Efter at have set TV2’s udsendelse ”Guds bedste børn”, hvor Torben Søndergaard (TS) var en del med har jeg selvfølgelig nogle tanker. Jeg er en af dem der har skrevet mest om TS igennem de sidste år, og har undersøgt og analyseret hans undervisning, videoer og hans organisation i lyset af bibelen.
Jeg må blot sige at min bekymring for TS, er bestemt ikke blevet mindre efter den udsendelse. Når man eksempelvis ser tre ægtepar i træk fortælle at de har sagt deres job op, og nogle tilmed solgt deres hus for at flytte til Torbens Jesus Hotel, og dermed opgivet alt for at følge en falsk apostel, så er det meget bekymrende. Jeg vidste godt at der var nogen der gjorde dette, men jeg har faktisk aldrig fået det dokumenteret før. Jeg havde kun hørt om det, og derfor har jeg ikke skrevet om det. Jeg vil kun skrive om det jeg kan være sikker på kan dokumenteres når jeg kritiserer vranglærere som påstår at være sendt af Gud. Torben sagde også noget om at han havde ikke plads til folk der havde en plan B. Så det tiltrækker selvfølgelig folk som er parat til at smide alt hvad de har i hænderne for at følge en ”Guds mand”.

Jeg kunne finde mange andre ting i dokumentaren som kunne tages op. Men jeg vil vælge at fokusere på dette i stedet. Kan det virkelig være rigtigt at det er bibelsk at sige sit job op, sælge sit hus og følge Gud? Hmm, ja det kan faktisk være svær at svare på. For var der ikke flere af disciplene der gjorde det i evangelierne? Det var der ganske rigtigt, men der er en ting vi ofte glemmer, og det er hvem var det så der smed alt de havde i hænderne? Det var mænd, som ikke havde et ansvar for en familie (bortset fra en person som jeg vender tilbage til). 11 af disciplene var ungkarle, og havde dermed kun ansvar for dem selv. Dengang jeg var ung og ugift, da havde jeg langt flere muligheder for at droppe hvad jeg gjorde og springe ud i noget nyt. Det gik i værste grad kun ud over mig selv, ikke andre. For jeg havde hverken kone eller børn som jeg skulle tage mig af. I dag har jeg både kone og børn, og jeg kan derfor ikke bare lige pludselig sige mit job op, og sælge vores hus for at blive missionærer i Kina fordi jeg oplever at det har Gud fortalt mig. Det ville være misbrug af Guds ord. Hvis Gud virkelig ville at jeg skulle være missionær i Kina, så ville Gud også overbevise min kone om det samme, og Gud ville også vise os hvordan vi skulle kunne forsørge familien. Hvis jeg tog afsted i ”ren tro” uden at kunne forsørge familien, så ville jeg være en dårlig far og ægtemand. For hvis jeg er gift, så er mit overordnede ansvar min egen familie. Ikke alt muligt andet. Det betyder ikke at jeg aldrig må handle i tro, men at jeg ikke skal sætte min families forsørgelse over styr.

Jeg har eksempler nok på folk der ”handlede i tro”, og tog økonomiske beslutninger som gik ud over hele familier. Folk som ellers var sikker på at det var Gud der havde vist dem hvad de skulle gøre. Konsekvensen af disse falske troshandlinger er ofte børn, som vokser op med en skadet tro på Gud, som gør at de ikke vil have noget med kristendom at gøre.

Hvis man virkelig har brug for at leve på en måde hvor man kan smide alt man har i hænderne og springe ud i noget nyt og spændende, jamen så er svaret følgende: Lad være med at blive gift, og lad være med at få børn. For så har du kun ansvar for dig selv, og er fri til at tage disse beslutninger, og nogle gange kan de tilmed være gode nok. Tænk at kunne tage på bibelskole, fordi man har lyst til det, og så bare siger sit job op for at kunne gøre det. Eller tænk at kunne tage af sted som frivillig missionær og kunne hjælpe der hvor man kommer hen, uden at skulle bekymre sig om ens børn og ægtefælle får det de har brug for. Det kan jeg kun tilslutte mig. Men er man gift, og har børn, så er din familie dit vigtigste ansvar, for det står tydeligt i bibelen.

Men der var en for resten en undtagelse. Og det er apostlen Peter. Han var gift, hvilket vi kan se fordi han havde en svigermor som Jesus helbredte. Vi ser også at Paulus nævner at Peter (Kefas) har en hustru i første korinterbrev 9.5:

”Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas?”

