Forfølgelse er noget vi kun sjældent hører om i de vestlige kirker i dag. Det skulle da lige være hvis man inviterer en fra Åbne døre til at komme og prædike. I så fald hører vi om kristne i andre lande som er forfulgt, og så tænker vi nemt ”Ih hvor har vi det godt her i Danmark, for vi er da ikke forfulgt”. Men det er en farlig tanke at have, for Paulus skriver til Timotheus at ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” i anden Timotheus 3.12.

Kristendom = forfølgelse
Ifølge Paulus er forfølgelse ikke noget man kan undgå som retlevende kristen. Det er noget der følger med i kristenlivet. Men selvfølgelig er der grader af forfølgelse. Det forekommer på forskellige områder og i forskellige styrker. Men en ting kan vi være sikker på, nemlig at vi kristne er blevet lovet forfølgelse. Dette viser Jesus også er vigtigt at gøre folk opmærksomme på, når Han i lignelsen om sæde-frøet fortæller, at det korn der blev sået på klippegrund som sprang hurtigt op, men blev svedet af solen, svarer til dem der kun holder ud en tid. Det er dem som falder fra, når der kommer forfølgelse og trængsler, siger Han. Jesus omtaler her forfølgelsen som en selvfølge, hvilket Han gør indtil flere gange i bibelen. Han begrunder det med at hvis de kan finde på at korsfæste Ham, hvad skulle de så ikke kunne finde på at gøre ved Hans efterfølgere?

Men selvom vi er blevet lovet forfølgelse, kan vi p.t.  godt være taknemmelige for, at vi ikke nødvendigvis bliver sat i fængsel pga. vores tro her i Danmark. Men en dag vil det også komme til at ske i dette land. Om det bliver i min levetid eller ej ved jeg ikke. Og det skal jeg heller ikke begynde at fundere for meget over. Men jeg skal være parat til at det kan ske. For der vil komme en dag, hvor enhver der er kristen, vil blive udsat for voldsom forfølgelse. Det ser vi bl.a. i Markus 13.9-13 hvor Jesus siger:

Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem. Først skal evangeliet prædikes for alle folkeslag. Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden. En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod forældre og få dem dømt til døden. Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Et ord der er værd at lægge mærke til her er ordet NÅR. Der står ikke hvis de fører jer for retten, men når de fører jer for retten. Dette er altså ikke noget vi kan bede os fri for på dette tidspunkt. Der vil ikke være nogen “åndelige kamps bønner”, eller nogen smarte bibelske metoder til at leve et liv i overhalingsbanen med masser af succes, og heller ikke nogen juridisk undtagelse her som vi kan benytte os af her. De kommer og de vil hente os fordi vi er kristne, og har Jesus til Herre. Dette vil være en tid hvor der er plads til at være muslim, buddhist, ateist, m.v. Men der vil ikke være plads til folk der har sat Jesus på førstepladsen. Der vil også være plads til folk som kalder sig kristne, men ikke lever som kristne. For de folk har ikke sat Jesus på førstepladsen.

Nu kunne vi tænke at det forhåbentlig ikke sker i vores generation. Det kan jeg personligt ikke se noget galt i at tænke, men en ting der er vigtigere er at vi skal vide og være parat til at dette kunne ske i vores generation. Det kunne ske for dig og mig. Og hvis det bliver i vores tid, er vi så parate til at det skulle komme så vidt? Hvis vi ikke er parat til at blive forfulgt med den smule omkostninger det har for os i dag at leve et gudfrygtigt liv, hvorfor skulle vi så være parate til forfølgelse når det bliver rigtig voldsomt? Betaler vi kristne prisen for at efterfølge Jesus i dag, eller forsøger vi at undgå at betale den pris som andre gudfrygtige kristne betaler? Er det overhovedet spørgsmål vi tør stille os selv?

Men vigtigere er det at tænke over hvad det er for en kirke der ikke gør folk parate til den forfølgelse som vil opstå på et tidspunkt? Er det en kirke der opfylder Jesu ord? For lige netop her har den moderne vestlige kirke fejlet. De kirker som påstår at de har fuldt med tiden, og som bilder folk ind at kristendom handler om at have det sjovt eller være i et godt socialt fællesskab o.l. de kirker har ikke forberedt deres medlemmer på den forfølgelse der vil komme. Det vil jeg komme ind på næste gang.

