Igennem de ti år jeg har administreret denne hjemmeside har der været mange debatter om hvad en kristen kan gøre og ikke kan gøre. Men jeg har tænkt over hvad årsagen kan være til de mange uenigheder der har været i debatten om dette. Og en konklusion som igen og igen popper op, er at mange har misforstået hvad en kristen er. Det er som om enhver kan få lov til at være en kristen i dag, ligegyldigt hvad man gør, siger og mener. Selv Lars von Trier som har lavet den ene ugudelige film efter den anden, påstår jo at være en kristen. Ja, han har tilmed sagt at det er Gud der leder ham, på trods af at hans film er gudsbespottelige.

At de sekulære medier godtager at man er kristen, bare fordi man siger det, er hvad man kan forvente. Men når man selv i kirken har glemt hvad en kristen er, så har vi et problem. Jeg kan huske engang jeg skulle undervise en gruppe unge mennesker, hvor jeg fortalte om dette. Der talte jeg om en som levede i åbenlys synd, og som samtidig sagde at han var en kristen. Jeg viste udfra bibelen hvordan det ikke kunne hænge sammen, og sagde så at manden jeg talte om, jo ikke kunne være kristen når han levede i synd. Det handlede om vold, alkoholmisbrug, promiskuøsitet m.v. Flere af de unge blev så vrede over at jeg tillod mig at dømme mandens tro. Hvad bildte jeg mig dog ind? Jeg syntes ikke jeg bildte mig noget som helst ind, jeg viste blot hvad der stod i Guds ord. Det brød man sig ikke om, selvom en stor del af gruppen kendte de ord jeg henviste til, for mange af dem var vokset op i kristne familier. Det endte dog med at en af de unge følte sig så ramt, at han rejste sig op og gik, mens han smækkede godt og grundigt med døren. Han sagde at jeg havde sagt at han ikke var en kristen. Hvilket jeg overhovedet ikke havde sagt, han var såmænd bare blevet ramt af Guds ord. Og han var åbenbart blevet ramt ret kraftigt.

De unge jeg talte med her, havde fået deres egen forståelse af ordet kristen. Det var blevet et plastisk ord, som de kunne forme som de selv havde lyst til. De kunne lægge det ned i ordet som de ønskede. De kunne tage det ud af ordet som de ønskede. Desværre for dem (og flere af dem der har deltaget i den senere diskussion) er ordet kristen, ikke et ord man kan forme selv. For en kristen er en der tilhører Gud, og det er sket ved at man har omvendt sig til Jesus, og Jesus har født en på ny. Dvs at man ikke længere tilhører sig selv, og heller ikke længere lever sit eget liv, fordi Gud har forvandlet en i den nye fødsel. Det er ikke noget der er sandt fordi jeg siger det, for jeg er ikke nogen autoritet. Men fordi det står i bibelen, og den er en autoritet.

Personlig tror jeg at mange er udmærket klar over hvad det indebærer at være en kristen. Men man bryder sig ikke om at det reelt set indebærer, at man ikke kan leve sit liv som man selv ønsker. Det er for stor en omkostning. Der er for mange synder som man elsker så meget, at man hellere vil holde fast i dem, end man vil omvende sig og blive barn af Gud. Det betyder dog også at man selv må stå til ansvar for sine synder på dommens dag, og selv må betale for dem. Hvor må det være trist og forfærdeligt den dag at stå og erkende at hele ens liv var spildt, fordi man elskede sine synder. De synder som man ikke var parat til at give afkald på, fordi man værdsatte dem mere end den Gud der havde skabt en.

Share on Facebook

Jeg synes det er trist at se hvor mange kristne som vælger at gøre bibelen til en underordnet bog. Det er noget der kan ske når folk hører på diverse selvbestaltede profeter der kommer med forudsigelser om endetiden. Forudsigelser som ikke er baseret på skriften, men på åbenbaringer og nogle gange mærkværdige beregninger. Beregniner som eksempelvis bruges til at forudsige hvornår Jesus kommer tilbage, på trods af at Jesus selv siger følgende:

 “Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.” Mattæus 24.42.
Det sagde Jesus dengang til disciplene, og det vil sige at siger det samme til os i dag. Vi skal våge, og være beredt på Herrens komme, men vi kan ikke vide hvornår det sker. Men vi kan holde øje med tegnene. Jesus siger at kun Faderen kender til disse tider. Det vil sige den form for forudsigelser er noget vi kun skal afvise, og ikke lade os lede vild af på trods af folks smarte forklaringer. Personlig er jeg rystet over hvor mange der har forsøgt at forudsige dette alligevel, og over hvem der har forsøgt at gøre det.