Så hvad kan vi bruge det til? Tjah, vi kan da se at Peter ikke lod konen gå for lud og koldt vand. Han tog hende med hvor han gik hen. Der er ikke noget der tyder på at de havde børn, selvom jeg selvfølgelig ikke kan sige det helt klart. Men det ville være meget mærkeligt hvis de havde for det passer ikke rigtigt ind i det at være en ansvarlig kristen ægtemand at slæbe sine børn rundt i hele Israel uden at være sikker på at der blev sørget for dem.
Så alt i alt, så er det ikke bibelsk at sige sit job op, og sælge sit hus for at følge en mand som påstår han er sendt af Gud. Det viser i stedet at man er ubibelsk og overåndelig når man risikerer sin families ve og vel på dette. For resten så har TS jo ikke selv opgivet alt. Han bor pænt og godt, og skummer fløden fra den opmærksomhed han får og klarer sig vist ganske udmærket pga, hans bøger der har solgt godt internationalt.

Anyway, så noget jeg synes TV2 burde have taget op i dokumentaren (måske gør de det senere) er hvorvidt de påståede helbredelser virkelig kan dokumenteres. For det er noget Torben ikke ønsker man gør. Han har sagt man bare skal stole på ham og de præster der siger det. Hvilket jeg kan dokumentere han har skrevet på facebook i en debat.
For det andet, så burde de også have undersøgt de folk der har vendt ryggen til Torben. For det er der mange der har gjort efter de har fundet ud af at det kun var varm luft og vindfrikadeller han kunne levere. Der er mange der har fået ødelagt deres tro, og mange der har vendt Torben Ryggen i ren og skær skuffelse over knuste drømme og profetier der aldrig blev opfyldt.

Share on Facebook

Dan Turèll sagde engang at penge var det mest afhængighedsskabende stof, han nogensinde havde mødt. Det havde han måske ret i, men i kirkerne som jeg har været i, har der været en anden og farligere drivkraft tilstede i nogle folks liv. Det har været en drivkraft som jeg har kunne finde i både dårlige som gode kirker, og ingen kirker kan sige sig fri fra folk som ikke har været påvirket af netop denne. Jeg taler om drivkraften prestige.
Jeg har set hvordan folk der er drevet af at opnå prestige har ødelagt deres egne liv, deres familiers liv og selv hele kirkers liv. Jeg har set hvordan prestige er blevet tolket som åndelighed, selvom det i virkeligheden var folks egen kødelige drift. Og jeg har set familier blive opløst fordi en ægtemand og far var drevet af noget der så åndeligt ud, men i virkeligheden ikke handlede om andet end at andre folk skulle se op til ham.
Og lige præcis her dukker den sataniske del op i prestige. For umiddelbart kan prestige virke uskyldigt, men det handler om at andre folk skal se op til en på den ene eller anden måde. Men det var også prestige der drev djævelen til at vende sig imod Gud. Han var jo oprindelig en højtstående og smuk engel, men ville i stedet for at tilbede Gud, tilbede sig selv, og have andre engles tilbedelse (er billedligt fortalt i Ezikiel 28). Djævelen faldt fordi han kiggede mere på sig selv og sin egen skønhed. Reelt set var det lysten til at opnå prestige som gjorde at han faldt.

Prestige kan forklædes sig som Guds kald
Jeg kender folk som har droppet deres job, for at forsøge sig som prædikanter, men ikke fordi de var kaldet af Gud, men fordi de var kaldet af den lille kødelige del i deres sjæl der hed prestige. Lysten til at prædike handlede om noget helt andet end at prædike Guds ord, nej det handlede om at få folk til at se på en. Se hvilken prædikant jer er, se hvor god jeg er til at prædike levende, se jeg kan prædike så flere folk kommer i kirke for at høre den fremragende prædikant, se mig, se mig, se MIG!
Jeg har set fædre som var superdygtige til deres ellers gode job, smide det hele for at blive prædikant uden at Gud havde kaldet dem. Jeg har set de samme mænd bilde sig selv ind at de gjorde Guds vilje, mens deres familier faldt fra hinanden som sand imellem hænderne.
Jeg har set gode kristne, som brændte for at prædike evangeliet, gå efter prestigepositioner på deres arbejdspladser, eller ikke være tilfreds før de fik den rigtige ansættelse på en finere arbejdsplads. Du ved det sted hvor alle de andre i branchen ville ønske de var. Og jeg har set hvordan deres brand for at give evangeliet til andre, blev afløst af en brand for at få succes i denne verden, så folk kunne se på dem og sige ”se ham den kristne der, han gør det vel nok godt”. Jeg har set det, og jeg har set konsekvenserne af det. Både for dem der lykkes i at få prestigejobbet, men også for dem der brændte deres lys i begge ender af det, og fadede ud, for i sidste ende for at sidde udslidt og færdig tilbage.