Share on Facebook

Jeg er taknemmelig for at jeg havde læst i bibelen før jeg blev en kristen. For ellers ville jeg jo kun have menneskers forklaringer på hvorfor jeg skulle blive en kristen. Jeg hørte ellers ofte kristne give lokkende argumenter for at blive kristen. Det kunne eksempelvis være hvor fedt det er at være en kristen, eller at Gud har en “vidunderlig plan for mit liv”. Den slags argumenter hørte jeg, men jeg vidste godt at det ikke var det bibelen sagde, og blev irriteret over at skulle høre de kristne sige den slags vrøvl. Bibelen have heldigvis vist mig noget ganske andet. Jesu ord viste flere gange at det at tilhøre Ham betød, at man måtte give afkald på sig selv. Der stod ganske rigtigt at Jesus også kom for at give liv og liv i overflod. Men det skal forstås sammen med de andre udsagn om kristenlivet. Det skal ikke forstås isoleret. Så jeg vidste at det at blive en kristen, og være en kristen ville medføre modstand, og det er vigtigt at vide før man omvender sig.

Paulus i fængsel

Ikke altid så nemt
Det er ikke altid nemt at være en kristen. Jeg synes det ofte har store omkostninger. Så hvorfor har jeg holdt fast i troen alligevel? Måske skulle jeg kigge på en helt anden end mig selv her, for der er folk der har betalt langt større omkostninger end jeg har, og alligevel holdt fast i troen. Paulus som er den person der leverer størstedelen af det nye testamente betalte virkelig prisen. Det ser vi bl.a i det her:

“Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder. Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne.” Anden korinter 11.24-28.

Hvordan kunne Paulus tåle så stor modstand, og ikke falde fra? Jeg tror noget af svaret ligger i at han med egne øjne havde set hvad der kan være den højeste omkostning for de kristne. Nemlig martyrdøden. Noget som han ifølge ham selv, havde været med til at udøve på kristne før hans omvendelse. Så da Paulus selv bliver en omvendt kristen, vidste han godt hvad han gik ind til. Han var ikke blevet lovet guld og grønne skove i dette liv. Han havde ikke fået at vide at Jesus havde en vidunderlig plan for ham eller lignende. Paulus gik hele vejen på trods af stor modstand. Modstand både fra egnes side og fra det romerske imperium.

Hvad vi ofte glemmer var at hans forkyndelse af evangeliet også bar præg af dette. For i den forkyndelse ser vi at Paulus advarer imod Guds dom, i stedet for at undlade at tale om den, sådan som vi plejer idag. Han holdt ikke sandheden tilbage.  Hvordan den forkyndelse lød, kunne jeg godt tænke mig at komme lidt mere ind på næste gang.

Share on Facebook

Et tegn på at vi lever i en tid med frafald og mangel på bibelviden, er den fokus de jeg-centrerede prædikanter får. Og særlig når disse jeg-centrerede prædikanter bliver fremstillet og set på som “mere åndelige” end andre. Men hvad er en jeg-centreret prædikant? Her vil jeg skelne mellem to typer. Den første vil jeg kalde den usunde jeg-centrerede prædikant der taler mere om sine egne oplevelser, end han taler om Guds ord. Den anden vil jeg kalde den falske vranglærer som taler om sig selv, og har lagt en ny betydning i Guds ord som ikke er i overensstemmelse med evangeliet. Den sidste type har jeg skrevet en del om i forvejen. Man finder dem særlig hos trosbevægelsen. Navne som Todd Bentley, Kenneth Copeland, Jens Garnfeldt m.v. hører til i den kategori.

Men så er der den anden type. Den kan være lidt svær at gennemskue, for det er en type som kan sige rigtig mange gode og rigtige ting, som man kun kan være enig i. Men problemet hos dem opstår i at de taler mere om dem selv, end om Gud. Her er nogle eksempler på hvad en typisk jeg-centreret prædikant kan sige:

“Gud sagde til mig at jeg skulle i fjernsynet, og jeg skulle opleve at folk blev raske når jeg bad for syge der.”

“Gud viste mig i et syn hvordan kirken skulle være.”