Jeg er så klar på dette område, at når folk kommer med åbenbaringer hvor de påstår at Jesus kom til dem, og sagde at de ikke skal dø førend Han kommer igen o.l. Så er det åbenbaringer som går ud over skriften, og ikke kan bruges til noget som helst. Det er selvfølgelig meget rart for disse mennesker når de eksempelvis kan være gæster på diverse ”kristne” tv-kanaler og fortælle hvad Jesus sagde til dem om de sidste tider. Det kan godt være at de får et godt ry i visse kirkelige kredse, og vil blive anset for at have “højere åbenbaring”. Men de samme mennesker skal en dag stå overfor Gud og forklare hvorfor de satte deres åbenbaringer over skriften. Personlig tror jeg de har et meget stort forklaringsproblem.

Eksemplet med: Den farlige Maitraya
Men lad os lige kigge på en påstået åbenbaring. Der er flere der påstår at Jesus havde kommet til dem og advaret mod antikrist, og sagt at det skulle være den mærkværdige åndelige person Maitraya. Maitraya har jeg læst om flere steder, og til de åbenbaringer har jeg to ting at sige. For det første står der ikke noget om i bibelen at antikrist hedder Maitraya. For det andet synes jeg ideen om Maitraya er ret langt ude. For der tyder mere på at det kommende antikristlige rige bliver et økonomisk system, end det bliver et religiøst system. Jeg vil ikke påstå at det aldrig kunne være den såkaldte Maitraya der blev antikrist, men det ser langt mere ud til at det bliver en anerkendt, og dygtig politiker, som formår at tale til folket med forførerisk tale. Maitraya er simpelthen for mærkelig en person til at forholdsvis fornuftige mennesker kan tro på ham.
Men hvis det er Maitraya, så er det ikke et problem for mig. Men hvis det ikke er, vil det være et problem for dem der tror det bliver Maitraya. For det kan betyde at de ikke vil være opmærksomme på den sande antikrist når han kommer. De vil jo bare tro det er en underlig person som Maitraya, for det har de jo fået at vide igennem “åbenbaringer” som de sætter over skriften. Så derfor er det vigtigt at det er bibelen der er vores autoritet, og ikke nymodens profeter der bare vil ses op til af naive mennesker.

Men hvad sagde Paulus egentlig?
Men al denne endetidssnak, havde man også på Paulus tid, og Paulus havde en befriende måde at se på dette, som vi burde tage til os i dag. I anden Thessalonikerbrev kapitel 2.1-4 står der:
“Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham, så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående. Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.”

Paulus ønskede ikke at kristne skulle blive forvirret af alle de stemmer der også var dengang om Herrens komme. Paulus gør det meget simpelt. Der er noget der skal ske førend Jesus kommer tilbage. Lovløshedens menneske skal åbenbares, og sætte sig i Guds tempel. Det er så vidt jeg kan se, meget nemt at se når det sker. Og jeg kan ikke se at det er sket endnu. Så der er stadig tid til at fortælle andre mennesker om Jesus og den frels vi har fået i Ham.
Jeg ville ønske at kristne ville læse mere i deres bibel end høre om åbenbaringer mig her og åbenbaringer mig der, for en stor del af dem er direkte tossede. Der kan godt være enkelte af åbenbaringer der er fra Gud, for jeg tror også på at Gud taler i dag. Men Han vil ikke gå imod det Han har åbenbaret for os i skriften. For Gud kan ikke lyve og modsige sig selv. Derfor lær Guds ord at kende istedet for at søge efter folks mystiske åbenbaringer og beregninger. Gud har vist hvad der er Hans vilje i sit ord, også for de sidste tider. Det er ord er troværdigt og tilstrækkeligt, så hvorfor gøre det underordnet i forhold til hvad andre oplever og mener?