Men jeg har også set hvordan præster som engang turde prædike sandhed, i deres kødelige lyst efter at få en prestigekirke har ændret på deres budskaber. Præsterne fandt så frem til lovende kirkevækstkoncepter, der skulle få flere til at komme i kirken. Jeg har set hvordan disse koncepter ikke har givet noget som helst andet end utilfredse kirkegængere, men jeg har også set at nogen kirker faktisk er vokset markant. Nogle af disse koncepter virker jo, for de er jo skabt til at skabe vækst. Men jeg har også set hvad der sker når præsten som tog initiativet til det, bliver ”kaldet” af en anden og større kirke til at komme og gøre det samme. Så falder det hele fra hinanden, og væksten som man havde, viser sig at blive en gammel ballon der engang var stor, spændstig og flot, men nu i stedet er blevet slatten, støvet og kedelig. Jeg har set at det hele var tomhed, og at det byggede mere på mennesker end det byggede på Gud og Hans sandhed.
De samme kirkers præster har jeg set blive hyldet af andre præster som offentligt har sagt tillykke, godt gået, og superarbejde til den succesfulde præst. Mens de samtidig glemmer at hvis væksten skyldes præsten og ikke Gud, så er det ikke en vækst der er værd at bygge på.

Guds sande kald
Gud har aldrig nogensinde kaldet os til prestige. Han har kaldet os til at være Hans børn, og han har kaldet os til at prædike evangeliet. Vores drivkraft skal ikke være lysten til at blive set, og anerkendt af andre. Vores drivkraft bør altid være at gøre Guds vilje, og gøre det til Hans ære. Det er ikke det nemmeste at gøre, for vi har alle noget kød i os som vil noget andet. Men er det ikke langt bedre end at ens drivkraft er at få andre til at se på Kristus, end det er at få folk til at se på en selv?

Share on Facebook

Indrømmet, jeg bliver selv irriteret over præster der påstår vi kan lære af den ene og den anden sekulære person eller ideologi. For det skal ikke være denne verden der leder os, men Guds ord og Guds Ånd. Så undskyld til dig der ikke kan lide overskriften her. Men det skal heller ikke gøre os helt lukkede for at lære noget fornuftigt af denne verden. Og nu hvor det meste af Hypen over Stan Lees død (manden som står bag en stor del af Marvels superhelteunivers), kom jeg til at tænke på at Stan faktisk satte det sproglige niveau i hans tegneserier meget højt. Når man læser en af de gamle Jack Kirby/Stan Lee historier, så er det ikke usædvanligt at der blev brugt ord som man ellers ikke brugte i daglig tale. Ofte var det ord som kom fra gymnasie- og universitets-verdenen. Nogle af figurerne havde også helt shakespeareagtige dialoger, noget som man ellers ikke ville tænke ville passe til et tegneseriemedie. Men det var med fuldt overlæg at Stan Lee valgte dette. Han havde fundet ud af at mange af læserne var folk i tyverne som var under uddannelse, men samtidig var der også en mængde teenagere og børn der læste bladene. I stedet for at tænke at svære ord kunne skræmme de yngre læsere væk, så mente Stan Lee, at de jo ikke behøvede forstå det hele, og man kunne sagtens sørge for at det var spændende uden at alt blev forklaret på børneniveau. Det viste sig han havde ret. Her er hvad han sagde om dette i 1984:

”We used colleged-level vocabulary. We wanted to use words like proselytize, or misanthropic, we go a head and we do it, and we don’t worry about the young kids, and we find that they enjoy the stories as much as the older ones. But we encouraged the older audience to read comics to.” Sagt I et talkshow med Alan Thicke I 1984 (link).

Det er ikke fordi jeg ønsker at anbefale Stan Lee, eller hans historier, nogle af dem var spændende og gode, andre bare dumme eller skøre, og meget af Marvel blev i halvfjerdserne også til religionsblanderi o.l. Men om ikke andet så var manden en fantastisk kommunikatør. Han formåede i 7 årtier at kommunikere spændende indhold til en bred gruppe af folk. Og det gjorde han ikke ved at gøre sproget simpelt. Han troede faktisk på at hans læsere kunne læse, eller kunne blive bedre til at læse hvis de fortsatte med at læse. Han var ikke bange for at noget af det gik hen over hovedet på læserne, bare historierne var spændende nok. Og lige præcis her kan den moderne kirke lære noget.