“Helligånden har givet mig et budskab som er til nogen ganske særlige denne aften”

“Jeg oplevede at jeg skulle gå hen til den person og give hende et profetisk budskab fra Herren”

Men hvad er der så galt med de eksempler jeg er kommet med her? “

“Det handler om MIG fordi Gud bruger MIG”
De handler om afsenderen selv. De handler ikke om at man har underlagt sig Gud, og at Han må blive større i en, og en selv må blive mindre. Nej, der er her en usund fokus på at “JEG bliver brugt af Gud”. Se mig, støt mig, gør som mig, vær som mig, mig, mig, mig, mig. Hmm hvor meget godt bor der egentlig i mig? Intet, det vil sige i mit kød er der intet godt, så derfor er der en naturlig fare indbygget i at høre på enhver der taler for meget om hvor meget Gud bruger ham eller hende. Særlig når det der virkelig er behov for, er at høre er hvad der står i Guds ord! Men det er åbenbart ikke altid så interessant for den jeg-centrerede prædikant. Han vil hellere have at vi hører på HANS åbenbaring, og på HANS nye idé som BESTEMT er fra Gud og så videre.

Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab (Hoseas 4.6)
Desværre er vi så fattige på bibelkundskab i Danmark i dag, at vi har meget svært ved at kunne se dette. Man kan blive så fokuseret på de oplevelser som prædikanten påstår at have, at man bruger oplevelserne til at godkende dem som værende fra Gud. Men her er det vi ofte fejler. For hvad enten prædikanten har haft disse oplevelser eller ej, og hvad enten de er fra Gud eller ej, så er det ikke oplevelserne i sig selv, som skal bruges til at vurdere om det prædikanten kommer med er fra Gud eller ej. Det er og bliver Guds hellige ord vi skal bruge til det. Jeg er simpelthen så led og ked af at se folk følge den ene selvpromoverende prædikant efter den anden, i troen på at denne person kan man stole på, for det er jo “så tydeligt” at Gud bruger vedkommende. Personligt ville jeg ikke bryde mig om at nogen fulgte efter mig, fordi jeg har skrevet noget der var rigtigt, eller fordi jeg havde kommet med en eller anden stor åndelig oplevelse som gjorde at jeg pludselig blev en som “Gud brugte på en særlig måde”. Problemet i at folk får sådan et forhold til mig, er at jeg fejler. Og hvis folk har fået en oplevelse af at jeg bliver brugt på “en særlig måde”, og så ser at jeg har pletter som alle andre, og fejler og slår mig som alle andre, så kan det blive en stor skuffelse for nogen. En skuffelse så stor at fordi de byggede deres liv, og deres valg på det JEG oplevede, kan betyde at de i sidste ende vil falde fra troen. Fordi de ikke havde formået at bygge på et fundament der er så meget mere stærkere end jeg er.

Det er af ufattelig stor betydning at vores forkyndelse, vores fokus, og vores liv, peger på Jesus Kristus. Ikke på os selv, heller ikke på hvor meget vi tror vi bliver brugt af Gud (det må folk selv vurdere, det er ikke prædikantens opgave at vurdere for folk). For hvis vi lærer folk som er kommet til tro, at bygge vore liv på Jesus Kristus, og hvile i Ham, så har de ikke noget at blive skuffet over. For Han er trofast og retfærdig. Han er fuld af nåde. Han er fuld af barmhjertighed glæde og fred. Han er den fuldkomne kærlighed. Det er meget sandsynligt (nej sandheden er at det er helt sikkert) at jeg fejler. Men det er absolut sikkert at Gud ikke fejler. Bl.a. derfor kan jeg godt “nøjes” med at pege på Ham. Jeg behøver ikke fortælle om alt det Gud gør igennem mig. Jeg behøver ikke pege på alt det jeg gør, for det er jo ikke særlig meget. Jeg er blot et lerkar som før jeg blev et Guds barn var fuldt ud parat til ødelæggelse. Kun pga Guds nåde tilhører jeg Ham i dag, det skyldes ikke mig selv.

Fristelsen for den usunde jeg-centrerede prædikant
Jeg ved godt at der er en ting som særlig er et problem, for en del af de forkyndere der faktisk kender evangeliet, men taler mere om dem selv end de taler Guds ord. Hvis de begynder at prædike mere Guds ord, end deres egne oplevelser, så vil mange af deres støtter forsvinde lige så stille. For der er nogen som synes det er langt mere interesant at høre om folks “åndelige oplevelser” end de ønsker at høre et klart Guds ord. Trist for dem, for hvorfor skulle de have lyst til at være sammen med Gud i Himlen, hvis de ikke vil høre hvad Han allerede har sagt til dem i dag igennem sit ord. Det havde Paulus forstået mere end de fleste andre. På trods af store oplevelser så ser vi i hans forkyndelse at det ikke handlede ret meget om ham selv, men om den som havde frelst ham.

