I dette mit sidste indlæg af tre om problemerne ved 1689 bekendelsen, vil jeg pointere det største problem ved at være en 1689 menighed. Udover at der er en tendens til at 1689 menigheder kommer til at fokusere for meget på specifikke punkter, som derved kan komme til at skygge for at fokusere på Kristus. Og udover at deres forståelse af hvordan man bruger søndagen er misforstået, så er det største problem mere konsekvenserne af hvordan man som 1689 menighed praktiserer og forholder sig til og bekendelsen. Du kan se de to første indlæg i serien på disse links: 1689 er ikke løsningen” og “Skal Kristne holde søndagen på en særlig måde?“.

Den stive, men troværdige
For i bund og grund er der to typer 1689 menigheder. Dem som mener og praktiserer at alle punkterne i bekendelsen er alvorlige og vigtige, og dem hvor man accepterer og praktiserer at det ikke er alle punkterne man skal tage så alvorligt. Særlig sabbatsbuddet bliver et kendetegn på dette.
For der er 1689 menigheder som helhjertet mener at søndagen skal holdes på den noget stive måde som jeg beskrev sidste gang. Hvor man eksempelvis ikke engang må tænke på sit arbejde om søndagen, og heller ikke gå på restaurant eller i en kiosk og købe ind, eller læse avis etc. Men på trods af dette stive syn på søndagen, så synes jeg godt at man kan respektere sådanne menigheder for deres nidkærhed. For de viser med deres handlinger at det som deres kirke skriver at den mener, er også noget de mener så meget at de praktiserer det. Det skaber en troværdighed, som på trods af den stivhed som man ellers viser, er værd at anerkende. Det de tror på, er også det de gør.

Den afslappede, men udvandede
Men så er der også den anden type. Dem som ikke mener at alle punkterne skal forståes lige bogstaveligt eller tages så alvorligt. Det er 1689-menigheder som eksempelvis ikke mener at det er så vigtigt at alle i menigheden gør en dyd ud af at holde søndagen, på den særlige måde som er udtrykt i 1689. Umiddelbart virker det som menigheder med en større frihed og lidt bredere rammer, og det kan såmænd også være godt. Men den tilgang til bekendelsen bærer på et stort problem som den slags menigheder åbenbart ikke ønsker at tænke på. For hvad sker der hvis en kirke har en bekendelse der på et specifikt punkt har en meget klar og alvorlig beskrivelse, men den samme kirke i praksis viser at man ikke mener, at det er et punkt man skal tage alvorligt? Det man signalerer bliver jo så at der er dele af ens tro, som man ikke mener er så vigtig endda.
Det er ret alvorligt. For umiddelbart kan det godt være at det ikke er et problem her og nu, men hvad med fremtiden? For hvis dem som kommer i den kirke nu, ikke mener at et punkt i bekendelsen som er soleklart beskrevet ikke skal praktiseres, hvad så med dem som kommer i kirken om fem og ti år? Vil de så have fundet andre punkter i bekendelsen som de heller ikke mener er så alvorlige? Og hvad så om tyve og tredive år, hvordan ser det så ud. Med andre ord, at have dele af ens bekendelse som man i ens handlinger viser at man ikke tager alvorligt, er en bekymrende glidebane.
Der er desværre masser af eksempler igennem historien på at det er et problem. Tag eksempelvis baptistsamfundet i Danmark. De var engang kendt for at være bibeltro kristne som prædikede evangeliet tydeligt og klart. I første del af forrige århundrede gik det rigtig godt for baptisterne, særlig i Nordjylland hvor der havde været vækkelsesbølger i det første og tredje årti. I dag har baptisterne ikke den store respekt i landet mere. Hverken i det sekulære som det kirkelige. De har stille og roligt siden tredserne udviklet sig til et kirkesamfund der ikke tager Guds ord seriøst, og man har åbnet op for både det ene og det andet underlige i de kirker. Det er ikke sket på en gang, men ved at man i tredserne lod præsterne åbne op for en lille smule liberalteologi, som gik ud på at man ikke behøvede tage hele bibelen for Guds ord. Men acceptere at noget af bibelen kun var menneskers ord.

Folkekirken viser akkurat samme problem, når den ellers har en ret god bekendelse, men har præster som viser at de ikke tager den bekendelse alvorligt. Engang var det måske kun småting som man ignorerede, men det starter jo altid med det som folk kalder småting. Men fordi folkekirken ikke har taget opgøret med ”småtingene” alvorligt har det udviklet sig til at man i dag kan have kvindelige præster som advokerer for at reinkarnationstanken godt kan integreres i kristendom, uden at det får konsekvenser for præstens ansættelse. Foruden alle de folkekirkepræster der tror alle mennesker kommer i Himlen på trods af at bekendelsen signalerer at Jesus vil komme tilbage for at dømme levende og døde. Konsekvensen er at folkekirkens bekendelse i mange kirker ikke er andet end tomme ord som de ikke mener.

