Et tegn på at vi lever i en tid med frafald og mangel på bibelviden, er den fokus de jeg-centrerede prædikanter får. Og særlig når disse jeg-centrerede prædikanter bliver fremstillet og set på som “mere åndelige” end andre. Men hvad er en jeg-centreret prædikant? Her vil jeg skelne mellem to typer. Den første vil jeg kalde den usunde jeg-centrerede prædikant der taler mere om sine egne oplevelser, end han taler om Guds ord. Den anden vil jeg kalde den falske vranglærer som taler om sig selv, og har lagt en ny betydning i Guds ord som ikke er i overensstemmelse med evangeliet. Den sidste type har jeg skrevet en del om i forvejen. Man finder dem særlig hos trosbevægelsen. Navne som Todd Bentley, Kenneth Copeland, Jens Garnfeldt m.v. hører til i den kategori.

Men så er der den anden type. Den kan være lidt svær at gennemskue, for det er en type som kan sige rigtig mange gode og rigtige ting, som man kun kan være enig i. Men problemet hos dem opstår i at de taler mere om dem selv, end om Gud. Her er nogle eksempler på hvad en typisk jeg-centreret prædikant kan sige:

“Gud sagde til mig at jeg skulle i fjernsynet, og jeg skulle opleve at folk blev raske når jeg bad for syge der.”

“Gud viste mig i et syn hvordan kirken skulle være.”

“Helligånden har givet mig et budskab som er til nogen ganske særlige denne aften”

“Jeg oplevede at jeg skulle gå hen til den person og give hende et profetisk budskab fra Herren”

Men hvad er der så galt med de eksempler jeg er kommet med her? “

“Det handler om MIG fordi Gud bruger MIG”
De handler om afsenderen selv. De handler ikke om at man har underlagt sig Gud, og at Han må blive større i en, og en selv må blive mindre. Nej, der er her en usund fokus på at “JEG bliver brugt af Gud”. Se mig, støt mig, gør som mig, vær som mig, mig, mig, mig, mig. Hmm hvor meget godt bor der egentlig i mig? Intet, det vil sige i mit kød er der intet godt, så derfor er der en naturlig fare indbygget i at høre på enhver der taler for meget om hvor meget Gud bruger ham eller hende. Særlig når det der virkelig er behov for, er at høre er hvad der står i Guds ord! Men det er åbenbart ikke altid så interessant for den jeg-centrerede prædikant. Han vil hellere have at vi hører på HANS åbenbaring, og på HANS nye idé som BESTEMT er fra Gud og så videre.

Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab (Hoseas 4.6)
Desværre er vi så fattige på bibelkundskab i Danmark i dag, at vi har meget svært ved at kunne se dette. Man kan blive så fokuseret på de oplevelser som prædikanten påstår at have, at man bruger oplevelserne til at godkende dem som værende fra Gud. Men her er det vi ofte fejler. For hvad enten prædikanten har haft disse oplevelser eller ej, og hvad enten de er fra Gud eller ej, så er det ikke oplevelserne i sig selv, som skal bruges til at vurdere om det prædikanten kommer med er fra Gud eller ej. Det er og bliver Guds hellige ord vi skal bruge til det. Jeg er simpelthen så led og ked af at se folk følge den ene selvpromoverende prædikant efter den anden, i troen på at denne person kan man stole på, for det er jo “så tydeligt” at Gud bruger vedkommende. Personligt ville jeg ikke bryde mig om at nogen fulgte efter mig, fordi jeg har skrevet noget der var rigtigt, eller fordi jeg havde kommet med en eller anden stor åndelig oplevelse som gjorde at jeg pludselig blev en som “Gud brugte på en særlig måde”. Problemet i at folk får sådan et forhold til mig, er at jeg fejler. Og hvis folk har fået en oplevelse af at jeg bliver brugt på “en særlig måde”, og så ser at jeg har pletter som alle andre, og fejler og slår mig som alle andre, så kan det blive en stor skuffelse for nogen. En skuffelse så stor at fordi de byggede deres liv, og deres valg på det JEG oplevede, kan betyde at de i sidste ende vil falde fra troen. Fordi de ikke havde formået at bygge på et fundament der er så meget mere stærkere end jeg er.

Det er af ufattelig stor betydning at vores forkyndelse, vores fokus, og vores liv, peger på Jesus Kristus. Ikke på os selv, heller ikke på hvor meget vi tror vi bliver brugt af Gud (det må folk selv vurdere, det er ikke prædikantens opgave at vurdere for folk). For hvis vi lærer folk som er kommet til tro, at bygge vore liv på Jesus Kristus, og hvile i Ham, så har de ikke noget at blive skuffet over. For Han er trofast og retfærdig. Han er fuld af nåde. Han er fuld af barmhjertighed glæde og fred. Han er den fuldkomne kærlighed. Det er meget sandsynligt (nej sandheden er at det er helt sikkert) at jeg fejler. Men det er absolut sikkert at Gud ikke fejler. Bl.a. derfor kan jeg godt “nøjes” med at pege på Ham. Jeg behøver ikke fortælle om alt det Gud gør igennem mig. Jeg behøver ikke pege på alt det jeg gør, for det er jo ikke særlig meget. Jeg er blot et lerkar som før jeg blev et Guds barn var fuldt ud parat til ødelæggelse. Kun pga Guds nåde tilhører jeg Ham i dag, det skyldes ikke mig selv.

Fristelsen for den usunde jeg-centrerede prædikant
Jeg ved godt at der er en ting som særlig er et problem, for en del af de forkyndere der faktisk kender evangeliet, men taler mere om dem selv end de taler Guds ord. Hvis de begynder at prædike mere Guds ord, end deres egne oplevelser, så vil mange af deres støtter forsvinde lige så stille. For der er nogen som synes det er langt mere interesant at høre om folks “åndelige oplevelser” end de ønsker at høre et klart Guds ord. Trist for dem, for hvorfor skulle de have lyst til at være sammen med Gud i Himlen, hvis de ikke vil høre hvad Han allerede har sagt til dem i dag igennem sit ord. Det havde Paulus forstået mere end de fleste andre. På trods af store oplevelser så ser vi i hans forkyndelse at det ikke handlede ret meget om ham selv, men om den som havde frelst ham.

“For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld.” Anden korinterbrev 4.5

Share on Facebook

Leave a Reply