Jeg tror dog, at problemstillingen skal skærpes lidt. Du gør ret i at sige, at der er et før og et efter. Paulus er inde på det i Ef 2,1-8, særligt vers 1-3.

Men Paulus kan også skrive om, hvordan vores gamle natur, som vi stadig har, ligger i strid med vores nye: “For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil” (Gal 5,17).

Nogle vil, som du siger, løse det ved at gå så langt som muligt for at komme den gamle natur i møde (selv om det selvfølgelig ikke er sådan, de formulerer det – eller tænker om det). Det giver ikke noget sundt åndeligt liv. Tværtimod er det særdeles risikabelt for ens tro.

Men hvad så? Skriften lærer os det: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Fordi vi ikke i dette liv slipper af med det gamle menneske og vores gamle, syndige natur, så vil vi have brug for at bekende det og de synder, som der kommer ud af det. Og få tilgivelse for det.

Jeg er utrolig glad for skriftemålet. Jeg har brug for tilgivelse for mine synder. Men jeg lærer faktisk også derigennem, hvad der er synd. Og jeg lærer derigennem – og gennem forkyndelsen af De ti bud – hvad der er synd. Gud opdrager os derigennem. Det har vi brug for hele livet.

Så bliver det naturligvis også grotesk, hvis man vil give mulighed for at synde fredag eller lørdag aften og så forkynde syndernes forladelse om søndagen.

Men vi må aldrig glemme, at vi allermest har brug for evangeliet. Ellers ender vi bare med ydre dressur. Det kan være godt for andre, men uden tro er sådanne ydre gerninger kun synd (Rom 14,23).

Og ja, du har helt ret i, at vi skal bruge tiden på at give de kristne åndelig mad, som faktisk kan nære deres tro – og skabe troen hos dem, der endnu ikke har den!