Efter at blive anklaget af Poul Kirk (som man kan læse om i dette indlæg som jeg har set mig nødsaget til at ændre på) på Dominos hjemmeside, vil jeg godt skrive om hvad jeg godt kan lide ved manden. En af årsagerne til at manden blev kristen (har jeg fået at vide) skulle efter sigende være de kristnes hykleri. Han så at de folk der kom i kirkerne og så hellige ud om søndagen, i de andre dage talte grimt, var sjofle og andet som han godt kunne se ikke var noget der kom fra Kristi sindelag. Det var med til at han ikke ville være sådan, og det er også noget som tilsyneladende har præget Poul Kirks virke i kirken mange gange. Der har sikkert være andre medvirkende årsager til han blev kristen. Vi kan jo ikke komme til Gud uden at Han drager på os. Så det forventer jeg da har, været en del af den oplevelse han har haft dengang.

Nidkær og ydmyg
Jeg kan huske Poul Kirk fra dengang jeg var ung. Det jeg husker var særlig to ting. En nidkærhed for Herren, og en ydmyghed, som gjorde at man godt kunne se at det ikke handlede om Poul Kirk, men om Jesus. Disse to ting tror jeg havde betydning for det Poul Kirk stod for, (og husk på det her er bare hvordan jeg husker det, og jeg kan tage fejl, men jeg tror der er flere af dem der har kendt manden der vil være enig med mig).

Der var en villighed til at stå op for evangeliet, også selvom det betød at han ville se dum ud i andres øjne. Han anså ikke sit eget navn for noget, det handlede for ham om at Jesu Kristus måtte blive forkyndt i både ord og gerning. Og det var smittende at opleve. Jeg ved at han for mange af de unge han var leder for på forskellige skoler, var et forbillede her. De kunne godt fortælle sjove historier om manden og hvad han havde lavet af fejl, og ikke gennemtænkte beslutninger (det kan også findes om mig), men det som de virkelig huskede ham for, var den mand som bare ønskede at give dem Jesus, også selvom det betød personlige omkostninger for Poul Kirk. Jeg ved også at han kunne finde på at sige til elever som der var tydelige problemer med, om de ikke kunne se at det liv de førte, betød at de var på vej mod evig fortabelse. Noget som eleverne ikke brød sig om at høre. Men som man efterfølgende har sagt, at man faktisk var glad for at han gjorde dem opmærksom på. Fordi det nok havde været nødvendigt for dem at høre.

Jeg kunne skrive mange flere positive ting om manden som nogen gange græd fra prædikestolen. Om hvordan han stod fast på Guds ord flere gange, selvom omgivelserne viste og sagde noget andet.  Jeg er ikke Poul Kirk, men jeg græder også, og savner folk der som han gjorde holdt fast i Guds ord, på trods af vore omstændigheder. Jeg græder over den tilstand mange kirker er i, i dag. En tilstand hvor man ikke kan sortere den sunde lære fra den dårlige. En tilstand hvor man bliver bedømt på ens titel, og ikke på det man forkynder. En tilstand hvor synd får lov at florere i kirken som om det ikke betød noget. Det er hvad jeg bl.a. ønsker at gøre opmærksom på, og det er derfor jeg bruger tid på det her på siden. Det er ikke det eneste jeg skriver om. Selvom der er nogen der påstår at jeg kun skriver om vranglære. Det passer simpelthen ikke. Dem der siger sådan burde tage og læse tingene ordentligt igennem. Men hvis det er det folk husker mig for, så lad dem gøre det. Jeg vil hellere huskes som en der gik imod vranglære, end som en der så igennem fingre med den. Mit navn betyder nemlig ikke noget for mig, og der har jeg også haft et forbillede engang, som kunne vise mig det. Han hed Poul Kirk.

Jeg vil anbefale dem der har læst det oprindelige indlæg som gjorde at jeg skrev dette, at læse afslutningen på den igen, pga de ændringer jeg har lavet der. Kan læses i bunden af dette link.

Share on Facebook

One Response to “Sådan husker jeg Poul Kirk”

  1. merete ringsmose Says:

    Åh! Der kom sandelig noget positivt ud af din PC…. 😉

Leave a Reply