle sammen, og reformatorerne var mennesker som dig og mig med menneskelige fejl. Det som er rigtigt vigtigt at holde fast i omkring reformatorerne er det som de gjorde som var rigtigt. Det som gør at reformatorerne står så tydeligt frem på trods af deres fejl, er at de prædikede evangeliet og de sagde at Guds ord er autoriteten for kirken. Tilmed var det banebrydende at bibelen blev en bog som alle der kunne læse i, nu havde fået lov at læse i. Førhen var den jo forbudt at læse i af den romerske kirke. Men tilbage til TS.

For hvad betyder det egentlig når man laver en film med titlen ”The last reformation” hvor man påstår at reformatorerne mislykkedes og så viser denne selvbestaltede apostel TS,  som den der har fundet den rigtige måde at gøre det på, så vi kan komme tilbage til ”apostlenes gerninger”? Det betyder ganske enkelt at de gamle reformatorer kunne ikke finde ud af det, men bare rolig for her kommer Torben Søndergaard og han har forstået hvordan det skal gøres og nu skal vi alle gøre som ham, fordi han er Guds særligt udvalgte. Det er reelt set en stor omgang arrogant vrøvl, som tilmed ikke er andet end gammel (og dårlig) vin på nye flasker. For selvom TS påstår at nu har vi fundet ud af hvordan vi kommer tilbage til det som Gud virkelig vil, så er det jo blevet sagt rigtig rigtig mange gange før, og tilmed af personer som gør og siger de samme ting som TS.
Jeg kan i store træk ikke se og høre hvordan TS lære og handlinger er forskellige fra Todd Bentley, Benny Hinn, Christian Hedegaard o.l. Eneste forskel er at TS, vist ikke er så interesseret i penge som de var og er, og jeg regner heller ikke med at TS bag kulisserne er alkoholmisbruger som Todd Bentley var, og jeg regner bestemt heller ikke med at han er sin kone utro som Todd Bentley også var. På de områder har jeg faktisk tiltro til TS. Men læremæssigt og gerningsmæssigt er der ikke nogen reel forskel. TS tror at det kristne liv handler langt mere om mirakler end om at prædike evangeliet, og ligesom Bentley, Hinn og Hedegaard talte mere om dem selv end Kristus, gør TS det samme. Han elsker at snakke om sig selv og om hvordan Gud angiveligt bruger ham til det ene mere vilde efter det andet. Han sætter nogle urealistiske forventninger op for folk, som ender med at ødelægge folks tro, selvom han påstår at han kickstarter dem (hans egne ord). Hvilket han gør ved at puste en stemning af forventning op, som ikke er baseret på andet end menneskelige forventninger og ikke bygger på bibelsk kristendom.
Desværre er der rigtig mange for tiden der falder for TS og det han står for. I Danmark er der ikke så mange præster der er tilhænger af ham, og derfor har han ikke så meget støtte blandt præsterne i Danmark. Men blandt lægfolket er der er del som støtter op om ham. Hvis bare de præster som godt kan se at TS skader folks tro og skaber forvirring hos folk, ville tage sig sammen og advare imod ham, så ville det være en god ting. Men jeg tror desværre at alt for mange præster i Danmark er bange for at tale klart ud om hvorfor de har det rigtig svært med TS. For de er bange for at tale folk imod, og måske miste medlemmer i kirken. Men om ikke andet er præsternes uvilje mod TS, en af årsagerne til at han ikke kommer særligt meget ud at prædike i danske menigheder. Til gengæld får han lov at sprede sin urene lære i diverse udenlandske menigheder. Og det som jeg har advaret om før ved ham, fortsætter han med at gøre, som at manipulere folk til at tro de er dæmonbesatte når de skal døbes. Det har jeg skrevet om før på dette link: Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard, men kan også ses eksempler på i dette videoklip hvor han som sædvanlig skal råbe til påståede dæmon. Interessant er det at tænke på at Jesus da vist aldrig råbte af dæmonerne, men bød dem at komme ud af mennesker i stedet.

Et andet eksempel på hvordan TS ødelægger folks tro, har jeg skrevet om her: Prædiket Torben Søndergaard evangeliet?
Det er desværre et indlæg som nogen har misbrugt til at påstå, at jeg skulle have anklaget TS for at være homofobisk. Men det mener jeg aldrig nogensinde at jeg skulle have sagt eller skrevet, og enhver der kan læse, kan i det indlæg se at jeg skrev at på basis af det TS sagde i et tv-program, enten må være homofobisk eller være en vranglærer. Og jeg skrev også at jeg personlig tror mere på at han er vranglærer end homofobisk, da det giver mest mening i forhold til det andet han ellers siger.

Hvis du ikke har læst og hørt min gennemgang af noget af TS forkyndelse kan jeg anbefale dig at høre den her: Hvad er der galt med Torben Søndergaards forkyndelse og lære?

En udenlandsk artikel som rammer rigtig godt plet i problemet med TS kan læses her:Torben Søndergaard og evangeliet Plus

Share on Facebook

Leave a Reply