Det er pinse, og på pinsedag for små 2000 år siden udgød Gud sin Helligånd. Men hvordan kan man vide om man har fået Helligånden? Det er et emne som der desværre er uenighed omkring. Uenigheder som jeg tror bl.a. er opstået på baggrund af en dårlig forståelse af bibelen.

Er tungetale et tegn på at man har Helligånden?
I de karismatiske kredse har der været en tendens til at man har følt sig mere overlegen rent åndeligt, fordi man argumenterede for at man havde Helligånden. Det konkluderede man udfra at man talte i tunger, ligesom de gjorde på pinsedag i apostlenes gerninger 2. Men er det i orden at afgøre om man har Helligånden, bare fordi man taler i tunger? Lad os prøve at tage nogle eksempler frem.

Jeg ved om en kristen som var faldet fra. Der var ingen tvivl om at han var en frafalden, han sagde det selv. Men han kunne stadigvæk tale i tunger. Hvilket han demonstrerede overfor andre kristne, for at drille dem. Var manden frelst alligevel, var der nogen der spurgte hinanden om, for han kunne jo stadigvæk tale i tunger? Reelt set et tåbeligt spørgsmål, som jeg nok skal give svar på, til sidst i indlægget.

Er det kun kristne der taler i tunger? Nej, tungetale forekommer også hos andre religiøse trossamfund. Det er dog særligt hos de mere åndelige bevidste at det forekommer, må jeg indrømme. Tungetale er et fænomen som man kan observere hos folk der dyrker intensiv meditation. Transcendental Meditations bevægelsen kendt under initialerne TM, har folk som kan tale i tunger. Dertil findes der også satanistiske forsamlinger, hvor folk taler i tunger.

Tungetale er altså ikke et isoleret kristent fænomen. Derfor kan man ikke konkludere at tungetale er et tegn på at man har Helligånden. Der må altså være nogle yderligere tegn, for at man kan vide at man har fået Helligånden. Det vigtigste tegn på at man har Helligånden, er at man er overbevist om synd! Hvorfor så det? Jo, Jesus siger det selv i Johannes 16.7-8:

“Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. “

Jesus taler her om at Helligånden vil overbevise om synd, retfærdighed og dom. Det er altså det der sker når Helligånden kommer, Han overbeviser om Synd. D.v.s. at folk der kalder sig kristne men som ikke er overbevist om synd, burde være meget bange. For de siger faktisk at de ikke kender til Helligåndens gerning i os. En gerning der peger på vore synder og gør os opmærksom på ting som vi må få ryddet op i. Hvis man som kristen ikke oplever at Gud viser os synd i vore liv, så burde vi være meget bange. Og bede til Gud om at han må tale til os igen og vise os, om der er noget Han ønsker at rense os for.

Jeg vil ikke med dette indlæg påstå, at man ikke skal tale i tunger som kristen, bare fordi andre religiøse retninger oplever de samme ting. Men tungetale uden forståelse af hvem Gud er, og uden forståelse af vores egen synd, er ubrugeligt. Det er ligemeget hvor meget du taler i tunger, det er ligemeget hvor meget du har rullet rundt på gulvet i latterkramper, det er ligemeget hvor mange gange du er blevet helbredt, eller hvor mange gange du har bedt om helbredelse for andre, og har set de er blevet helbredt. Intet af dette er isoleret set tegn på, at man har Helligånden. Hvis det ikke forekommer sammen med en overbevisning om synd, så er det ikke tilfredsstillende. For en af Helligåndens vigtigste opgaver er at fokusere på lige netop dette!

Share on Facebook

4 Responses to “Tegn på at man har Helligånden”

  1. Georg S. Adamsen Says:

    Det er virkeligt et indlæg med bid i, René. Det er vist ikke så tit, man ser en sådan nøgternhed.

    Jeg er dog temmelig interesseret i at vide, om der findes tungetale, hvor man kan som apostlene kan tale nye sprog uden at have lært dem først. For det var jo, hvad der skete Pinsedag. Hvis jeg husker ret, har MacArthur vist skrevet en bog, hvori han formaner til nøgternhed og, ja, kontrol af, at der er tale om ægte tungetale, som en anden objektivt kan oversætte. Nuvel, jeg mener jo ikke, at Helligånden giver tungetalens nådegave længere, for disse nådegaver var nådegaver, som formidledes af apostle og kun af dem. Se Douglas Judisch, An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts.

    I anden del af dette indlæg spørger du så efter yderligere tegn på, at man har fået Helligånden. Jeg mener, du er på ret spor med Joh 16,7-8. Jesus definerer synd således, at de ikke tror på ham. Det er nemlig vores grundlæggende synd, synden mod det første bud, at vi ikke frygter og elsker Gud og stoler på ham over alle ting. Men ved tro på Jesus tilregnes vi al Jesu retfærdighed, som han vandt ved perfekt at opfylde loven for os og ved at lide og dø for vores straf.

    Du har ret i, at en “kristen” uden syndserkendelse er en selvmodsigelse, for en kristen er et menneske, der dagligt beder “Forlad mig min skyld.” Det kan vi gøre i tillid til, at det vil Gud gøre, fordi han allerede har straffet Jesus med døden i vort sted og oprejst ham for os og i vort sted.