“For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld.” Anden korinterbrev 4.5

Share on Facebook

Engang blev jeg kontaktet af en ung mand som var næste færdig med at oversætte en ret god bog som jeg selv havde læst på engelsk. Han ville godt finde ud af hvordan man kunne gøre den færdig og få den udgivet. Det ville jeg rigtig gerne støtte ham i. Oversættelsen manglede bare at blive færdigredigeret og lige få nogle få kapitler mere oversat, og så var den parat til at blive udgivet.  Den unge mand havde inden han fandt denne bog tilhørt en gruppe af mennesker som er lidt ligesom Torben Søndergaards ”The last reformation”, men bogen han havde fundet gjorde at han kunne se han var ledt på vildspor, og han gik derfor ud af denne gruppe. Efterfølgende brugte han tid på at oversætte bogen.

Men så skete der noget, lige pludselig begyndte den unge mand at trække i land. Var det nu også en god idé at udgive denne bog, og ville det være godt for ham at gøre det. Jeg undrede mig over hvad der skete og opmuntrede ham til at fortsætte, for det var en bog som både havde hjulpet ham ud af noget sekterisk, og evangeliet var tydeligt til stede i bogen.
Senere fandt jeg ud af hvorfor han ændrede mening. Han var blevet kontaktet af sin gamle gruppe, og selveste lederen var en af dem der havde talt med ham. Han var blevet tilbudt en plads i gruppen som kunne give ham en position som han åbenbart begærede. Og så fik jeg skæld ud for at have ledt ham på vildspor, fordi han ville have kunne få en endnu bedre position hvis han ikke havde været sådan i tvivl om han skulle fortsætte i gruppen (selvom jeg ikke kunne se det var min skyld). Ikke desto mindre valgte han positionen i stedet for at få udgivet en bog som kristne kunne have stor velsignelse af.

Jeg ved at det for resten efterfølgende ikke gik så godt i den gruppe han vendte tilbage til, og at han bagefter har forsøgt at sleske sig frem til lignende positioner andre steder ved at tale diverse præster efter munden og storrose dem.

Begæret efter prestige
Nu er det ikke første eller sidste gang jeg har oplevet folk være mere drevet af prestige, end af Guds Ånd. Og for at være helt ærlig, jeg forstår godt at man kan være fristet af dette. Men det gør det ikke mindre syndigt. Jeg har set kristne ødelægge deres liv med Gud fordi deres valg i livet handlede mere om at være sammen med ”de rigtige personer” eller ”rigtige netværk”, eller få den ”rigtige position” i kirken. Og nogen gjorde det i begæret efter at flere folk ville se op til dem. Men det kristne liv handler ikke om at få folk til at se op til en. Det handler om at vi skal se op til Jesus, og være 100 % afhængige af Ham. Det giver ikke prestige, og heller ikke mange penge. Men hvilket fantastisk liv det er når det ikke længere handler om mig, men om Jesus Kristus. Og hvor bliver livet meget nemmere når det ikke handler om at jeg skal have prestige og ære, for det er en skrue uden ende hvor man aldrig kan få nok. Det er langt bedre at Jesus får den fokus i stedet for.

Share on Facebook

Det har lige været påske hvor vi fejrer Jesu død, korsfæstelse og opstandelse. På facebook skrev jeg at uden opstandelsen ville der slet ikke være nogen kristendom. Så hvorfor skrev jeg det? Jo, for nogle år siden blev det moderne i kirken at tvivle på Guds ord. Det blev til en hel bevægelse indenfor det kirkelige som kaldte sig Emergent Church. I bund og grund var det ikke andet end liberalteologi på nye flasker, men folk faldt for det på stribe. For ret hurtigt blev det sejt at høre prædikanter tale om deres tvivl, og om vi virkelig skulle tage de kristne læresætninger så alvorligt. Eksempelvis kunne pastorer fra emergent church finde på at spørge om vores tro skulle bygge på om Jesus var født af en jomfru eller ej, eller om det virkelig var så vigtigt at Jesus genopstod fra de døde. På den måde blev det gjort sådan lidt kool at kunne sige at ens tro ikke afhang af om Jesus var opstået fra de døde eller ej. Ligesom man da også sagtens kunne anse syndefaldet for at være en symbolsk fortælling og ikke en reel, for det afhang deres tro da ikke af. På den måde fik de deres dårlige tro til at fremstå som ekstra stærk. 

