Overskriften her skulle angiveligt være blevet sagt af Frans af Asissi. Her er der bare et problem. Det er ikke muligt at dokumentere at han nogensinde har sagt det. Med andre ord, det er en sætning der er blevet lagt i hans mund. Den sætning er så sidenhen blevet til en myte som der ikke er noget belæg for at skulle tro på. Det virker også noget mystisk at en mand der prædikede evangeliet så meget, skulle have sagt noget så selvmodsigende.

Vi kan ikke prædike Guds ord uden at åbne munden og tale det. Det er selvfølgelig vigtigt at vores liv også viser, at det vi siger, også er noget vi viser med vores handlinger. Derom skal der ikke være tvivl. Men at påstå at vi ikke skal prædike evangeliet med ord, er ikke bibelsk. Og dog, der findes da få steder i bibelen hvor der står, at i bestemte situationer, såsom arbejdsforhold og i ægteskab med ikketroende, der kan det være bedre at være stille, og vise sit kristenliv med sine gerninger. Men det er vel at mærke afgrænsede situationer. Folk vil ikke lære Jesus at kende, og heller ikke give deres liv til Ham, medmindre de får at vide hvem Han er, og hvorfor vi har brug for Ham. Som Paulus skriver til romerne:

“Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?” Romerne 10.14

Jeg spurgte engang en kvindelig prædikant om hvorfor hun ikke mente at vi skulle advare om Helvedes dom. For jeg syntes det var meget mystisk, at hun kunne påstå at det var forkert at tale om Helvede når Jesus er den i bibelen der talte allermest om netop det. Er Jesus ikke vores forbillede i forkyndelsen? Skal vi ikke gøre de samme ting som Jesus, og dermed også sige de samme ting? For det har Han jo selv befalet os? Det fik jeg ikke noget svar på, og jeg tror heller ikke hun var istand til at komme med noget bibelsk svar til det.

Jeg blev frelst som en følge af at der var nogen der turde fortælle mig sandheden. De fortalte mig ikke sandheden for at blive populære i mine øjne. For så havde de sagt noget andet. Men de sagde det for at advare mig imod den kommende dom. Derfor er jeg også nødt til at advare andre imod den kommende dom. Det kan jeg ikke nøjes med at gøre, ved at være “en flink fyr”. Jeg er nødt til at gøre brug af Guds ord. For det er skarpere end noget tveægget sværd. Det skærer i vores hjerter, når vi hører det. Og det hjælper os til omvendelse. Så brug Guds ord når du fortæller andre om vores vidunderlige frelser. Og brug ord, for det har Gud befalet os at gøre.

Share on Facebook

5 Responses to ““Prædik evangeliet, om nødvendigt brug ord””

  1. Martin Nissen Says:

    Hej Rene
    Jeg har også hørt denne “smarte sætning” flere gange. Jeg tror at dem der ynder at sige sætningen, er dem der ikke tør åbne munden og forkynde evangeliet for mennesker.
    Men du har ret. Evangeliet skal forkyndes med ORD og vort liv skal selvfølgelige svare til det vi prædiker.

  2. Thomas Says:

    Indlægget er helt sandt efter bibelen, men derudover kan det tilføjes, at sproglig kommunikation altid spille en helt afgørende rolle. For uden ord har folk ikke den nødvendige referenceramme til at kunne forstå det, som de ser.

    Et eksempel er kommunikation gennem symboler. Går en person f.eks. med et kors som smykke, så kommunikere det kun noget til folk, som i forvejen kender historien om korset. Folk, som overhovedet ikke kender evangeliet, får ikke noget ud af at se et kors. Og de får heller ikke noget ud af at se, at en person vælger korset som smykke. Og med gode gerninger er det lidt på samme måde – de kan i bedste fald få den udenforstående til at undre sig.

    Det er såmænd meget simple betragtninger, men i vor kultur (og også i høj grad blandt kristne) er der desværre en tendens til at dyrkede nogle tågede forestillinger om “det hele menneske” og forsøge at føle sig “autentisk” – og at sætte dette før ordet, selvom bibelen siger, at i begyndelse var ordet (og ikke følelsen).

  3. Thomas Says:

    PS Jeg tænker, at denne video om “the social gospel” også er relevant. Den handler om kristne med forkert fokus, som heller vil være venlig og hjælpsomme mennesker end at forkynde evangeliet.

    http://youtu.be/F2x2DQ09-8U

  4. Bo Nyegaard Says:

    Det er vigtigt at ordet bliver forkyndt, Paulus skrev til Timotius stå frem i tide og utide, men da jeg slog det efter står der først “predik ordet” (tim 4:2), før dette (Tim.3.!0) Du derimod har fulgt mig i læren………. Jeg har ofte undret mig over det der står videre i Tim kp.3 og Kp 4:3

  5. Niels O. Says:

    Det er ikke altid at man har fået taleret ind i et menneskes liv, selv om man har verdens bedste og mest relevante budskab.
    Nogle gange får man først taleret efter et stykke tid.
    Mange mennesker er bange for at blive belært om en ultimativ sandhed i dag. De er programmeret til, at hvis noget er absolut, er det noget man skal holde sig fra.
    Derfor tror jeg at enhver indgang til at prædike evangeliet kræver, at lytteren har tilllid til to ting: 1. Budbringeren som person 2. Budskabets værdi
    I forhold til Apostlenes tid er der den afgørende forskel, at majoriteten ikke var i tvivl om Guds eksistens, men havde GT som reference (selvfølgelig ikke i hedningesamfundene).
    På nutidig gadeevangelisation (er ude næsten hver fredag) har jeg oplevet, at en villighed til at bygge tillid langsigtet som person er med til at åbne menneskers nysgerrighed for at at høre det budskab, vi står der for.
    Er tilliden ikke til stede på det menneskelige plan, står de stejlt fast på den opfattelse de har af kristne og det kristne budskab. Intet kan få dem til at lytte – de ved godt hvad man vil (fordom). Og de ved godt, hvad de selv mener.
    Men har man eksempelvis gidet at lytte til dem i en time om noget, de fortæller i deres liv, kan der pludselig ske et skifte. Pludselig kan et spørgende blik komme, og det gunstige øjeblik er der til at dryppe et par dråber levende vand – så langt som taleretten nu varer.

Leave a Reply