Share on Facebook

Skrevet af A. Z. Tozer

Thi mange skal komme i mit navn og sige: »Jeg er Kristus; og de skal føre mange vild.” Matt. 24:5.

Vor Herre Jesus har sagt os forud, at der vil fremstå falske Messias’er. For det meste tænker vi på dem som nogle, der kommer udefra, men vi må huske, at de også kan opstå inden for selve menigheden.

Vi må være yderst omhyggelige med, at den Kristus, vi bekender os til, virkelig er Guds sande Kristus. Der er altid fare for, at vi måske følger en Kristus, som ikke er den sande Kristus, men en Kristus, som er formet af vor fantasi og dannet i vort eget billede.

Jeg må tilstå, at jeg har en følelse af ubehag, når jeg iagttager de tvivlsomme ting, som Kristus siges at gøre for folk i vor tid. Han anbefales ofte som en meget tjenstvillig storebror, der ikke gør forskel, og som er henrykt over at hjælpe os til at nå vore mål. Ydermere gør Han os den tjeneste ikke at stille spørgsmål, der kan gøre os forlegne med hensyn til vore moralske og åndelige hensigter med disse mål.

I vor iver efter at lede mennesker til at modtage Kristus er vi ofte fristet til at præsentere dem for og opfordre dem til at tage imod en Kristus, der kun er en karikatur af den hellige Kristus, som blev undfanget af Helligånden, født af jomfru Maria til at korsfæstes, og som på tredjedagen opstod fra de døde og nu har indtaget sin plads ved Guds højre hånd.

For eksempel er Kristus i løbet af de sidste få år blevet gjort populær blandt nogle såkaldte evangeliske kristne som en, der vil hjælpe den gudfrygtige bokser til at slå sin modstander bevidstløs i ringen, når der blot bliver bedt tilstrækkeligt. Han er også blevet omtalt som den, der har hjulpet en stor baseballspiller til at få den rette drejning på sit kast. I et andet tilfælde har Kristus hjulpet en præst, der var ivrig sportsmand, til at vinde et højdespring, ligesom Han har hjulpet en anden ikke alene til at komme først i runden, men også til at sætte en ny rekord i væddeløb. Han omtales også som en, der har hjulpet en bedende forretningsmand til at slå en konkurrent ud i handel. Det er oven i købet blevet sagt, at Han har hjulpet en bedende filmstjerne til at spille en rolle så utugtig, at den bringer en professionel prostitueret til at rødme.

Således bliver vor Herre den »brugbare« Kristus, en slags Aladdin-lampe, som gør mindre mirakler til fordel for enhver, der påkalder Ham.

Share on Facebook

At kristne bliver skilt er ikke noget nyt. Men at det sker i den grad som vi ser i dag, er ganske usædvanligt. Engang var det sådan at hvis et ægtepar blev skilt, så var det noget meget voldsomt, og noget der skabte stort røre. De evangeliske kirkers forståelse af skilsmisse var så klar, at de sekulære medier ofte hængte kristne organisationer ud for ikke at tillade skilsmisse (hvilket jo var en typisk medieoverdrivelse). Eksempelvis havde man historier om lærere på kristne privatskoler som var nødsaget til at finde et andet job i tilfælde af skilsmisse. Nogen gange kan man stadig se medierne skrive sådan. Men sandheden er at de ikke længere gør brug af nogen konkrete historier. For det er svært at skaffe disse historier i dag.
At folk bliver skilt behøver ikke nødvendigvis medføre at man ikke kan arbejde i kristne organisationer. Det afhænger af årsagen til skilsmissen. Hvilket bibelen også viser, så der er bibelske årsager til at blive skilt, hvilke er ok, men så er der alle de andre årsager som ikke er bibelske.  Et argument for at blive skilt i dag som man ser mange gange, er kristnes fejlagtige tro på, at man har en personlig ret til at være lykkelig.
Der er en kraftig tendens til at kirkefolk tror at livet som kristen handler om at være lykkelig. “Jeg har ret til at være lykkelig, for jeg skal være lykkelig i Kristus”. Når så man finder ud af at ægteskabet er hårdere end man regnede med. Og man ovenikøbet kan opleve at det er hårdt i en meget lang periode, så begynder ens tro på at man har ret til at være lykkelig, at komme i kambolage med ægteskabets problemer. Man synes jo at det er den anden ægtefælle der er skyld i at man ikke er lykkelig. ”Gud vil vel have at jeg er en glad kristen, men det kan jeg ikke være når jeg er sammen med ham eller hende.”
Her er der mange der vægter ens ret til at være lykkelig, højere end ægteskabet. Det sker på trods af at Jesus siger:

“Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Mattæus 19.6

Og på trods af at Jesus siger:

“Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” Markus 8.34

At tage sit kors op vidste folk godt hvad betød dengang. Men vi har glemt hvad det betyder i dag. Når man så en mand med et kors dengang, vidste man at den mand skulle dø. Det var en dødsdømt mand. At høre Jesus sige, at den der vil følge Ham skal tage sit kors op og følge Ham, svarer til at sige: Den der vil være en kristen skal dræbe sit eget liv og leve ved at have Jesus som Herre. Intet mindre end det. Der er ikke ret meget “jeg har ret til at være lykkelig” over den sætning. Det er en sætning som handler om at sætte sit eget liv til side og gøre Guds vilje istedet. Guds vilje for ægteskabet er at de to Han har sat sammen skal mennesker ikke adskille. På dette er bibelen ganske klar, og der er ikke nogen grund til at tvivle om dette, heller ikke selvom nogen mener at det at være kristen betyder at man har “ret” til at være lykkelig!
Jeg ville ønske at kirkerne havde holdt fast i denne overbevisning i stedet for at lade verdens ligegyldighed overfor ægteskabets betydning få så stor indflydelse. Jeg er i dag rystet over at se hvor mange af dem som jeg for 10, 20 og snart 30 år siden kendte som brændende kristne der stod fast på Guds ord, som i dag er fraskilte. Skilsmisser som ikke har haft bibelen som udgangspunkt, men folks personlige ret til at være ”lykkelig”. Spørgsmålet er så om folk er blevet så lykkelige som de havde håbet at blive. For lige præcis her synes jeg der er mange der efterfølgende erkender at det ikke var lykken at gå fra hinanden alligevel. På trods af at præsten tilmed havde ”velsignet” skilsmissen.

Share on Facebook

Der var engang hvor kristne vidste hvad det er at være en kristen. De vidste godt det ikke handlede om at vise en masse mirakler, eller have succes i erhvervslivet, eller blive en der oplever Gud sige det ene og det andet (og hvad man ellers påstår Gud har sagt). Engang handlede det at være en kristen om at gøre det som Gud har sagt i sit ord. Så hvad siger Gud at han ønsker at Hans folk? Det er faktisk meget enkelt. Vi skal leve ordentligt, ikke svæverisk, men sobert og fornuftigt. Er man en mand og er gift, så er vi kaldet til at elske vores hustru og sørge for at hun kan mærke hun er elsket og respekteret. Har man børn, så er man kaldet til at elske dem, og give dem en god sund opdragelse hvor man giver dem Guds ord, og viser dem hvordan man skal leve et ordentligt og gudsfrygtigt liv. Det betyder at man bruger tid på dem. Har man et arbejde, så er Guds vilje at man skal udføre sit arbejde ordentligt. Har man ikke et arbejde, så er Guds vilje at man skal få sig et arbejde. Hvis man ikke er i stand til at arbejde, så er Guds vilje at andre kristne hjælper en, og være taknemmelig uden at blive en klynker. Er man single så skal man søge Gud, og bruge tid på at studere skriften og bede til Ham. Skal man også give evangeliet til andre? Ja, selvfølgelig skal man det, for det er også blevet påbudt os, men det skal være sammen med det andet.