Men i virkeligheden var disse tanker med til at undergrave den kristne tro, selvom de var så seje at deres tro angiveligt ikke afhang af bibelens troværdighed. For sagen er den at hvis ikke Adam og Eva er historiske personer, hvis ikke Jesus var født af en jomfru, og hvis ikke at Jesus opstod fra de døde, så ville der slet ikke være nogen grund til at være kristen. Vores tro bygger netop på at de ting skete og at de er sande. At have en tro som ikke bygger på sandhed, men følelser eller subjektive meninger er ikke noget man kan leve et kristenliv på. Vi kan være kristne og stole på Gud fordi vi kan stole på at bibelen er sand, og fordi vi kan se at bibelen viser at vi er syndere der har brug for at blive tilgivet og frelst, og at det kun er Jesus Kristus der er i stand til at frelse os.

Djævelsk tanke
I bund og grund var mange af ideerne fra emergent church også dæmoniske. For de havde bare fundet en semiintellektuel måde at stille det samme spørgsmål som slangen stillede Eva i Edens have. For det de i virkeligheden spurgte om var jo ”Har Gud virkelig sagt? ”.  I stedet for at erkende at deres spørgsmål der satte tvivl om Guds ord var dæmoniske, så syntes mange (selv pastorer) at det var en spændende ny måde at se kristendommen på. Hmm måske skulle de bare tage og være tilfredse med den gode gamle måde at se kristendommen på, nemlig som sand og troværdig og ikke som noget man skal tvivle på. Husk Jesus roste jo ikke nogen af disciplene for deres tvivl, tværtimod skældte han dem ud for det. Hvad mon Han ville sige i dag?

Share on Facebook

Flere gange når jeg har skrevet noget om en falsk profet, falsk lærer som har fået indflydelse i vore kirker, har jeg fået en sætning smidt i hovedet som jeg efterhånden er blevet træt af at høre. “Spis fisken og spyt benene ud”. Dem som bruger dette motto siger ofte at de sagtens kan bruge Rick Warrens kristusløse bøger, eller Stephen Furticks jeg-fokuserede evangelium, eller William Paul Youngs blasfemiske bog Hytten. For de påstår jo at man bare kan spise kødet og spytte benene ud. Men jeg har to ting som jeg synes er problematisk ved den sætning.

For det første kan jeg ikke finde dette motto beskrevet i bibelen. Det er nu ikke så svært at forstå, for den findes ikke i bibelen. Så man bruger et argument for at kunne bruge falsk lære i Guds kirke, som ikke har sit udgangspunkt i bibelen.

For det andet, så er problemet at der jo ikke er noget kød på de ben som jeg får at vide jeg skal spytte ud. Så hvorfor skulle jeg overhovedet bruge tid på at sutte på dem? Der er jo ikke noget åndelig næring i dem alligevel. I bund og grund er det jo bare banal pop-psykologi som de falske profeter i kirken promoverer. Og hvis jeg har brug for pop-psykologi, så vil jeg få mere ud af at gå til de sande pop-psykologer som Antony Robbins eller Dr. Phil. Men folk som Rick Warren, Joel Osteen, Stephen Furtick o.l. er reelt set ikke andet end en gang wannabee-pop-psykologer. Og hvorfor skulle man høre på nogle wannabees, når jeg kan høre på the real ones i stedet?