Det samme kan nemt ske for en 1689 menighed der i dag mener at alle punkterne fra den bekendelse skal stå i bekendelsen, selvom man accepterer at det stive sabbatsbud ikke bliver overholdt, og heller ikke mener det er så vigtigt at holde den. For hvis en kirkes bekendelse siger at sabbatsbuddet skal tages alvorligt, men samme kirke ikke praktiserer det, så har man heller ikke nogen argumenter for at tage Guds ord alvorligt når det står i samme bekendelse. Det kan nemt bare blive et spørgsmål om tid før det sker for en sådan menighed. For punktet om Guds ords troværdighed er lige så alvorligt beskrevet i 1689 som det om hviledagen. Men hvorfor skal man tage det punkt alvorligt, når man ikke tager sabbatsbuddet alvorligt? Når man åbner for ikke at tage et punkt alvorligt, er konsekvensen at man med tiden heller ikke behøver tage de andre punkter alvorligt. Og til sidst er man kun en kirke med en tom bekendelse. Hvilket fører mig videre til den sidste kirke.

Den fornuftige og reflekterende
Der findes kirker som godt kan se at det er vigtigt at have en bekendelse, men de vil også godt have en som ikke er udformet så den går ud over det som er nødvendigt. Nogle af disse kirker har positivt ladet sig inspirere af 1689 bekendelsen som jo på mange punkter netop er god. De har så taget de punkter som handler om hvem Gud er, om treenighedslæren, om bibelens troværdighed, om mennesket og vores syndefald, og vores behov for en frelser m.v.. Men de har undladt at tage de dele med som ikke er nødvendige, fordi de har tænkt over hvad der bør står i en bekendelse. Det har de valgt istedet for bare at kopiere en bekendelse de ikke har tænkt tilfredsstillende igennem. Men den fornuftige 1689 menighed, (som så ikke må kalde sig 1689) er dem der ligesom berøanerne vil at bekendelsen skal være overens med skriften og har derfor undersøgt hvad skriften siger. Det viser også at de er modige for de frygter og elsker Gud højere end mennesker eller en tradition.

Dette er både sund fornuft, og en god udvikling der viser kirker som er i stand til at reflektere. Så hvorfor er der så kirker hvor nogen medlemmer opfører sig som om de kom i en menighed hvor man ikke praktiserer alle punkterne, men i deres kirkes bekendelse har man alle 1689 bekendelsens punkter med? Jeg kan nok ikke svare fyldestgørende herpå, så lad være med at døm mig alt for meget på mit gæt her. Så svaret her er bare det som jeg formoder kan være en årsag, og ikke nødvendigvis hele sandheden om det. Men det er som om at de 1689 menigheder som ikke tager alle punkterne alvorligt, er bange for at de ryger ud af det netværk de har med andre 1689 menigheder, hvis de redigerer dele af den væk. Det er som om at netværket er vigtigere at holde fast i, end at forholde sig til hvad der sandt, sundt og fornuftigt.
Men et andet svar kunne Også være at lederne i de kirker har et forhold til bekendelsen som har ligeså stor værdi som deres forhold til bibelen. De tør ikke redigere i den fordi de finder den for hellig (så at sige). Bibelen skal ganske rigtigt ikke omskrives, men en bekendelse er ikke Guds ord. Den skal bygge på Guds ord og være i overenstemmelse med Guds ord, og derfor bør der ikke være noget til hinder for at man redigerer i en bekendelse, når man kan se der er unødvendige elementer i den.
Så for at afslutte denne serie om problemerne ved 1689 bekendelsen, så vil jeg gøre opmærksom på at der findes rigtig mange dejlige kristne som kommer i 1689 menigheder, og er glade for det. Mange af dem tager deres tro på Kristus meget alvorligt og det skal man respektere. Men der er nogen tendenser i disse menigheder som er problematiske, og som er med til at skabe stivhed, eller udvanding af troen. Og lige præcis derfor er jeg bekymret når jeg hører at der er folk der ønsker at starte 1689 menigheder op, fordi de tror at 1689 bekendelsen er løsningen på kirkens problemer i dag. Løsningen ligger ikke i en lang avanceret bekendelse som lægger ting til som ikke er nødvendige. Løsningen er at kristne mænd og kvinder vender tilbage til Kristus og søger Ham. Med andre ord, kirken må vende tilbage til Kristus som den sande kilde. Det er ganske rigtigt et meget nemt svar at komme med. Men hvis vi bare tænker lidt over det, så må vi også nå frem til at det er det eneste rigtige svar. Vi finder ikke kirkens løsninger i et eller andet koncept hvad end det er et koncept fra halvfemserne eller fra 1689. Vi finder kirkens løsning ved at gå til Kirkens Herre som er Kristus.

Eksempel på en menighed som har redigeret 1689 til en udgave de synes de kan stå inde for kan man finde på følgende link:  http://www.texarkanarbc.org. De har tilmed en rigtig godt forklaring på hvorfor de har redigeret bekendelsen til, og samtidig ærer de også folk der førhen har kunne se de gode ting i 1689 bekendelsen. For langt størstedelen af den bekendelse er virkelig god. Men det er ikke en god idé bare at copy and paste den som værende løsningen for kirkerne i dag. Men at bruge den som inspiration til en bedre og mere reflekteret bekendelse kan være en god løsning.

 

Share on Facebook

Leave a Reply