For alt for mange steder er man bange for at prædike et budskab som bruger bibelske ord, for man ønsker ikke at skubbe folk væk med ”svære ord som ingen forstår”. Konsekvensen er flere steder at forkyndelsen er på et barnagtigt niveau, som der ikke er noget kød på. Præstens opgave er at forkynde Guds ord uden at gøre det nemmere at spise, og uden at gøre det så simpelt at der ikke er noget at tænke over. Præsten må godt bruge ord som folk ikke er vant til, men gør det endelig på en måde så folk får lyst til at finde ud af hvad det betyder.
Det er bedre at prædikanterne bruger et ordforråd som er bibelsk og rigtigt, end at de bruger ord som bare forsimpler vigtigt indhold fra bibelen. Når det er sagt, så må der selvfølgelig også godt være plads til begge dele, og gerne i den samme forkyndelse. Men det som Stan Lee gjorde var at have en spændende historie, og kommunikationen af den historie behøvede ikke gå ud over sproget. For hvis historien var spændende nok, så skulle læserne nok følge med selvom de ikke forstod alle ord. På samme måde har kirken noget der er langt mere spændende. For evangeliet er ikke bare en spændende historie, den er også sand, og selve det at Gud blev menneske for at redde os mennesker der i vores syndighed var helt fortabt, det er en fantastisk historie som er værd at fortælle. Så lad os fortælle evangeliet, og lad os gøre det rigtigt og så spændende at folk som ikke forstår hele evangeliet, dog får lyst til at lære mere om evangeliet så de forstår hvem Jesus er, og hvorfor Han kom til os.

Share on Facebook

Når folk som Torben Søndergaard (TS) og Benny Hinn beder for syge, og vi ser noget der umiddelbart ligner en helbredelse, så er det ikke tale om rigtige helbredelser. Det er ikke andet end en blanding af adrenalinsus og manipulering med mennesker. Jeg er overbevist om at charlatanen Benny Hinn godt ved dette. Men kunne godt forestille mig at Torben Søndergaard selv tror på der er tale om helbredelser. Der findes jo folk der kan tro på sine egne løgne. Men om han gør det eller ej, så ændrer det ikke på at dette ikke er virkelige helbredelser, og det er slet ikke mirakler der sker.
Jeg har før bedt folk om at give mig dokumentation for de påståede helbredelser som TS påstår sker igennem ham. Men hverken ham selv eller andre har været i stand til det. Med andre ord, vi har ikke nogen lægelig dokumentation for folk der er blevet helbredt for kræft, selvom TS påstår der er folk der efter hans bønner er blevet helbredt for kræft. Det er bare sådan noget han skriver på facebook og så tror folk på det er sandt. Men det er ikke andet end påstande fra hans side. Den falske profet Todd Bentley gjorde forresten det samme. Han havde også masser af påståede mirakler og helbredelser, men ingen, absolut ingen dokumentation herfor.

Hvad er et mirakel?
Men hvad var det lige for nogle mirakler vi ser i det nye testamente? Det var lamme der blev raske, døve der kunne se, stumme der kunne tale og blinde der kunne se. Hør hov, hvor er lige den slags mirakler henne blandt disse selvbestaltede helbredelsesevangelister? Jeg tror forresten på at Gud helbreder i dag, og jeg tror det er bibelsk at bede for syge. Det tror jeg på af en ganske enkel årsag, nemlig at bibelen siger vi skal bede for syge og lægge hænderne på dem. Der er ikke noget der viser vi skulle stoppe med dette. Men at folk holder op med at have ondt i foden eller hovedet, eller at man oplever en varme igennem ryggen o.l. er ikke et mirakel, og det er for meget at påstå det er Gud der gør det.
Hvis Benny Hinn eller Torben Søndergaard virkelig udfører mirakler, så burde de vise det ved at helbrede de lamme, de døve, de stumme og de blinde. Men underligt nok, så er det aldrig dem de beder for. Måske er det fordi de godt ved inderst inde, at der kommer de til kort. Der stopper deres tro. Hvilket er ok de ikke har tro til. Men så burde de altså holde op med at kalde deres små happenings for mirakler og helbredelser, når de ikke kan fremvise mere dokumentation for det end en zoneterapeut kan komme med. Men fordelen ved at helbrede en lam, døv, etc. er at det bliver meget nemt at dokumentere det. Men det ser vi bare ikke noget af fra deres side.