Der står ikke i Guds ord at alle skal bede for syge og opleve det ene mirakel efter det andet. Det er en misforståelse som nogle folk skaber, fordi de overfokuserer på nogle isolerede skriftsteder, som handler om specifikke mennesker, som fik et helt specifikt kald. Apostlenes tid er ovre, selvom nogen stadig godt kan lide at kalde sig apostle. Men dem som prædiker at det kristne liv skal være helt vild, og være fyldt af åbenbaringer og mirakler, skader Kristi legeme. For det betyder at mange med almindelige jobs, og almindelige familier og almindelige liv ikke føler deres liv er værd at leve. Men netop de normale liv er de mest værdifulde, mens overapostlenes liv er de mest værdiløse. Hvis blot folk vidste at det kristne liv handler om at gøre det Gud siger vi skal som mand, kvinde, ægtemand, hustru, single, barn etc og søge at give Gud ære i det, så er det muligt for kristne at leve til Guds ære, uden at få mindreværdskomplekser pga disse ”super-apostle” som ikke engang er apostle.

Vi er ikke kaldet til at leve en eller andet bizar form for kristen X-faktor tilværelse, hvor det bare handler om at være set. Alt det der se hvor god jeg er, og hvor meget Gud er med mig, er ikke andet end overåndelig narcicisme. Vi er kaldet til at pege på Gud igennem et ydmygt, og gudfrygtige liv hvor vi lever efter Hans ord, og deler det ord med andre.
Jeg startede med at skrive at engang handlede det at være en kristen om at gøre det som Gud har sagt i sit ord, men det gør det for resten stadigvæk. Det er bare vigtigt at vi finder ud af dette igen!

Share on Facebook

Det er så nemt at glemme hvad den kristne jul handler om. Vi er så fokuseret på julehygge, julemad og julekalender m.v. De ting i sig selv kan være fine nok, men hvis vi ikke ved hvad juleevangeliet handler om, så kan vi ikke se hvad den kristne jul handler om. For at vise dette, valgte jeg for fem år siden at holde denne prædiken som hedder “Juleevangeliet i Anden Samuelsbog”. Den viser hvordan vi kan finde julens budskab i den konflikt der var imellem kong David og hans oprørske søn Absalom. Den konflikt var blodig, og forfærdelig og alligevel er der et fantastisk budskab i den fortælling som viser hvem Gud er og hvem vi er, og hvorfor Gud valgte at komme til os syndige mennesker. Så hvis du ønsker at høre juleevangeliet på en anden måde end du ellers er vant til, så håber jeg du kan få noget ud af denne lille prædiken, og at må få en velsignet jul.

Bedste julehilsener fra
René Vester

Share on Facebook

Det var både med tristhed og glæde at jeg så nyheden om at teolog, filosof og bibellærer R. C. Sproul er død. Trist over at han ikke længere er hos os, og derfor ikke kan dele ud af sin store viden til os mere. Men samtidig glad for at han er kommet hjem til den Gud og Herre som han var så god til at fortælle os om.

Sproul har været i stand til noget som ellers falder mange reformerte forkyndere svært. Han har vidst hvad han stod for, og været meget klar omkring hvad han troede på og mente. Samtidig har han været i stand til at være meget favnende og arbejde tæt sammen med folk som ikke var ligeså ”reformerte” som ham, og det har jeg stor respekt for. Eksempelvis så var Sproul tilhænger af barnedåb, men havde ikke nogen problemer i at stå på den samme talerstol som Al Mohler og John MacArthur. Ingen var i tvivl om at det var et område som de var uenige om, men alligevel havde de det godt med hinanden og anså hinanden som brødre. Et andet punkt hvor Sproul afveg fra flere af hans venner fra andre kirkeretninger var hans overbevisning om at tiende stadig skulle være bibelsk. Personlig mener jeg ikke at man kan sige tiende er et krav i den nytestamentlige pagt, men ikke desto mindre stod Sproul fast på at det var. Det kan ellers være et punkt som virkelig kan splitte grupper fra hinanden. Men det gjorde det ikke for Spoul. Men hvad splittede så?
Jo, en ting som jeg har fundet fascinerende ved Sproul var hans evne til at se hvad der var værd at blive splittet over, og hvad man kunne se igennem fingre med (også selvom man mente det var vigtigt). Der var særlig to ting som Sproul var helt klar på. For det første bibelens troværdighed og autoritet, som jo er udgangspunktet for at vi overhovedet kan tro på at Gud er den Han siger Han er. Og for det andet, retfærdiggørelse igennem tro alene. De to punkter var det som folk kunne samles med Sproul om. Det betød bl.a. at Sproul var helt skarp på at den romersk katolske kirke, ikke er en bibelsk kirke. Dels pga de har sat pavernes ord lig med bibelens ord, og fordi retfærdiggørelse af tro alene er ubibelsk ifølge den romersk katolske kirke. Samtidig var Sproul også klar i mælet når det handlede om hvordan man skulle forholde sig til kirker som ikke holdt Skriften og dens ufejlbarlighed højt nok.

