Jeg havde for et stykke tid siden en serie kørende om splittelse der er bibelsk og splittelse der er ubibelsk. Jeg har fundet behov for at skrive serien sammen i et indlæg, som kan læses her.

Splittelse er ved at blive et fy-ord i kristne kredse. Det er som om at splittelse er blevet noget man er så bange for, at det har medført at kritik er blevet en synd i sig selv. Folk som kritiserer kan risikere at blive anklaget for at være falske profeter, netop fordi de har kritik og dermed skulle skabe splittelse. Begrundelsen for den anklage finder de i galaterne 5.19-21:

“Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”

Det er bestemt også bibelvers der skal tages alvorlige, for de bliver jo afsluttet med at dem der gør den slags ikke skal arve Guds rige. Og en af de ting de gør er at skabe splid, derfor er det ikke noget vi skal ignorere! Men hvis vi kun bruger dette skriftsted, så glemmer vi hvad Jesus sagde om splid. Det finder vi i Mattæus 10.34-36:

“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.”

Nu er det ikke sådan at vi kan sætte Jesu ord op imod Paulus ord. For skriften er troværdig, og skal forståes i sin helhed og ikke fragmenteret. Ellers ville vi ende i noget rod. For hvis vi kun benytter os af det Paulus skrev til galaterne, og brugte det taget ud af galaterbrevets kontekst, så ville det medføre at Jesus ikke kunne arve Guds rige. Netop fordi Han skabte splid, og ovenikøbet sagde at det var derfor Han var kommet. På den anden side skal det heller ikke være sådan at kristne kun er kommet for at skabe splid, hvilket de fleste formentlig er enig med mig i. Vi er nødt til at forstå det paradoks som vi ser her om splittelse. For hvis begge dele er rigtige, så må der være noget splittelse der er fra Gud, og noget der er fra mennesker, eller den onde. De to sidste former for splittelse er farlige, og er nogen vi skal holde os fra, mens den første er den vi skal forsøge at efterfølge.

Hvordan kan vi kende forskel på spittelse?
For at kunne forstå hvornår splittelse er i orden og bibelsk, og hvornår det er ubibelsk og dermed syndigt, må vi naturligvis vende os til skriften. Her er der en god idé dels at se på grundteksten, men også se på det i den kontekst vi læser det i. En læser havde engang gjort mig opmærksom på at de ord der bliver brugt om splittelse i hhv, Mattæus 10.35 og Galaterne 5.20 var lidt forskellige. Men begge ord har også den samme rod, og jeg synes ikke umiddelbart at der er den store forskel på ordene, men jeg vil anbefale at læse hvad der blev skrevet om grundteksten i den første kommentar på første del af serien på dette link.
Men jeg synes det ser ud til at det er konteksten der her får størst overvægt. Så lad os se på det Jesus siger først i Mattæus 10.35 i den sammenhæng det bliver sagt i. Så må vi se på Galaterbrevets kontekst senere.

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” Mattæus 10.32-38.

Hvad med splittelse i familien og kirken?
Det her handler tydeligvis om hvem der tilhører Jesus, og hvem der ikke gør. Det er noget som står helt klart af Jesu tale her. Men hvem er det så der tilhører Jesus Kristus? Det er dem som vil kendes ved Jesus overfor mennesker, og have en klar tro på Ham. Det er dem som sætter deres frelser højere end deres familiemedlemmer. Og med familiemedlemmer tror jeg Jesus vil vise meget mere end dette. For det er muligt at årsagen til at det er far og mor, datter og søn o.l. der bliver taget frem, er at det er disse  vi normalt vil gøre rigtig meget for, og tilsidesætte vores selviskhed for. Når vi skal sætte dem til side for Jesu skyld, så burde det også gælde for andre som vi sætter højt. Det kan være folk som står os nær i det kirkelige eksempelvis. De skal naturligvis heller ikke stå imellem Gud og os. Så dette bør gælde for alle menneskelige forhold.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet starter, ser det ud til at der vil komme splid mellem dem der ikke vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker, og dem der vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker. De sidste er dem der ikke er flove over deres tro, og ikke er bange for at holde fast i ordet, selvom det giver modstand. Mens de første enten skjuler deres tro, ikke har nogen tro, eller forsøger at tilpasse deres tro så den ikke vækker anstød. Eksempelvis folk der bøjer Guds ord, for at undgå uønskede konflikter med folk i denne verden.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet slutter, kan vi se at det også handler om dem der sætter denne verden højere end Gud. De prioriterer menneskelige relationer frem for relationen til Gud. Til allersidst ser vi hvad der virkelig skiller ”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det”. Her ser vi at en sand kristen, er en der har mistet sit eget liv, og ikke længere lever for sig selv. Den sande kristne har fået et nyt liv, og det liv har den kristne i Jesus Kristus. Som der står i Galaterne 2.20 i den gamle oversættelse:

”det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig”

Så den splittelse som Jesus taler om, er altså ikke en splittelse af kristne. Men en splittelse mellem dem der tilhører Jesus, og dem der ikke gør. I denne splittelse indgår både folk der bekender sig til kristendommen og folk der ikke gør. Dvs dem som bliver skilt fra Jesu flok, også er dem som går under falske omvendte. Folk som muligvis kan siges at være kulturkristne, eller folk som har tjent i kirken, men aldrig har sagt ja til at blive født på ny. Mellem disse folk og de sande troende, vil Jesus sætte splid.

Så vi kan se at den splid der er i orden, og bibelsk korrekt, er den form der sætter splittelse mellem de sande troende og dem der ikke er sande troende. Men det i sig selv har flere gange været nok til at folk er blevet bedømt for at være vranglære. Noget som Jesus selv oplevede. Men også noget som Hans efterfølgere har oplevet, såsom Martin Luther, John Wesley, Jan Hus m.fl. har kunne mærke.

Når Guds folk er anklaget for at anklage
At Guds folk bliver anklaget for at skabe splittelse, er ikke noget nyt. I det gamle testamente ser vi eksempelvis profeten Elias blev anklaget af Kong Akab for at være skyld i Israels ulykke. På det tidspunkt havde Israel haft tørke, i flere år, efter en profeti fra Elias. Kongen var rasende over dette. Men Elias svarede at Kong Akab var den skyldige i denne ulykke, og definerer så hvorfor han var det.
Begrundelsen er værd at lægge mærke til. For Elias siger at der er fordi Akab ikke havde fulgt Guds befalinger og tilmed valgt at tilbede Baal istedet. Dermed vender han det hele om og får hele Akabs anklage til at gå imod ham selv.

“Så snart Akab fik øje på Elias, sagde han til ham; “Nåh der er du der styrker Israel i ulykke”. Han svarede;det er ikke mig der styrter Israel i ulykke, men dig og din fars hus fordi I har svigtet Herrens befalinger, og fordi du følger Ba’alerne. Første kongebog 18.17-18

Det er noget af en anklage at komme med imod en konge, og det kunne da også have kostet Elias livet at tale sådan. Elias var mener man den mest upopulære person Israel på dette tidspunkt. Netop fordi hans udmeldinger var irriterende for det etablerede religøse system, og derfor noget der skabte splittelse.

Hvis vi kigger kort på hvorfor den splittelse som Elias kom med var i orden, så tror jeg det skyldes følgende: Elias havde en kærlighed til Gud, der brændte så kraftigt i ham at han ikke kunne lade være med at konfrontere løgnen når han så den. Også selvom det betød at Elias ville miste popularitet og anseelse hos mange. Ja, del ville ovenikøbet betyde at han ville blive anklaget for at være skyld i Israels ulykke.

Bibelsk gudsdyrkelse, eller ikke bibelsk gudsdyrkelse
Men den form for splittelse som Elias skabte, var ikke en man ønskede. Lad os dog være i fred. Kan vi ikke tilbede gud på vores egen måde, uden at du behøver blande dig? Vi gør det på vores måde Elias, og du gør det på din måde. Men Elias havde fattet hvilken måde der var rigtig. Og læg mærke til at jeg skriver rigtig, og ikke bedst. For Elias siger jo at det var Guds befalinger Akab havde forladt. Det var ikke Guds anbefalinger. Dvs at der er en måde der er rigtig, og masser af måder der er forkerte, fordi de ikke lever op til de befalinger. Dette sagde Elias ikke i kraft af sin egen autoritet, men i kraft af Guds ords autoritet. Igen fordi han sagde at Akab havde forladt Guds befalinger. De befalinger finder vi jo kun et sted, og det er i Guds ord. Hvilket gør at vi allerede nu i serien kan konkludere at Guds ord er det der splitter os, når splittelse er i orden.