Share on Facebook

En af de mest kendte pastasaucer fra Italien hedder Ragu Alla Bolognese. I Danmark kalder vi den bare bolognesesauce, og serverer den med spaghetti hvilket en italiener aldrig ville. De serverer den med tartiatelle (båndpasta). Det er en enkel pastaret med en kødsauce baseret på oksekød og tomater. Mange tror at det er en bolognesesauce de laver, når de har stegt noget kød, og derefter hældt et glas tomatsovs udover, og lader det simre i 10 minutter. For det står der jo på bologneseglasset at man skal gøre. Men det har intet med en sand bolognese at gøre. Det ligner en bolognese, det har de samme ingredienser som en bolognese, men den smager ikke som en bolognese, selvom dens duft for den utrænede næse kan minde derom. Det man har lavet er en parodi på en bolognese, og en god ægte italiensk kok vil ikke godkende det som bolognese. Han vil nok gå med til at kalde det kødsauce, men slet ikke bolognese. Så hvad er der galt?

Der er det galt, at man i en hurtig forbrugerkultur har glemt hvordan man laver en sand bolognese. Man starter med at bruner det hakkede oksekød. Smag til med salt og peber (italienske krydderier kan også godt godkendes), og slut af med at hælde tomatpuree med vand i. Evt. kan man hælde nogle flåede tomater i, i stedet. Nu kommer det vigtige element for en sauce bolognese. Den skal simre mindst 1½ time. Mange mener at den skal have mindst 2 timer, men så er den også færdig. Hvis den kun har kogt i 10 minutter kan man ikke kalde det for en bolognese, for den vigtige proces som sker ved langtidssimring kan ikke ske på blot 10 minutter.

Det der skal ske er at oksekødets bindevæv (collagen) skal frigøres. Det er collagen der gør at kød er sejt. Derfor skal kød fra en gammel ko have lang tid, mens kød fra en kalv skal have kortere tid. Normalt ved tilberedning af hakkekød tænker man ikke på dette, fordi man har skåret kødet ud i en slags fortyggede bidder. Men det collagen som er i kødet, skaber en smag i saucen som er helt unik for langtidstilberedt oksekød. Den smag skal der være i en bolognese for at man overhovedet kan kalde det for en bolognese.

Vi har alt for travlt til det, tænker nogen når de hører at det tager mindst to timer at tilberede en bolognese. Okay, jeg kan godt gå med til, at det ikke er et stort afgørende punkt for nogle folks livskvalitet, om deres bolognese er sand eller falsk. Men det er et stort problem at vi har glemt hvordan man bliver frelst. For det har betydning for hvor mennesker skal ende i evigheden. Det er de færreste i kirkerne der i dag ved hvordan man bliver frelst. Man har en idé om det, men efter test viser det sig at rigtig mange ikke har den fjerneste idé om, hvorfor eller hvordan man bliver frelst. Man har i stedet en idé om hvordan en kristen skal se ud. Derfor prøver man med diverse discipelskabsprogrammer at få folk til at ligne kristne. For hvis vi synes de er kristne, så håber vi at Gud også vil synes det. Men Gud ser ikke på det ydre, han ser efter om vi er blevet født på ny. Bibelen siger at den som ikke er født på ny, kan ikke komme ind i Guds rige, ja man kan ikke engang se Guds rige. Og hvis folk ikke bliver født på ny, fordi kirken ikke længere ved hvordan og hvorfor man skal blive kristen, så dør folk uden evangeliet og uden Jesus.

I stedet for at forkynde et budskab der gør, at folk forstår hvorfor de har brug for at omvende sig, og kan se at de har brug for at Gud føder dem på ny. Så har vi i stedet valgt at bilde folk ind, at de bliver kristen ved alle mulige andre ting, som bibelen ikke på noget tidspunkt har godkendt som frelsende.Vi har fået noget der er meget værre end falsk bolognese. Vi har fået falske kristne i kirken. Falske kristne som ovenikøbet selv tror de er kristne, for det har de jo fået at vide at de er. Men i stedet er de døde i deres synder, og går en forfærdelig fremtid i møde, fordi en kirke der har glemt det originale budskab, ikke har advaret imod den kommende dom.

Kirken er nødt til at forkynde et klart budskab, som viser hvorfor vi har brug for Jesu frelse, og hvordan vi kommer til at tilhøre Ham. Det kræver at vi lever op til den bibelske forkyndelse, og ikke laver en parodi der svarer til mange danskeres forsøg på at lave en bolognese. Vi skal prædike det sande og fulde budskab, og ikke et halvt.Share on Facebook

Jesus sagde at ”den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”. Første gang jeg læste det, tænkte jeg at så hårdt mente Jesus det nok ikke. Men efterhånden som jeg læste videre i bibelen, fandt jeg ud af at det virkelig var sandt, og Han mente det meget alvorligt. På det tidspunkt havde jeg ikke taget mit kors op. Jeg havde heller ikke valgt at følge Jesus. Jeg levede mit eget liv, derfor var det også hårdt for mig at læse. Men jeg kaldte mig alligevel for en kristen. Men Gud vidste bedre, og viste mig at jeg tog fejl og at jeg ikke tilhørte Ham. Netop fordi jeg ikke havde omvendt mig, og betalt den pris det koster at være en kristen.