Men det som jeg nyder allermest ved Sproul var at for ham var evangeliet en helt naturlig del af forkyndelsen. Hvad end han prædikede udfra den ene eller den anden tekst, så var det hele smurt ind i at han havde en klar og tydelig forståelse af evangeliet. Dertil var han også en ret belæst mand, som forstod filosofi, ideologi, historie og litteratur på et niveau som kun de færreste har. Det hører man for resten også i denne undervisning hernedenunder hvor han til min forbavselse fortæller at Herman Melvilles bog Moby Dick er en teologisk fortælling. Hvilket gjorde at min forståelse af Melvilles fortælling om Billy Budd (ikke så kendt som Moby Dick), får et helt nyt lys over sig.

Men lyt hvis du har tid og lyst til hvordan Sproul ved hjælp af Guds ord, viser hvorfor vi er nødt til at holde fast i Guds ords ufejlbarlighed og autoritet.

Til dig som godt vil høre mere om filosofi, og høre det fra en bibelsk funderet forkynder, kan jeg på det varmeste anbefale Sprouls serie Renewing Your Mind. I en periode gennemgik han filosofiske tanker igennem historien, og så det med bibelske briller. Det kan man høre her:https://www.sermonaudio.com/search.asp?sortby=oldest&keyword=ligonier&SourceOnly=true&subsetcat=series&subsetitem=The+Consequences+of+Ideas&AudioOnly=false

 

 

Share on Facebook

Hvis der er nogen der bør vide at julen (som jo burde hedde Kristusmesse) handler om Jesus, så er det kirkerne. Men ikke desto mindre, så er det bemærkelsesværdigt at iagttage at det er svært at finde kirker som viser de ved dette. Det er ikke fordi der mangler fokus på at der sker noget juleagtigt i kirkerne op til jul, men at observere at deres aktiviteter peger på Jesus, er desværre en sjældenhed. Der er alt for meget fokus på hygge, æbleskiver, slikposer, julesange (åh nej forhåbentlig ikke den med en nisse på loftet), ja nogen steder er der tilmed trylleri. Men at finde en kirke som vil fortælle hvad juleevangeliet handler om, og som heller ikke skammer sig over dette, hmm det mangler jeg at finde. Ok jeg tror bestemt på at der findes kirker som kender evangeliet, og ved at juleevangeliet og evangeliet er det samme budskab. Jeg tror også at der er nogen af de kirker som vil benytte sig af muligheden for at prædike dette budskab, når folk kommer til julegudstjeneste. Men gid der var flere.

For burde kirken ikke sørge for at prædike et klart og tydeligt evangelium, den dag hvor der kommer allerflest ind i kirken? Jeg ved at der findes præster der kender evangeliet, og kan forklare evangeliet, men som vælger til deres julegudstjeneste at prædike noget der ikke er evangeliet. Men i stedet lave et eller andet julehyggenyggepladder som ikke har bibelsk fokus på Jesus. Når man så spørger dem hvorfor de ikke prædiker evangeliet, svarer de, at man ikke vil skræmme folk væk. Men hvis det er den tilgang man har til den bibelske forkyndelse, så burde man nok finde sig et andet job i stedet for at prædike sig selv en dom over hovedet. For det er hvad en der kender Guds ord, men ikke prædiker Guds ord reelt set gør. Så kære præst der kender evangeliet, og er i tvivl om hvad du skal prædike til din julegudstjeneste; jeres opgave er enkel: Prædike evangeliet så mennesker kan forstå at hvis ikke Jesus kom, og hvis ikke han døde på det kors og opstod på den trediedag, så ville der ikke være noget håb for os mennesker. Og for dem der vil omvende sig og give deres liv til Kristus, og tage imod Hans frelse, for dem er der håb, og for dem der ikke vil, er der intet håb. Det skal kirken prædike i både juletiden, såvel som uden for juletiden. Med andre ord, så er kirkens opgave at vise evangeliet året rundt som en naturlig del af forkyndelsen. For vi mennesker har brug for at høre det så vi kan se hvilken stor Gud vi har, og hvor stor Hans frelse er.