Forresten så er det bibelsk nok at få helbredelser dokumenteret. Det ville Jesus også have, når han bad dem Han helbredte om at gå til deres præst og blive synet. Det var den tids dokumentation, i dag har vi læger til det.

Se mere om bibelsk dokumentation for lægedom her: http://sand.omvendelse.dk/hvorfor-sendte-jesus-de-helbredte-til-praesterne-4785.htm

Og her et link til hvor TS ikke vil have hans “mirakler” undersøgt:http://sand.omvendelse.dk/torben-sondergaard-mener-ikke-hans-mirakler-har-brug-for-at-blive-testet-4793.htm

Share on Facebook

Mange har glemt hvad korset egentlig er og var, og hvad det betød for den oprindelige kirke. Selv kristne har gjort korset til et ydre tegn, som vi synes ser flot ud. Men vi glemmer at budskabet om Jesu død på korset er et livsforvandlende budskab. Korset var der hvor Jesus bar vor synd, hvis vi ville tage imod Ham som vores Herre og give vore liv til Ham. Og det budskab er vigtigt at holde højt altid.
Men hvis korset bare bliver til en pyntegenstand, så bliver korset jo bare til dårskab. Hvilket er noget djævelen vil forsøge at få folk til at se det som. Det er også hvad filmproduceren Eric Holmberg i nedenstående video viser sker flere steder i den moderne musik. Han tager her eksempler op hvor han viser hvordan nogle af disse musikere, nedgør korset, og istedet ophøjer sig selv. Korset bliver bare til noget accessori, og ikke det sted hvor vi kan finde Jesu frelse.

Share on Facebook

At prædike Guds ord, er på den ene side verdens nemmeste opgave, men samtidig også utrolig svær. Det burde være nemt, for det handler i bund og grund, bare om at finde ud af hvad Guds vil sige til os igennem sit ord. Det skal man så fortælle videre til menigheden. Ok det er nok lidt firkantet formuleret, men ikke desto mindre sandt. Der hvor det går hen og bliver svært, er når prædikanten oplever at han har noget at fortælle der er mere interessant end det der står i Guds ord. Det sker desværre alt for tit. Alt for mange gange bliver prædikestolen misbrugt til at fortælle noget som ikke bygger på Guds ord, og heller ikke viser hvad Guds ord siger.
Jeg husker første gang jeg var i en folkekirke lige efter jeg var blevet kristen i 1989. Det var hos min familie i København hvor vi juleaften tog til julegudstjeneste i en gennemsnitlig folkekirke. Jeg så naivt frem til at høre Guds ord, men jeg blev slemt skuffet. Juleevangeliet blev dog læst op, men i stedet for at vise hvad det betød, så læste præsten teksten skævt ind i vores egen tid. Den kom til at handle om at kommuneskatten var så lav at der ikke var råd til at hjælpe dem der havde brug for hjælp. På vejen hjem sagde en af de andre fra familien at det da var en god prædiken. Hvortil jeg svarede som nyfrelst at det syntes jeg ikke, for jeg kunne ikke se hvad kommuneskatten havde at gøre med juleevangeliet. Der var jo intet om hvorfor Jesus blev født, og hvorfor vi havde brug for at Han kom. Det kunne de trods alt godt se. Det kan da godt være kommuneskatten var for lav, men det var ikke det der stod noget om i bibelteksten som blev læst, og derfor blev det til misbrug af prædikestolen.
Som frikirkekristen troede jeg dengang (igen naivt) at man var bedre til at prædike i frikirkerne. Men det samme problem eksisterer der, selvom det ofte bliver vinklet på en måde der sjældent har noget at gøre med skatteprocenter. I frikirkerne i Danmark har alt for mange præster tendenser til at prædike overfladisk pop-psykologi, eller banal livsfilosofi der er tættere på Anthony Robbins end Guds sandheder. Et godt eksempel på en der lever op til dette er Hillsong præsten fra København Thomas Hansen. Det bliver ganske rigtigt sagt på en levende og til tider spændende måde, og respekt for det. Men det er ikke Guds ord der bliver prædiket, men præstens egne meninger og tanker. Og det er lige præcis det der er problemet. Når en præst bruger mere tid på at prædike sine egne meninger og tanker, så har han misforstået prædikantens opgave. Og ikke nok med det, man misbruger prædikestolen til at sætte sin egen dagsorden, i stedet for Guds dagsorden.
Men det er også der der gør det svært at prædike. For har vi ikke noget alle sammen som vi mener der kan være godt at sige til andre? Og det behøver der jo slet ikke være noget galt i. Der kan jo godt være noget pop-psykologi der kan være i orden, ligesom der også kan være ting i det livsstilsguruen Anthony Robbins siger. Det som er galt er at man siger det fra en position som er beregnet til noget der er langt større og vigtigere end pop-psykologi og banale livsstilsmottoer. Derfor er det så såre vigtigt at når man stiller sig op som prædikant, så ved man at man skal lægge sig selv væk, og også sine egne meninger. Når man stiller sig op på en prædikestol så er det som budbringer af Guds ord, og ikke en selv. Hvis man ikke er parat til det, bør man ikke søge at blive prædikant, men finde en anden gerning.