Koster ikke Gratis?
Men hov, er frelsen da ikke gratis? Til dels ja, og til dels nej. Ja, den er gratis fordi vi får den fuldstændig ufortjent, og kan ikke gøre noget for at få den selv. Det er Gud der tilbyder os den, og vi kan ikke få den hvis ikke Gud kalder på os og derved tilbyder os frelsen. Men samtidig har den en pris, for vi kan ikke få den hvis ikke vi vender om fra os selv og giver vore liv til Jesus. Prisen for at blive et Guds barn er at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus Kristus. Vi skal altså betale med vore egne liv. Det kan virke som en ret stor pris. Den virkede stor for mig da jeg omvendte mig, på trods af at det liv jeg levede var ynkeligt, syndigt og fortabt på samme tid. Jeg var ikke en der var værd at sætte sine penge på, for jeg så ikke ud til at have en fremtid. Alligevel syntes jeg det var en stor pris at betale, for jeg elskede mit eget liv.
Jeg elskede min synd, men jeg kunne også godt se at den synd jeg elskede gjorde at jeg var adskilt fra Jesus som jeg ellers snakkede så meget om. Men om vi lever et liv i succes og rigdom, eller i gennemsnits omstændigheder med et gennemsnitligt job og en gennemsnitsløn, eller lever på bunden af samfundet, så føles det at vende sig fra sit eget liv altid som en stor pris at betale.

“Nævn prisen”
Jesus sagde det havde en pris at følge Ham, og det skal vi også sige. Men hvis vi ikke siger det har en pris, eller vi ikke mener det er nødvendigt at fortælle om den pris, så bedrager vi os selv. Men vi bedrager også dem som hører på os, hvis vi ikke sørger for at gøre opmærksom på den pris det er at følge Jesus. Vi giver dem billig nåde, uden omkostninger. Noget som vi ikke er blevet bedt om at prædike. Det kan godt være folk prøver at forhandle med Gud om de ikke kan betale en mindre pris. Det er ikke unormalt at folk forsøger det. Det gjorde jeg selv, men fandt ud af at på det område var der ikke noget at forhandle om!

Køb ikke en dårlig kopivare
Noget jeg har tænkt over på det sidste er hvor nemt det er at glemme dette. Vi har en tendens til at sige god for den ene og den anden forkynder som formår at prædike på en ny og mere moderne måde. De kan måske prædike så kristendom bliver et logisk valg, en fornuftig beslutning, det sidste du lige mangler at gøre for at få et komplet liv og andre lignende argumenter. Men ofte bliver den slags forkyndelse blot til et billigt evangelium, hvor det koster ikke noget særligt.

Men evangeliet koster. Jesus Kristus udgød sit blod og betalte med sit liv da Han blev knust af den vrede som Gud ville sende over mig, hvis jeg skulle stå alene foran Ham på dommens dag. Det var den højeste pris Jesus betalte og den blev betalt på Golgatas kors! Hvis Jesus var parat til at betale så høj en pris, burde vi så ikke også være istand til at betale den pris vi skal betale? Nemlig vore ynkelige og syndige liv. Hvad enten vi er taberagtige eller ej i verdens øjne, så er det en lav pris at betale i forhold til Hans pris.

