Det var både med tristhed og glæde at jeg så nyheden om at teolog, filosof og bibellærer R. C. Sproul er død. Trist over at han ikke længere er hos os, og derfor ikke kan dele ud af sin store viden til os mere. Men samtidig glad for at han er kommet hjem til den Gud og Herre som han var så god til at fortælle os om.

Sproul har været i stand til noget som ellers falder mange reformerte forkyndere svært. Han har vidst hvad han stod for, og været meget klar omkring hvad han troede på og mente. Samtidig har han været i stand til at være meget favnende og arbejde tæt sammen med folk som ikke var ligeså ”reformerte” som ham, og det har jeg stor respekt for. Eksempelvis så var Sproul tilhænger af barnedåb, men havde ikke nogen problemer i at stå på den samme talerstol som Al Mohler og John MacArthur. Ingen var i tvivl om at det var et område som de var uenige om, men alligevel havde de det godt med hinanden og anså hinanden som brødre. Et andet punkt hvor Sproul afveg fra flere af hans venner fra andre kirkeretninger var hans overbevisning om at tiende stadig skulle være bibelsk. Personlig mener jeg ikke at man kan sige tiende er et krav i den nytestamentlige pagt, men ikke desto mindre stod Sproul fast på at det var. Det kan ellers være et punkt som virkelig kan splitte grupper fra hinanden. Men det gjorde det ikke for Spoul. Men hvad splittede så?
Jo, en ting som jeg har fundet fascinerende ved Sproul var hans evne til at se hvad der var værd at blive splittet over, og hvad man kunne se igennem fingre med (også selvom man mente det var vigtigt). Der var særlig to ting som Sproul var helt klar på. For det første bibelens troværdighed og autoritet, som jo er udgangspunktet for at vi overhovedet kan tro på at Gud er den Han siger Han er. Og for det andet, retfærdiggørelse igennem tro alene. De to punkter var det som folk kunne samles med Sproul om. Det betød bl.a. at Sproul var helt skarp på at den romersk katolske kirke, ikke er en bibelsk kirke. Dels pga de har sat pavernes ord lig med bibelens ord, og fordi retfærdiggørelse af tro alene er ubibelsk ifølge den romersk katolske kirke. Samtidig var Sproul også klar i mælet når det handlede om hvordan man skulle forholde sig til kirker som ikke holdt Skriften og dens ufejlbarlighed højt nok.

Men det som jeg nyder allermest ved Sproul var at for ham var evangeliet en helt naturlig del af forkyndelsen. Hvad end han prædikede udfra den ene eller den anden tekst, så var det hele smurt ind i at han havde en klar og tydelig forståelse af evangeliet. Dertil var han også en ret belæst mand, som forstod filosofi, ideologi, historie og litteratur på et niveau som kun de færreste har. Det hører man for resten også i denne undervisning hernedenunder hvor han til min forbavselse fortæller at Herman Melvilles bog Moby Dick er en teologisk fortælling. Hvilket gjorde at min forståelse af Melvilles fortælling om Billy Budd (ikke så kendt som Moby Dick), får et helt nyt lys over sig.

Men lyt hvis du har tid og lyst til hvordan Sproul ved hjælp af Guds ord, viser hvorfor vi er nødt til at holde fast i Guds ords ufejlbarlighed og autoritet.

Til dig som godt vil høre mere om filosofi, og høre det fra en bibelsk funderet forkynder, kan jeg på det varmeste anbefale Sprouls serie Renewing Your Mind. I en periode gennemgik han filosofiske tanker igennem historien, og så det med bibelske briller. Det kan man høre her:https://www.sermonaudio.com/search.asp?sortby=oldest&keyword=ligonier&SourceOnly=true&subsetcat=series&subsetitem=The+Consequences+of+Ideas&AudioOnly=false

 

 

Share on Facebook

Leave a Reply