Share on Facebook

 

En af tidens mest fremtrædende vranglærer er NAR. Det står for New Apostolic Reformation, og påstår at kristne skal overtage denne verden og få magten. Det skal bl.a. ske ved at apostle tager magt over dæmoner i storbyer, i politik, økonomi m.v. Det lyder jo rigtig dejligt, men det er ikke en bibelsk lære, og den har stærke rødder til trosbevægelsen. NAR er ikke en gruppe med et tydeligt netværk og hierarki, selvom de fleste mener det er C. Peter Wagner der er overhovedet for den, da det også var ham der var med til at starte NAR-bevægelsen. Selve det at der ikke er et tydeligt netværk og hierarki giver dog nogle problemer. For man kan sagtens finde folk der siger de samme ting som NAR, og gør de samme ting som NAR, men samtidig påstår at de ikke er en del af NAR. Det påstår de netop fordi de ikke anser sig selv for at være en del af ”netværket”.

Det samme problem havde vi for ca. ti år siden, hvor emergent church bevægelsen var på fremmarch. Dengang var der rigtig mange som lod sig kraftigt inspirere af emergent church, og sagde de samme ting som dem og gjorde de samme ting. Men samtidig påstod de samme folk hårdnakket at de ikke var emergente. Men sagen er bare den at hvis det går som en and, og rapper som en and, og spiser som en and, så er det fordi det er EN AND!

Så at påstå man ikke var emergent, når man opførte sig og talte som emergent dengang var bare uærlig snak. Det samme gælder dem som siger de ikke tilhører NAR, men samtidig prædiker NAR-teologi.
En af dem omtalte jeg i sidste indlæg. Det er præsten for Danmarks største frikirke Kirken i Kulturcentret, som ligger i København. For her ikke bare taler man NAR-teologi, nej man inviterer fremtrædende folk fra NAR-bevægelsen til at sprede deres giftige lære. Eksempelvis har man haft Randy Clark som var med til at starte den mærkværdige Toronto-vækkelse, hvor folk havde nogle meget underlige oplevelser med hysterisk grineri, dyrelyde og åbenbaringer som i bedste fald var tåbelige, i værste fald dæmoniske.

For to år siden havde man en af de mest fremtrædende personer fra NAR på besøg. Selveste Bill Johnson fra Bethel Church i Californien. Bill Johnson var en af dem der var med til at godkende den falske profet Todd Bentley. En mand som under en påstået vækkelse i Lakeland drak sig stangstiv, var sin kone utro, og samtidig løj om helbredelser og skadede mennesker både fysisk og åndeligt på scenen til deres møder. Derudover prædiker Bill Johnson selv tydelig NAR-teologi og forvirrer mange kristne med sine budskaber. For han kan lyde rigtig rar og behagelig på en ”kristen” måde. Men det er ikke kristendom han prædiker.

Disse to og mange andre fra NAR-bevægelsen har Jarle Tangstad inviteret og tilmed givet dem en prædikestol at tale fra. Det er virkeligt alvorligt og meget kritisabelt at manden der er leder for Danmarks største frikirke bruger sin indflydelse til at sprede giftig lære fra NAR-bevægelsen.
Men en ting er at Jarle inviterer disse folk og selv prædiker den samme lære. En anden ting er at ingen i Pinsevækkelsen som han er en del af, irettesætter manden. For jeg ved der er ledende folk i pinsevækkelsen som er imod det der sker i Kulturcentret, men ingen tør tale imod det. Det jeg hører er at folk er bange for Jarle. Men spørgsmålet er jo hvem vi skal frygte mest, Gud eller mennesker? Eller nærmere hvem vælger vi at frygte mest, og her er der altså tydeligvis nogen der har valgt at frygte Jarle mere end Gud. Trist.