Når splittelse ikke er i orden
Når vi nu kan se at den type splid som Jesus skaber er i orden, og vi vel at mærke kan definere hvad det er for en form for splid, så er det vi kan gå videre og finde ud af hvilken form for splid Paulus talte imod i galaterbrevet. For det kan tydeligvis ikke være den samme.

I galaterbrevets lys
Lad os starte med at se på hvorfor Paulus skrev til galaterne. Her er der bred enighed om at det skyldtes, at de havde taget imod forkyndelsen af et andet evangelium. Det havde gjort Paulus så rasende at han skrev dette meget vrede brev til dem. Det er det vredeste af alle hans breve. Normalt var Paulus både mild og skarp, men i denne er han skarp og vred. Galaterne havde nemlig taget imod en såkaldt ”ny lære” som lugtede lidt af kristendom, men ikke var det. Det var en gerningsreligion de havde gået over til. Det var altså igennem deres gerninger at de skulle gøre sig egnede til himmeriget, og ikke igennem Jesu nåde, og Hans fuldendte offer på Golgata. Det er muligt at de ikke selv havde indset denne konsekvens, men at de ”blot” havde begyndt at anse Jesu offer som symbolsk i stedet. Men Paulus er så klar på at dette var et falsk evangelium og at det han havde prædiket for dem oprindelig var det sande evangelium, at han siger følgende i første kapitel vers 8-9:

” Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.”

Så når Paulus oven i købet siger at han ville selv være forbandet hvis han prædikede et andet evangelium, så er det fordi han tager dette meget alvorligt. Så alvorligt at om så en engel fra Himlen havde gjort det, så ville den budbringer stadig være forbandet. Resten af galaterbrevet er skrevet i netop dette lys. Der er et sandt evangelium og et falsk evangelium. Og de to kan ikke fungere sammen.

Når Paulus skriver så voldsomt til galaterne, så ville det være tåbeligt at antage at det ikke ville medføre splittelse i den menighed. For der var jo nogen der langt hellere ville ”det nye smarte”, mens andre godt kunne se at de havde forladt evangeliet. Men igen ville det være en splid der ville være i orden, for ellers ville Paulus jo være drevet af kødets frugter, og det ville ikke være i orden da han i kapitel 5 vers 19-21 skriver:

”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”

Når vi kender til baggrunden for galaterbrevet, så kan vi også se at den splid der er tale om her, ikke er fra dem der prædiker evangeliet. Der er tale om splid fra folk der prædiker et andet evangelium og med det evangelium sætter splid i Guds menighed. Dvs deres budskab som ikke er fra Gud, skaber splittelse som ikke er i orden. Splittelse som er en konsekvens af kødets frugter. Så noget vi kan være sikre på, er at budbringere med et andet budskab end evangeliet, skaber ubibelsk splittelse i Guds kirke.

Men der er også en anden side, som jeg vi er nødt til at komme ind på. For vi er nødt til at forstå dette i sammenhæng med lignende bibelvers, og der ser vi at det ikke nødvendigvis er fordi der bliver prædiket et andet evangelium at splittelse er ubibelsk. Og det ville være forkert ikke at se på den side af sagen også.

Usund splittelse i kirken
Hvis man nøjes med at tro at den splittelse som bibelen taler imod, kun har noget med vranglære at gøre, tror jeg man går fejl. Bibelen viser ganske rigtigt at vranglære som skaber splittelse, bestemt er ubibelsk og er noget man skal tage meget alvorligt. Men Paulus skriver noget interessant til korintermenigheden som er værd at tænke over i denne sammenhæng.

Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn? Første korinter 1.10-14

Dette skriver Paulus til en splittet kirke, og det der burde undre os ved første øjekast, er hvad der splitter dem. For de har delt sig op i grupper som hver især ”følger” gode kristne lederes lære. Apollos, Kefas (samme som Simon Peter), Paulus og Kristus, prædikede jo alle evangeliet. Det var ikke noget andet evangelium de prædikede. Og det var heller ikke sådan at nogen af disse forsøgte at skabe splittelse i menigheden. Men grupperinger i menigheden havde valgt at sige ”Vi følger Kefas”, mens andre havde valgt at sige ”vi følger Apollos”. Dermed havde de i deres egne øjne gjort sig til efterfølgere af en ”bedre” eller ”mere klar” vej. Og i samme åndedræt havde de vist de andre, at deres forståelse ikke var helt så god som den de havde.

Paulus svar til denne splittelse var at den viste at de var som spædbørn der ikke kunne tåle fast føde. Hvilket vi kan se i det tredie kapitel hvor han igen nævner deres splittelse:

Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Første korinter 3.1-4

Så det kan godt være at de selv så sig som bedrevidende kristne, der havde valgt den rette retning indenfor kristendom som Paulus retning, eller Kefas retning m.v. Men Paulus lagde tingene på bordet og viste at de var kødelige mennesker hvis liv viste at de ikke kunne tåle god sund lære.

Men hvor ser vi så den form for splittelse i vore dage? Jeg tror jeg har et godt eksempel fra nogle fælleskirkelige møder som min gamle præst var med til hver halve år. Og jeg skal påpege at jeg ikke tror at disse møder var repræsentative for lignende møder andre steder. Jeg ved at der er geografiske forskelle på hvordan sådanne møder er blevet udført.

Men til disse fælleskirkelige møder fik jeg at vide at der ikke var nogen fælles bøn, og heller ikke nogen brødsbrydelse. Årsagen dertil var at nogen af lederne ikke kunne bede sammen med ”gendøbere”, og da slet ikke bryde brødet sammen. Begge grupper prædikede evangeliet, men det at nogen praktiserede dåb på egen bekendelse og ikke på forældrenes bekendelse, var altså noget der splittede så meget at man kun kunne være i stue sammen og diskutere teologi. Man kunne ikke have åndeligt fællesskab med hinanden, i form af bøn og brødsbrydelse. Begge grupperinger var startet af folk som havde en god sund opfattelse af evangeliet, og som formentlig forkyndte det klart og tydeligt. Ligesom Kefas, Paulus og Apollos. Men man var blevet så låst fast i sin bestemte måde at praktisere sin tro på, en praksis som grupperingernes grundlæggere havde stået for, at dette i sig selv skabte splittelse. Men en splittelse som jeg kun udfra det Paulus skriver kan konkludere var decideret dum.

Retorisk
Paulus spørger korinterne om Kristus er delt. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, men han stiller det for at vise, at deres splittelse bygger på dumhed og ignorance. Det er vigtigst at være enig om evangeliet, ikke at være i splid om hvilken kirkeretning man er med i.

Konklusion: Noget splittelse er bibelsk korrekt, da vi kan se at troshelte og Jesus selv skabte splittelse. Men splittelse som opstår på grund af vranglære som er kommet ind i kirken, skal der gøres op med. Man kan ikke acceptere at vranglære splitter en kirke. Den måde man løser det, er ved at konfrontere vranglæren, og få den fjernet. Også selvom det vil medføre splittelse i kirken. Men da dette er en splittelse der er i orden, ifølge første definition, skal det ikke være en hindring. Så er der den splittelse som opstår pga klikedannelser. Den går bibelen imod, da Kristus ikke kan være delt.  Så noget splittelse er i orden, og noget splittelse er ikke i orden. Vi kan derfor ikke konkludere at fordi en person skabe splittelse at den person ikke er sendt af Gud. Men vi kan konkludere at det ville være en god idé at finde ud af hvilken form for splittelse denne person udøver, og om det er en af de tre nævnte her.

Share on Facebook

One Response to “Paradokset om splittelse i kirken”

  1. Jubilæum på Omvendelse.dk Indlæg nummer 1000 Says:

    […] forståelse af splittelse der er i orden, og splittelse der ikke er i orden. Derfor skrev jeg Paradokset om splittelse for at få klarhed over den forvirring som findes på det område. Til dem der siger døm ikke kan […]

Leave a Reply