At prædike Guds ord, er på den ene side verdens nemmeste opgave, men samtidig også utrolig svær. Det burde være nemt, for det handler i bund og grund, bare om at finde ud af hvad Guds vil sige til os igennem sit ord. Det skal man så fortælle videre til menigheden. Ok det er nok lidt firkantet formuleret, men ikke desto mindre sandt. Der hvor det går hen og bliver svært, er når prædikanten oplever at han har noget at fortælle der er mere interessant end det der står i Guds ord. Det sker desværre alt for tit. Alt for mange gange bliver prædikestolen misbrugt til at fortælle noget som ikke bygger på Guds ord, og heller ikke viser hvad Guds ord siger.
Jeg husker første gang jeg var i en folkekirke lige efter jeg var blevet kristen i 1989. Det var hos min familie i København hvor vi juleaften tog til julegudstjeneste i en gennemsnitlig folkekirke. Jeg så naivt frem til at høre Guds ord, men jeg blev slemt skuffet. Juleevangeliet blev dog læst op, men i stedet for at vise hvad det betød, så læste præsten teksten skævt ind i vores egen tid. Den kom til at handle om at kommuneskatten var så lav at der ikke var råd til at hjælpe dem der havde brug for hjælp. På vejen hjem sagde en af de andre fra familien at det da var en god prædiken. Hvortil jeg svarede som nyfrelst at det syntes jeg ikke, for jeg kunne ikke se hvad kommuneskatten havde at gøre med juleevangeliet. Der var jo intet om hvorfor Jesus blev født, og hvorfor vi havde brug for at Han kom. Det kunne de trods alt godt se. Det kan da godt være kommuneskatten var for lav, men det var ikke det der stod noget om i bibelteksten som blev læst, og derfor blev det til misbrug af prædikestolen.
Som frikirkekristen troede jeg dengang (igen naivt) at man var bedre til at prædike i frikirkerne. Men det samme problem eksisterer der, selvom det ofte bliver vinklet på en måde der sjældent har noget at gøre med skatteprocenter. I frikirkerne i Danmark har alt for mange præster tendenser til at prædike overfladisk pop-psykologi, eller banal livsfilosofi der er tættere på Anthony Robbins end Guds sandheder. Et godt eksempel på en der lever op til dette er Hillsong præsten fra København Thomas Hansen. Det bliver ganske rigtigt sagt på en levende og til tider spændende måde, og respekt for det. Men det er ikke Guds ord der bliver prædiket, men præstens egne meninger og tanker. Og det er lige præcis det der er problemet. Når en præst bruger mere tid på at prædike sine egne meninger og tanker, så har han misforstået prædikantens opgave. Og ikke nok med det, man misbruger prædikestolen til at sætte sin egen dagsorden, i stedet for Guds dagsorden.
Men det er også der der gør det svært at prædike. For har vi ikke noget alle sammen som vi mener der kan være godt at sige til andre? Og det behøver der jo slet ikke være noget galt i. Der kan jo godt være noget pop-psykologi der kan være i orden, ligesom der også kan være ting i det livsstilsguruen Anthony Robbins siger. Det som er galt er at man siger det fra en position som er beregnet til noget der er langt større og vigtigere end pop-psykologi og banale livsstilsmottoer. Derfor er det så såre vigtigt at når man stiller sig op som prædikant, så ved man at man skal lægge sig selv væk, og også sine egne meninger. Når man stiller sig op på en prædikestol så er det som budbringer af Guds ord, og ikke en selv. Hvis man ikke er parat til det, bør man ikke søge at blive prædikant, men finde en anden gerning.

Share on Facebook

Leave a Reply