Den finanskrise vi har i dag, kom bag på mange. Men vi var blevet advaret imod den. En af dem der har råbt højest om at der ville komme en finanskrise var Peter Schiff. Flere gange har han før krisen sagt at der ville komme en stor krise, og han sagde vel at mærke STOR krise. Hvordan kunne han så se det? Enkelt, han brugte gode gamle økonomiske analyseredskaber, og konkluderede at vores rigdom var baseret på papirpenge, og ikke havde noget afsæt i en øget produktion. Dertil var der for store forbrugslån som ikke ville medføre øget rigdom, da de ikke blev brugt til investeringer, men forbrug.
Men folk ville ikke høre på ham. I nedenstående video hvor han bliver interviewet til tv, og sat overfor hans modstandere, er det interessant at lægge mærke til, hvordan han bliver anklaget for at være ignorant, og for at være en sortseer. Modstanderne kunne kun se det skulle gå opad. Nogle få kan gå med til at der kommer en mindre krise. Det er fuldstændig som før børskrakket i 1929. Der valgte man også at ignorere klassiske økonomiske analyser som viste klare advarselstegn. I stedet for at høre på dette, valgte man at sige fred fred og ingen fare.

At vi har finanskrise i dag er dog et mindre problem. Den største krise der findes i verden i dag er i kirken. For mange kirker prædiker ikke længere et klart og tydeligt evangelium. Men de kan noget andet. De kan sige fred fred og ingen fare. De kan kigge på sig selv og sige ”Ih hvor er vi dygtige. Vi har sådan nogen fine kirker, vores lovsang er helt i top, vores præst er sjov, og børnene bliver underholdt godt i børnekirken. Godt vi ikke er som kirken var engang, da den talte meget om synd, og dom. Den tid er heldigvis overstået”.

Men en kirke der siger fred, fred og ingen fare, er en kirke som vil opleve sammenbrud og ødelæggelse. For det er en kirke som ikke bygger sit fundament på Guds ord, men på deres egen styrke. Det er den slags kirker som kun skaffer sig profeter som lover at alt vil gå godt, mens dem de burde høre på, er dem der kalder kirken tilbage til at bygge på Guds ord. Man behøver ikke være profet for at se hvor det går hen, hvis vi ikke snart ser kirkerne erkende deres behov for at gå tilbage til ordet, istedet for at bygge koncept-kirker som ikke har et bibelsk fundament.

Share on Facebook

Leave a Reply