 

Share on Facebook

Så er det snart jul igen, og selvom jeg nu er blevet 50 år, så er det stadig en tid som jeg glæder mig til. Som de fleste andre vil min familie gerne have god julemad, juleslik, juletræ, gaver, julekalendere og julepynt i huset (mit hjem er dog nissefrit område). Men disse ting er jo ikke de vigtigste dele af julen. For det som er det skønneste at fejre her i julen er at Jesus blev menneske, og tog bolig iblandt os. Selve det at Jesus ikke bare blev i Himlen, og lod os selv arbejde på at blive gode nok til Ham, viser at kristendommen er så markant anderledes end al anden religion. For al anden religion, ja selv de dårlige kopier af kristendom som mormonerne og Jehovas Vidner, afviger fuldstændig fra kristendom på dette punkt.

Alle andre religioner handler om hvad mennesket skal gøre for at gøre sig selv god nok til at komme nærmere det guddommelige. For nogle religioner handler det om religiøse gerninger, for andre om at gøre gode ting, og for visse om at betale nok til den religiøse organisation, og for helt andre bare om hvor overgivent man er til religionen.
Kristendom er helt anderledes. Her handler det nemlig om at Gud så at vi aldrig nogensinde ville kunne gøre det godt nok, og at vi aldrig på grund af vores syndige natur ville blive i stand til at bare komme lidt nærmere Ham. Gud valgte så at komme til os, i sin kærlighed til os, fordi Han kunne se at vi aldrig ville være i stand til det selv. Og på trods af at vi ikke fortjente dette, så kom Han alligevel. Det synes jeg er værd at fejre.

Jeg er personlig ligeglad med at man i hedenskaben før i tiden (og nogle nu) fejrede solhverv. Det er nemlig ikke det som jeg fejrer. Jeg fejrer at Jesus kom så vi kunne blive Guds børn. Det fejrer jeg nu også hver eneste anden dag i løbet af året, men jeg kan nu godt lide at gøre noget særligt ud af det alligevel herop til jul. For det kristne budskab i julen er at en kærlig Gud valgte at komme ned til os for at frelse os fra os selv, vores synd og den dom vi ellers fortjener. Det synes jeg er værd at fejre.

Share on Facebook

På det seneste har den falske apostel Torben Søndergaard fået lavet videoer hvor han svarer igen på noget af den kritik der har været af ham. Og i kirkeavisen Udfordringen har redaktøren Henri Nissen for nylig lavet en hel artikel hvor Torben Søndergaard angiveligt svarer på de spørgsmål som kritikerne af ham har. Men desværre viser det sig at alt dette er en stor omgang manipulation og et dårligt forsøg på at bortforklare den kritik som er den virkelig alvorlige.
Her er nogle eksempler.
I en video hvor Torben svarer på kritik, er han åbenbart blevet beskyldt for at have en Porche. Det siger han så at han ikke har. Men helt ærligt, hvis så han havde en Porche, hvad galt ville der være i det??? Det er da et tåbeligt kritikpunkt. Jeg ville personlig foretrække at have en ny Gul Ford Mustang hvis jeg havde råd til en. Det har jeg sådan set, men så er der bare andre ting som jeg måtte skære ned på for at kunne køre i sådan en, og det er jeg ikke parat til. Men hvis Torben Søndergaard havde købt en Porche, så ville jeg ikke have noget som helst problem med det. Tværtimod så ville det da glæde mig, for jeg plejer at blive glad når jeg ser en superlækker bil. Det er jo ikke syndigt at eje en Porche og heller ikke en Ford Mustang. Så det er ikke et brugbart kritikpunkt.


