06
Jan
stored in: Kirke

Mange kirker i dag, er influeret af synkretisme. Synkretisme er når man siger at vi kan finde Gud og sandheden i andre religioner. Det er noget vi ser hos Rob Bell, der henviser til hinduisme i hans forkyndelse, vi ser det også hos dem der siger at Bibelens Gud og Koranens gud er den samme.  Redaktøren af den tværkirkelige avis Udfordringen Henry Nissen, har også vist at han er influeret af synkretisme med hans mærkelige bog “Jesus i stjernene”. I den gennemgår han stjernetegnene og får dem til at pege på Jesus. Det er ret mærkværdigt at læse, hvordan han kan få nogle okkulte symboler fra astrologiens verden til at pege på Jesus. Hvis jeg skal være flink ved hans bog, vil jeg nøjes med aat kalde den spild af tid. For hvad skal man dog læse den for?

De første kristne
Synkretisme er dog noget der lå langt væk fra den første kirke. Årsagen til at de første kristne bl.a. blev smidt for løverne i Colloseum var ikke at de sagde de troede på Jesus. For i romerriget var der faktisk en stor grad af religionsfrihed. Det var i orden at have sin egen religion. Men man skulle også anerkende den romerske religion. Og det vil sige tilbedelsen af et menneske, nemlig den romerske kejser. Hvis du ikke kunne erkende kejseren som herre, så mistede man livet.

De første kristne var bestemt ikke synkretister. For hvis de var, kunne de sagtens sige at kejseren også var herre. Men det kunne og ville de ikke. De vidste at de kun havde en Herre og Gud, og det var Jesus Kristus. De vidste også at det var en bekendelse som kunne koste dem deres liv. Disse kristne havde en tro der var værd at dø for. Men folk der siger at de er kristne, og samtidig er påvirket af synkretisme vil før eller siden vise sig, at have en tro som ikke er værd at dø for.

Skal der være plads til synkretisme?
For hvis vi kan finde sandheden i andre religioner, hvorfor skulle vi så dø for en tro som påstår at kun hos den er Sandheden at finde? Det ville der ikke længere være grund til, for kunne vi jo bare tro på det hele, og sige at det er den samme der står bag så.
Jeg ved godt man kan finde lighedspunkter hos nogle religioner, også kristendom. Men det betyder ikke at det er den samme sandhed, som dette har sit udgangspunkt i. Det vil kræve noget mere forklaring, da det indebærer en kulturanalyse, som de fleste ikke vil synes er interessant. Så det vil jeg undlade her. Men spørg dig selv om følgende: Hvis der ikke var plads til synkretisme i den første kirke, hvorfor skulle der så være plads til synkretisme i kirken i dag?

Share on Facebook

3 Responses to “Synkretisme”

  1. Gerhard Jónsson Mikkelsen Says:

    Jeg skriver for tiden en opgave, netop med udganspunkt i begrebet synkretisme. Det er nogle interessante tanker, der bliver fremsat i denne artikel, men jeg må i al ydmyghed indrømme min uenighed i et par udsagn.
    For det første, så betyder synkretisme “sammenblanding”. I teologisk og religionsvidenskabelig sammenhæng er der tale om sammenblanding af to eller flere religioner, eller en sammenblanding af religion og kultur. Det er en søgt forståelse, at oversætte ordet med formuleringen: “finde Gud og sandheden i andre religioner”. Det kan være at synkretisme fører til en søgen efter Gud i andre religioner, men ligefrem at mene at det er den semantiske fremstilling af synkretisme, er at skyde ved siden af målet.
    For det andet må det sandsynliggøres, at de første kristne var synkretister; ja, hvis det ikke ligefrem kan konstateres! Jesus var jøde, paulus var romersk statsborger med græsk indflydelse, de kristne var kristne i den kultur de levede i. Det kan vel være, at de kristne ikke ville tilbede kejseren, men det er mere et monoteistisk fremfor et synkretistisk dilemma. Og det er ikke det samme! De første kristne levede ikke udenfor tid og sted; tværtimod, de levede på et bestemt tidspunkt i en bestemt kultur med en bestemt religion vævet ind i hinanden. Om de tilbedte kejseren eller ej, så kan det altså ikke benægtes, at de var synkretister.
    Til slut vil jeg mene, at kristne i dag må stille sig selv spørgsmålet, om de ikke er synkretister? Kristendommen er kontekstualiseret ind i en bestemt kultur og samfund. I Danmark er den indlemmet i en dansk kultur, i Afrika i en afrikans kultur, i Asien i en asiansk kultur etc. Og til allersidst: Hvorfor behøves synkretisme at være negativt? Hvad med at stille spørgsmålet: Kan kristendommen lære noget af den kultur den er i? Måske er der visse kristne “sandheder” – for at bruge artiklens sprogbrug – der kan blive klarere formidlet gennem den synkretistiske situation.
    Lad det være nok for nu.

  2. Linealis Says:

    Uanset hvad synkretisme ellers kan betyde, bliver det nu engang mest brug om religionsblanderi, og der er vist ikke tvivl om, at det er religionsblanderi René skriver om – ikke ordbogsdefinitioner.

    Det er en ærlig sag at påstå, at Jesus, Paulus, Peter m.fl. var religionsblandere. Men det er bare ikke det udgangspunkt nogen af dem selv har. Ud fra Jesu tale og Paulus’ breve står det klart, der er en falsk/misforstået jødedom (som Paulus selv havde været en del af ind til han blev omvendt) og en sand jødedom, som grundlæggende set er det samme som kristendommen. ‘Forskellen’ er blot, at før ventede man Messias, nu tror man at Jesus er Messias.

  3. Gerhard Jónsson Mikkelsen Says:

    Og derfor er det væsentligt, at man gør sig klart hvad man taler om. Det lyder som en fin sondring at skelne imellem en filologisk og religionsblandet forståelse. Det vil jeg til dels tilslutte mig, men når man taler om et så omdiskuteret fænomen, hvad synkretisme jo er, så er det også vigtigt at man gør sig klart, hvad man taler om. Jeg har ikke sagt, at Jesus, Paulus, Peter m.fl. var religionsblandere. Det må stå for Linealis’ egen regning. Jeg talte om en synkretisme mellem religion og kultur – ikke mellem religion og religion Hvad der er vigtigt at forstå, når man taler om de bibelske personer, så er skelnen mellem religion og kultur ikke så skarp som den er i dag. At være jøde f.eks. er også at tilhøre en bestemt kultur – tror ikke jeg siger for meget, når jeg påstår det.
    Synkretisme er i dag og op gennem tiden blevet forstået negativt, primært fordi kristne aldrig har villet tale om nogen blanding af nogen art, kulturel eller religiøs. Og dette forstår jeg godt, da man som kristen tilslutter sig en unik og universel religion, hvor al tale om sammenblanding fjerner det konstante og fundamentale i kristendommen. Dette er fuldt ud forståeligt, og jeg kan til tider selv rammes af denne frygt for kristendommens opløsning i synkretisme. Men for at vende tilbage til spørgsmålene jeg stillede i min forrige respons, så må det drøftes om synkretisme kun kan forstås negativt? Og kan synkretisme overhovedet undgås? Tak for svaret. Det ku være spændende at fortsætte drøftelsen.

Leave a Reply