Hvis man nøjes med at tro at den splittelse som bibelen taler imod, kun har noget med vranglære at gøre, tror jeg man går fejl. I fjerde afsnit viste jeg godt nok at vranglære som skaber splittelse, bestemt er ubibelsk og er noget man skal tage meget alvorligt. Men Paulus skriver noget interessant til korintermenigheden som er værd at tænke over i denne sammenhæng.

Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn? Første korinter 1.10-14

Dette skriver Paulus til en splittet kirke, og det der burde undre os ved første øjekast, er hvad der splitter dem. For de har delt sig op i grupper som hver især ”følger” gode kristne lederes lære. Apollos, Kefas (samme som Simon Peter), Paulus og Kristus, prædikede jo alle evangeliet. Det var ikke noget andet evangelium de prædikede. Og det var heller ikke sådan at nogen af disse forsøgte at skabe splittelse i menigheden. Men grupperinger i menigheden havde valgt at sige ”Vi følger Kefas”, mens andre havde valgt at sige ”vi følger Apollos”. Dermed havde de i deres egne øjne gjort sig til efterfølgere af en ”bedre” eller ”mere klar” vej. Og i samme åndedræt havde de vist de andre at deres forståelse ikke var helt så god som den de havde.

Paulus svar til denne splittelse var at den viste at de var som spædbørn der ikke kunne tåle fast føde. Hvilket vi kan se i det tredie kapitel hvor han igen nævner deres splittelse:

Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Første korinter 3.1-4

Så det kan godt være at de selv så sig som bedrevidende kristne, der havde valgt den rette retning indenfor kristendom som Paulus retning, eller Kefas retning m.v. Men Paulus lagde tingene på bordet og viste at de var kødelige mennesker hvis liv viste at de ikke kunne tåle god sund lære.

Men hvor ser vi så den form for splittelse i vore dage? Jeg tror jeg har et godt eksempel fra nogle fælleskirkelige møder som min gamle præst var med til hver halve år. Og jeg skal påpege at jeg ikke tror at disse møder var repræsentative for lignende møder andre steder. Jeg ved at der er geografiske forskelle på hvordan sådanne møder er blevet udført.

Men til disse fælleskirkelige møder fik jeg at vide at der ikke var nogen fælles bøn, og heller ikke nogen brødsbrydelse. Årsagen dertil var at nogen af lederne ikke kunne bede sammen med ”gendøbere”, og da slet ikke bryde brødet sammen. Begge grupper prædikede evangeliet, men det at nogen praktiserede dåb på egen bekendelse og ikke på forældrenes bekendelse, var altså noget der splittede så meget at man kun kunne være i stue sammen og diskutere teologi. Man kunne ikke have åndeligt fællesskab med hinanden, i form af bøn og brødsbrydelse. Begge grupperinger var startet af folk som havde en god sund opfattelse af evangeliet, og forkyndte det klart og tydeligt. Ligesom Kefas, Paulus og Apollos. Men man var blevet så låst fast i sin bestemte måde at praktisere sin tro på, en praksis som grupperingernes grundlæggere havde stået for, at dette i sig selv skabte splittelse. Men en splittelse som jeg kun udfra det Paulus skriver kan konkludere var decideret dum. Nej, jeg havde svært ved at finde et bedre ord for det.

Retorisk
Paulus spørger korinterne om Kristus er delt. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, men han stiller det for at vise, at deres splittelse bygger på dumhed og ignorance. Det er vigtigst at være enig om evangeliet, ikke at være i splid om hvilken kirkeretning man er med i.

Share on Facebook

8 Responses to “Paradokset om splittelse 5”

  1. Linealis Says:

    Nu tager du jo hul på en diskussion som du næsten bliver nødt til at tage op. En gammeldags luthersk kristen vil mene, at gendøberen nedvurderer dåben og at grunden til det er at gendøberen ikke for alvor har forstået evangeliet om at vi på ingen måde har noget at takke os selv for, når det kommer til vores frelse. Gendøberen på den anden side, mener jo i sagens natur at den lutherske kristne slet ikke er døbt, og dermed vel heller ikke en rigtig kristen? Så det giver næsten sig selv at det er to syn der ikke kan trives i samme menighed. Og det er vel en menighed Paulus skriver til?

    At menighedsledere ikke skulle kunne have bønsfællesskab på tværs af sådanne synspunkter er dog at strække den, eftersom bøn er en forudsætning for lydhørhed overfor Helligåndens vejledning.