Share on Facebook

I den sidste udgave af Udfordringen kan man læse at Danmarks største frikirke som har navnet ”Kirken i kulturcentret” vil fusionere med de andre kirker som holder til i bygningen (se link her). Umiddelbart lyder det som en god idé. Det er sådan set bare andre små menigheder som består af diverse etniske grupper (Spanien, Thailand, Fillipinsk m.v.) som man vil fusionere med. Pt. er disse små menigheder mere eller mindre selvdrevne med deres egne ledere. Men ved en fusion vil det blive Jarle Tangstad som vil blive den primære leder, og det er bestemt ikke nogen god idé.

Jarle har været leder for kirken i over 25 år. I den tid har Jarle vist at evangeliet i den kirke fylder mindre og mindre. Men til gengæld har Jarle formået at følge den ene moderne kirketrend efter den anden. Det har han og kirken gjort i håbet om at det ville betyde kirkevækst. Den vækst har været meget meget svær at få øje på. Men det som nok er mest trist er at under Jarle Tangstad, har Danmarks største kirke inviteret den ene falske profet efter den anden. Dermed har Jarle givet plads til giftig vranglære som har vist sig at ødelægge både kristne og kirker. Jeg ved personligt at der er flere i den kirke som har forladt kirken bl.a. pga. dette, men også pga. Jarles lederstil. Jarle er dertil heller ikke særlig god til selv at prædike evangeliet. Jeg tror bestemt at han kender evangeliet, ligesom Rick Warren også gør. Men det er ikke evangeliet der kommer til kende i hans forkyndelse, ligesom det heller ikke kommer til kende i Rick Warrens forkyndelse.

Problemet ved at fusionere disse menigheder ind under Jarles ledelse, er at Jarle bliver deres leder, og han har vist at han ikke formår at være leder for Danmarks største frikirke. Når man inviterer folk som Randy Clark som var med til at starte den falske Torontovækkelse, den okkulte romersk katolske kvinde Vasula Ryden, der angiveligt får mærkværdige beskeder fra gud (men det er ikke bibelens Gud), eller den falske profetinde Sharon Stone (nej, ikke skuespillerinden), så lever man ikke op til sit ansvar som hyrde for kirkens medlemmer. Så er man en lejesvend som mere tænker på sit eget, og ikke på kirkens ve og vel.

Der er mange andre falske profeter som Jarle har inviteret, men jeg nøjes med at nævne disse. Her er lidt dokumentation for den del.

Randy Clark:https://udfordringen.dk/2014/04/randy-clark-danmark/

Vasula Ryden:http://www.kirkenikulturcenteret.dk/event/foredrag-med-vassula-ryden-og-ashin-javid

Sharon Stone:http://kirkenikulturcenteret.dk/sharonstone

Share on Facebook
11
Oct

For nogle år siden tabte jeg mig en del kilo. Det gjorde jeg fordi jeg havde for usundt og ikke taget nok hensyn til det min krop kunne overkomme at indtage. Mit BMI var derfor i den forkerte ende af skalaen. Så jeg valgte at ændre på mine spisevaner, og samtidig bevæge mig mere. Efter et stykke tid kom jeg ned på en vægt som svarer til det mit BMI skal ligge på. Men hvorfor var jeg blevet overvægtig? Jo, jeg havde simpelthen vænnet min krop til at spise pommes frites, lyst brød, chokolade, chips og sukkermættede sodavand m.v. Ting som jeg vidste var usunde i forvejen, men fordi jeg spiste mere og mere af dem, opstod der en tilvænning som gjorde at min krop efterspurgte mere og mere af disse varer. Jeg måtte i stedet gøre en indsats for at få nogle bedre vaner, og arbejdede på at få smag for mere sunde fødevarer, dog uden at blive ”religiøs” omkring det. Så i dag, er jeg superglad for fuldkornsbrød (jeg kan nærmest ikke få mig selv til at spise lyst brød). Jeg spiser kun sjældent pommes frites, og chipsindtaget er ret lavt. Til gengæld spiser jeg stadig ost med glæde og laver selv min mayonaise, og har intet problem i at bruge bacon i maden. Men jeg er det man vil kalde normalvægtig i min aldersklasse.

