Da Adam og Eva blev jaget ud af Edens have, blev der stillet kerubere op med sværd for at hindre dem i at komme tilbage til haven. Men særlig for at hindre dem i at komme til livets træ. Umiddelbart virker dette som en underlig ting at gøre fra Guds side. Hvorfor skulle Gud ikke være interesseret i at vi kommer til Ham? Er det da ikke Guds ønske at vi skal komme tilbage til Ham? Og hvis det er, hvorfor vælger Han så at sætte kerubere (engle) til at stå med sværd så et ikke bliver muligt for os?

”Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.” Første mosebog 3.24

Dette har at gøre med en af de fem solaer som reformationen fandt frem til var doktriner. Til Guds ære alene. Men lad mig starte med mennesket. Spørg dig selv hvad der ville ske, hvis et mennesker i egen kraft, fandt frem til Edens have (nej, den er der ikke mere efter syndfloden, men lad os antage at den var der). Og dette menneske fandt livets træ, og nu gik ud i verden og sagde: ”Jeg har fundet det evige liv”; og det så viste sig at det passede. Det ville betyde at der altså fandtes mennesker som i egen kraft kunne finde frem til frelsen, uden at det var Gud der fik æren. Det ville være dem selv der fik æren i stedet. Dette medfører nogen problematikker som ikke er rare.

For hvis det viste sig at der var og er mennesker som i egen kraft kan finde frem til Gud, så er disse mennesker jo bedre end andre. De er mere åndelige, mere hellige, mere intelligente end andre. Sagt på en anden måde, de bliver overmennesker.

Gud har i sin nåde sørget for at det slet ikke er muligt for os mennesker, på egen hånd at finde frem til Ham. Vi kan kun famle os frem til Ham, som Paulus udtrykte det overfor athenerne. Men famling vil ikke give os et tilfredsstillende resultat. Vi har brug for at komme helt hen til Gud, men hvordan?

Jesus siger i Johannes 6.44 de berømte ord:

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Det er altså slet ikke muligt for os at komme til Ham, medmindre Gud virker i os at komme til Ham. Det er vel at mærke en dragning vi kan modsætte os, men det har store konsekvenser at modsætte sig når Gud drager på os. For det betyder at vi ikke kan blive frelst. Det er jo ikke muligt for os bare at sige; ”jeg bliver kristen når jeg har lyst til det”. Eller ”Jeg bliver kristen når jeg engang er blevet 45 år” eller ”jeg bliver kristen når jeg ligger på mit dødsleje”. Det er skæbnesvangert at sige sådan, for hvem er vi at vi ved om Gud vil drage på os på de tidspunkter? Og hvem er vi, at vi tror vi kan bestemme hvornår Gud skal drage på os?

Gud drager på os, når Han mener det er bedst at drage på os. For Han kender tider og tegn bedre end nogen af os. Men allervigtigst, har Gud sørget for at vi kun kan komme til Ham når Han drager på os, så at vi ikke kan gøre os bedre end andre, og tro at vi er bedre end andre fordi vi er kristne. For det var ikke pga os selv at vi blev kristne, men fordi Han virkede ved sin Ånd, til Hans ære alene.

Share on Facebook

Leave a Reply