  2. René Vester Says:

    Tja du har nok ret i at den kan være nødvendig at tage op. Men du får lige et kort svar fra mig her i første omgang. Jeg ved der er nogle med samme dåbssyn som mig, der ikke anser barnedøbte for at være kristne. Den gruppe hører jeg ikke selv til, og anser det for at være en slags legalisme når folk påstår at man ikke kan være frelst hvis man ikke er døbt på sin egen bekendelse.
    Jeg har mødt så mange dejlige kristne som er barnedøbt, som jeg fuldt ud anser for mine brødre og søstre i Herren. At vi har forskellig syn på dåbens praksis, mener jeg ikke skal skabe splittelse. Det må være evangeliet der samler os, og forskellig forståelse af evangeliet der splitter os. Dåbspraksis burde ikke splitte, da begge parter anser dåb for vigtigt, men blot har to forskellige måder at praktisere det på.

    Jeg ved at R. C. Sproul som er barnedøber, og John MacArthur som praktiserer discipeldåb har diskuteret dåb sammen. De er begge enige om evangeliet. De kan arbejde sammen og planlægge konferencer sammen. De kan inviterer hinanden. På trods af forskelligt dåbssyn. Men evangeliet er de enige om. Jeg vil gerne finde den debat de har haft lidt senere. Jeg kunne forestille mig der var noget at lære af den.

  3. Henrik Froholdt Says:

    @ Rene

    Jeg bliver lige nødt til at få dig til at give en helt klar forklaring på

    “Den gruppe hører jeg ikke selv til, og anser det for at være en slags legalisme når folk påstår at man ikke kan være frelst hvis man ikke er døbt på sin egen bekendelse.”

    Siger du dermed, at forældre kan gøre deres børn kristne ved at døbe dem? og at frelsen ligger i dåben? Jeg tror godt jeg ved hvad du mener, men den udtalelse kan misbruges mod dig.

  4. Susan Møllerskov Says:

    Når man snakker om gendøbere, er der to slags – dem, som siger, at man ikke er frelst, hvis man ikke er døbt, (Church of Christ, Christian Church) og dem, som siger, at man bare ikke er rigtig døbt, hvis man er døbt uden at først blive frelst (Baptist, Assembly of God og andre pinsefolk). Der findes også forskellige slags barnedøbere – dem som siger, at dåben frelser (Catholic, Orthodox, Anglican, Folkekirke), og dem, som siger, at dåben ikke er nødvendigt til frelse (Lutherans, Presbyterians). Jeg synes, at det er vigtigt at gøre det klart, når man snakker om dåben, fordi der er rigtig stor forskel mellem det at blive frelst af dåben og at blive frelst af tro alene. En forskel som gøre, at man ikke kan arbejde sammen i Herrens tjeneste, fordi de ikke betragter hinanden som frelst.

  5. René Vester Says:

    Ja jeg tror godt du ved hvad jeg mener. Men jeg mener ikke at dåben frelser. Men at den er en lydighedshandling. Jeg tror dåben er vigtig, fordi Jesus sagde vi skulle døbes. Dåben er jo en begravelse af sit gamle liv, og dermed også en symbolsk handling. Dåben frelser ikke nogen hvadenten man bliver døbt på andres bekendelse eller sin egen bekendelse. Frelst bliver man når man tager imod kaldet fra Jesus og omvender sig til Ham og bliver født på ny.

    Men der hvor jeg siger fra er når folk siger at man skal døbes som discipeldåb for at være sikker på at være frelst, men jeg siger også fra når folk påstår at de blev frelst da de blev døbt som spæd. Det er der heller ikke nogen bibelsk dokumentation for. Begge dele er lige forkerte.

  6. Linealis Says:

    Nu kan jeg forestille mig at René ikke vil have (endnu) en dåbsdebat her, så det vil jeg forsøge at undlade. Vil blot sige, at jeg mener det evangelisk-lutherske syn på dåben bliver fremstillet korrekt i kommentarerne ovenfor.

  7. René Vester Says:

    Jeg kunne egentlig godt tænke mig at tage dåbsdebatten op igen. Det er bare (som du også ved) en varm kartoffel for nogen. Derfor kan den nemt ryge af sporet synes jeg. Men hvis MacArthur og Sproul kan have en god debat om det, burde også være muligt for andre. 😉

  8. Linealis Says:

    Fejlen ved dåbsdebatter er ofte, at man strides om NTs (yderst sparsomme) udsagn om selve dåbstidspunktet frem for der, der ligger til grund for den forskellige praksis, nemlig forskellige opfattelser af troen og dermed også af dåben (og nadveren).

    En anden fejl er at baptister henviser til folkekirkens dåbspraksis, hvilket er fejlagtigt fordi den hverken er evangelisk eller luthersk.

Leave a Reply