Hvis man så kigger i Udfordringens artikel, så er der et af spørgsmålene som chefredaktøren Henri Nissen stiller som er helt tåbeligt. Han spurgte Torben om følgende:
“Er det rigtigt, som nogle kritikere siger, at du tager afstand fra alle andre kirker?”
Det svarer Torben selvfølgelig nej til, mens jeg tager mig til hovedet. For helt ærlig, det lyder tydeligvis som om det er et spørgsmål Torben selv har bedt Henri Nissen om at stille. Faktisk er det de færreste af Henri Nissens spørgsmål som kan bruges som fornuftig kritik. Det er som om den gode Henri Nissen har lagt sit hoved under puden og bare valgt at få Torben til at fremstå som Guds gave til alle. Jeg ved fra flere i Frikirkenet at man er virkelig træt og ærgerlig over at Henri Nissen i sin kirkeavis giver så positiv omtale af Torben Søndergaard. For rigtig mange af dem møder de folk der har været i kløerne på Torben, og det som de får når man har været en tur på Jesus-hotellet, er ødelagte mennesker der er blevet såret af Torben og hans forkvaklede evangelium, som ikke er et sandt evangelium.

Ok der er faktisk et spørgsmål som Henri stiller som er interessant og det er følgende:
“Er det sandt, at du tror på syndfriheds-læren, som nogle har beskyldt dig for?”
Til det spørgsmål svarer Torben igen nej, og kommer med en forklaring. Men, og her er der et stort men. For hvis man kigger på den lære som Torben står for, og læser og hører hans forkyndelse, så er syndsfrihedslæren (en form for pelagianisme) reelt set hvad han prædiker. Det er jo også derfor at folk kritiserer ham for netop dette. Man kan høre på ham at det er hvad han mener. Men samtidig afviser han det når man spørger ind til det. Så hvad mener han? Åbenbart begge dele, og det er fordi at Torbens teologiske forståelse kan ligge på en 25øre. Han er ikke i stand til at forstå hvordan lov og evangelium hænger nøje sammen, og kan slet ikke forstå hvad det er for en frihed man er kaldet til som kristen, og hvad det er man er nødt til at kæmpe med kødet om stadigvæk som kristen. Den forvirring som Torben igennem mange år har vist om dette, er også med til at skabe de mange ødelagte skæbner hos dem som har været igennem Torbens maskineri.

Overser det reelle problem
Men det som Torben Søndergaard ikke svarer på er hvorfor der er så meget fokus på Torben selv, og det han gør, i stedet for at fokusere på evangeliet? Hvorfor handler det Torben siger om hvad VI skal gøre, og næsten intet om hvad Jesus allerede HAR gjort? Det svarer Torben ikke på, og dem som har stillet ham de spørgsmål ryger også hurtigt ud af hans omgangskreds. Det ved jeg fra flere som har prøvet det, og det er ikke kun noget der sker nu, nej det er noget som har vist sig at være et mønster for Torben. Han har igennem de sidste 13-14 år vist at han ikke er en der er modtagelig for kritik. Torben mener sandsynligvis at han er Guds gave til kirken, og dem som ikke forstår at han er den gave, må så være hans modstandere og/eller ikke have ”den sande åbenbaring”. Jeg har mødt så mange mennesker igennem de sidste 10 år som siger at det er tilfældet hos Torben. Men den del vil Torben selvfølgelig ikke snakke om. Han vil hellere arbejde på at folk kun ser et glansbillede af ham, som viser en mand som angiveligt bliver brugt helt gevaldigt af Gud.
Så spørgsmålet er om Torben bliver brugt af Gud? Svaret er ja, men ikke sådan som Torben tror. Torben bliver brugt af Gud til at teste om folk vil sandheden, eller om de bare vil have overfladiske oplevelser som er spændende her og nu, men som der ikke er nogen trosmæssig eller åndelig næring i. Det ærgrer mig at en engang ellers fornuftig og veluddannet journalist som Henri Nissen, i dag vælger at smide journalistikken ud af vinduet, og i stedet vælger at bruge avisen Udfordringens plads til at promovere en falsk apostel som Torben Søndergaard.

Så nej Torben Søndergaards forsvar vil falde til jorden i en retssal. Han er skyldig i ikke at prædike evangeliet, men at prædike oplevelser og sig selv i stedet for kristendom.
Du kan se hele interviewet her nedenunder. Den af Torbens videoer hvor han snakker om porche findes på hans facebookprofil, og kan vist ikke linkes til her.

Torben Søndergaard svarer på kritik fra nogle frikirker

 

Share on Facebook