    Syndserkendelse hører med til den daglige omvendelse, eller bod, som man tit kalder det. Lige så vigtig er troen. Den har du valgt ikke at skrive så meget om, men den hører jo med.

    En rigtig god forklaring på boden giver Den augsburgske Bekendelse:

    Om boden lærer de, at de, som er faldne efter dåben, kan få syndernes forladelse til hvilken som helst tid, når de omvender sig, og at kirken bør meddele sådanne som vender tilbage til bod, afløsning. Men boden består egentlig af disse to stykker: det ene er sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden; det andet er troen, som opstår ud af evangeliet eller ved afløsningen, som tror, at synderne forlades for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier fra angsten. Dernæst bør der følge gode gerninger , som er bodens frugter.

    De fordømmer gendøberne, som siger, at de, der en gang er retfærdiggjorte, ikke kan miste Helligånden; ligeledes dem, der påstår, at nogle kan opnå en sådan fuldkommenhed i dette liv, at de ikke kan synde. Fremdeles fordømmes novatianerne, som ikke ville give dem, der var faldne efter dåben, afløsning, når de vendte tilbage til bod. Også de forkastes, som ikke lærer, at syndernes forladelse opnås ved tro, men som befaler os at fortjene nåden ved vore fyldestgørende gerninger.

    Den findes i sin helhed på Den augsburgske bekendelse.

    Jeg har i øvrigt selv skrevet et par indlæg om pinsen. Den ene er Luther og Pinsen.

  2. Martin W Hansen Says:

    “findes [der] tungetale, hvor man kan som apostlene kan tale nye sprog uden at have lært dem først. For det var jo, hvad der skete Pinsedag”

    Om tungetale er ophørt eller ej, mener jeg vil kunne gøres klart og tydeligt når tungetalens natur er klargjort. Din formodning om, at apostlene talte nye sprog, som de aldrig havde lært før, fremgår ikke klart og tydeligt af den bibelske tekst over hvad der skete i pinsen, se ApG kapitel 2.

    For ikke så længe siden studerede jeg emnet tungetale og oversatte i den forbindelse en ret interessant artikel omhandlende netop situationen i ApG 2. Artiklen hedder “Detektiv Columbo som teolog” og er skrevet af Robert Zerhusen, M.Div., Th.M., der har en uddannelse i systematisk teologi. Robert pastorerer Chattsworth Lake Community Church i Chattsworth, California.

    http://jesufrelse.dk/content/view/25/

    I Jesu glæde, kh
    Martin

  3. René Vester Says:

    @ Georg
    Det var lidt mange spørgsmål og områder du kom ind på der Georg. Jeg vil dog begrænse mig lidt, da nogle af områderne er af en art som jeg ikke anser for primære doktriner, men som alliigevel har skabt unødig splittelse. Måske vi kunne tage den snak en anden gang. Men ang. Macarthur, så har du ret i at han har nogle meninger om tungetale. Disse meninger er ikke nye for mig, og jeg er i store træk ikke enig med ham her. Hvorfor så ikke det, når jeg sådan henviser til ham så meget som jeg gør?
    Jeg mener at han på lige netop dette område glemmer den gode hermeneutiske tilgang, som han ellers plejer at bruge. Han fortolker det der står om tungetale i første korinter 13 udfra en bestemt kirkeretnings lys, istedet for at gøre det udfra bibelen. Dvs det er en slags erfaringsteologi som er en erfaring fra den kirke han er en del af, som afgør hvordan han forstår dette skriftsted.
    Men det er bestemt en fejl som jeg godt kan leve med. Af to årsager. For det første er det ikke en vigtig doktrin som er afgørende for ens frelse han taler om her. Hvis det havde været det, så kunne jeg ikke henvise til MacArthur på denne side. For det andet kan jeg godt forstå hans skepsis overfor det karismatiske. Specielt når man ser hvor langt ude mange karismatikere er kommet. De bygger mere på nogle åndelige oplevelser end de bygger på Guds ord. Hvilket også er det jeg gør op med i dette indlæg. Det er fuldt ud forståeligt at kristne der føler sig mere åndelige end Macarthur og som samtidig viser en elendig forståelse af bibelen, er med til at man som bibelfunderet kristen trækker sig nogle skridt tilbage og siger; det der, det er ikke noget for mig. Derfor mener jeg at mange karismatikere har et ansvar for at vise at det er bibelen de bygger på.

  4. Birthe Jensen Says:

    God artikel.
    Helligånden overbeviser os om synd og vort behov for frelsen.
    Helligånden åbenbarer sandheden.
    Ordet beskriver Åndens frugter uden at tungetalen nævnes

    Tungetalen er nævn under Åndens Nådegaver. Her står også i form af spørgsmålet “Taler alle i tunger?” at denne gave ikke er givet til alle. Men alle kristne har Guds Ånd boende i sig.
    Desværre har du helt ret i at tungetalen misbruges i helt forfærdende grad.

    Kendetegnet på Guds menighed er kærlighed med alle dens facetter.

Leave a Reply