Kirkens problem
At vi mennesker kan vænne vores smagsløg til at efterspørge usunde fødevarer i stedet for de sunde varer er alvorligt nok. Men der er et sted hvor det er langt mere alvorligt. Og det er i kirkerne. For sådan som jeg levede med usunde fødevarer er der i dag mange kirker der lever i med vranglære. De spiser forkert, særlig af for meget amerikansk letfordærvelig ”christianity”, som ikke ser ud til at koste ret meget. Det sniger sig ind og sætter sig som fedt op af de vitale dele af kirken, og det er også der omkostningerne viser sig. Ligesom fedtet havde sat sig rundt om mine tarme, og mine indvolde, har vranglære sat sig på mange af kirkens folk. Men på en måde så de ikke kan se at det skulle være noget galt med det. De siger måske at der kan være problemer her og der, men det nok ikke er så alvorligt. Ligesom jeg selv havde svært ved at se at min fedme var et problem, så har mange kristne svært ved at erkende at vranglære er et problem i dag. Og årsagen er ganske enkel. Som jeg elskede at spise croissanter, stegt flæsk og friturestegte pommes frittes m.v. således elsker mange af disse folk også den vranglære som de i dag spiser gladelig af. De ønsker ikke at give slip på den, fordi den smager godt. Men det er stadig vranglære, og konsekvenserne af vranglæren er så stor at selv verden kan se at disse kirker gør det forkert. Og selv når det sker, vælger mange stadig at holde fast i vranglæren. Hvor ville det dog være rart hvis der var kirker som kunne se at ”vranglærens fedt” som de har hængende på sig, ikke er til gavn, men kun er med til at nedsætte deres effektivitet. I værste fald vil det dræbe dem. De skulle tage og begynde at spise rigtigt i stedet. Ved at spise det som kirken har fået besked på er kirkens mad, nemlig Guds ord. Den bliver vi ikke fedladne af, den holder os i stedet sunde og stærke, og er det ikke meget bedre?

 

Her er lige et eksempel fra et verdsligt satireprogram der ikke har svært ved at se når kirken gør det forkert. Det burde vi faktisk heller ikke have svært ved at se, når selv verden kan se det.

Share on Facebook

Engang spurgte Jesus sine disciple om hvem folk sagde at Han er. Svarene var sådan set positive nok for disciplene havde hørt at folket troede Han var Johannes Døberen, Elias eller en af de andre profeter der var vendt tilbage. Så mange folk troede ganske rigtigt at Jesus var sendt af Gud. Men så er det at Jesus kom med sit berømte spørgsmål: ” Men I, hvem siger I, at jeg er?” i Mattæus 16.15. Hvortil Peter kom med sin ligeså berømte bekendelse: ” Du er Kristus, den levende Guds søn”.

Hvis en jøde hørte det blive sagt dengang at Jesus var den levende Guds søn, så ville man forstå at det var det samme som at påstå at Jesus er Gud. For i en jødes øjne var det ikke mindre værd at være Guds søn, end Gud selv. Med andre ord, bekender Peter at Jesus er Gud der er blevet menneske og er kommet ned til os. Den bekendelse får Peter ros for af Jesus. Men det som også er værd at lægge mærke til her er at folket havde ret mange meninger om hvem Jesus var. Og selvom det ikke engang var negative meninger, så var det ikke nogle som kunne hjælpe dem. De havde faktisk et forkert billede af Jesus. For profeterne og Johannes Døberen kunne ikke frelse dem, kun Jesus Kristus.
Alt for mange i dag har også et forkert billede af Jesus. De kan sagtens have et billede af Jesus som en vis mand, en flink mand, en stor filosof, eller en spændende retoriker. Nogle kan tilmed mene at det var Gud der sendte Jesus, men alligevel have et forkert billede af hvem Han er.

Der findes folk i Islam, i jødedommen, ja også i hinduismen og buddhismen som har stor respekt for Jesus, og anerkender Jesus som en vigtig og god person i verdenshistorien. Men hvad nytter det hvis man ikke kan se at ens synder gør at man er skyldig til evig fortabelse, og ikke kan se at den Jesus de respekterer så meget, er den eneste der kan frelse dem?

Nogle gange bliver jeg lidt trist over at høre om folks anerkendelse og respekt for Kristus og for kristendommen, for det hjælper dem ikke noget, medmindre de tager imod Guds frelse og omvender sig fra deres synder. Man er nødt til at nå til erkendelse af at Jesus er den eneste der kan frelse en, og at Jesus ikke bare er en inspirerende eller fascinerende person. Hvis ikke man kan se det, så er ens tro på Jesus ikke noget værd, for det er ikke en frelsende tro. Vi er nødt til at tro på den Jesus som bibelen viser, og det er den samme Jesus som Peter bekender han tror på. Så lad os pege på den sande Jesus, Ham som kan frelse os, og ikke bare en Jesus som lyder klog, eller rar og som de fleste kan lide. Det er så vigtigt at have et sandt og fuldt billede af Kristus, og ikke et halvt som ikke viser hvem Han virkelig er.

Share on Facebook