Til dig der er i tvivl om du har betalt prisen Hvis du ikke er sikker på om du er en kristen, eller hvis du synes det er hårde ord jeg kommer med her, eller du måske bare synes at der er noget her du ikke helt forstår. Så vil jeg anbefale dig at høre den måske vigtigste prædiken jeg har holdt. Jeg har prædiket mange gange, men hvis jeg vidste at jeg kun havde en prædiken tilbage, så er det denne prædiken jeg ville holde. Du kan høre den på dette link og jeg håber du får de svar du mangler. Her er linket: http://sand.omvendelse.dk/hvad-er-vigtigt-82.htmShare on Facebook

For nogle få år siden var der en stor debat på nettet om det Joel Osteens hustru Victoria sagde fra scenen i deres megakirke Lakewood. Hun sagde at man ikke skulle komme i kirke for Guds skyld, men for sin egen skyld. Det fik Victoria Osteen på hatten for fra flere sider. For det virkede ret selvisk at påstå gudstjeneste skulle forståes på den måde. At man ikke skulle gå i kirke for Gud, men for en selv. Her er hvad hun sagde på sit eget sprog:

“I just want to encourage everyone of us to realize when we obey God we’re not doing it for God. I mean, that’s one way to look at it. Were doing it ourselves. Because God takes pleasure when we’re happy. That’s the thing that gives him the greatest joy this morning. I want you to know this morning just do good for your own self. Do good cuz God wants you to be happy.. When you come to church when you worship him you’re not doing it for God really. You’re doing it for yourself because that’s what makes God happy. Amen

Mange har undret sig over at hun overhovedet har kunne finde på at sige noget der er så tilsyneladende dumt, og teologisk forkert. Jeg har dog tænkt lidt over det, og må konkludere at Victoria Osteen jo har fuldstændig ret. Men det skyldes den sammenhæng hun siger det i. Hun siger jo dette i en kirke hvor det ikke er evangeliet der bliver prædiket, men hvor det istedet er menneskers selviske kød der bliver fodret søndag efter søndag. Folk der kommer i Lakewood church kommer der jo ikke for Guds skyld, og heller ikke for at tilbede Gud. De kommer for at de må få noget som de tror kan gavne dem selv, uden at de behøver lægge deres liv ned for Gud. Uden at de behøver at komme til korset og erkende at de er elendige, syndige og uden håb uden Gud. For den slags bliver der ikke talt om fra Joel Osteens mund. Det kan jo skræmme folk væk. Så det er blevet vigtigere at få folk til at have det rart og føle sig godt tilpas. 

Så Victoria Osteen sagde sandheden om hende selv og dem som kommer i den kirke. Hun talte ikke for dem der kommer i kirke for virkelig at tilbede Gud. Hun talte ikke for dem der kommer i kirke fordi de kan se deres egen synd, og kan se de har brug for at dvæle ved Jesu kors igen og igen. Hun talte til dem som ikke vil indse deres behov for en frelser, men kun ønsker at leve deres bedste liv nu. Så det vi må spørge os selv om er, lever vi for Gud som bibelen taler vi bør leve, eller lever vi som Victoria og Joel Osteen taler?

Her er videoen hvor hun siger de kontroversielle ord:

 

 

 

 

Share on Facebook

Så kom der nyheder igen om den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard, der nu flytter til USA. For han er jo åbenbart forfulgt i Danmark ifølge ham selv. Manden ved tilsyneladende ikke hvad ægte forfølgelse er, man lad det nu være. Torben har følt at han er blevet ladet i stikken af Frikirkenet, og nu har hans største økonomiske støtte som er fodboldspilleren Peter Rasmussen oven i dette også opsagt samarbejdet. Så de to ting vil jeg godt fokusere på i denne artikel.

Torben følte at TV2 havde hængt ham ud på mangelfuld information. Det passer nu ikke, for det meste af den information de havde brugt havde Torben selv givet adgang til via hans videoer på youtube, foruden nogle få undercover-videoer som blev lavet af en muldvarp der fangede Torben i at udøve noget der lignede kvaksalveri. Torben sagde så i nogle videoer at han var i gang med at skrive en kronik, som folk kunne læse. Da jeg hørte det tænkte jeg at det nok blev svært for ham at få den kronik i nogen danske aviser. For det er altså ikke bare noget man lige gør. Jeg har skrevet en kronik en enkelt gang, og fik den også i avisen. Men generelt orker jeg ikke at skrive kronikker, fordi arbejdet med dem er langt større end det man får ud af dem. Det er jo langt nemmere at få et læserbrev i en avis, end en kronik. Det viste sig også at det eneste vi fik var et dårligt skrevet forsvar som kan ses på mission.dk. Det ser ud til at ikke engang avisen ”Udfordringen” ville bringe Torbens kronik. De plejer ellers at sige god for næsten alt der kommer fra Torbens side. Men i den ”kronik” samt andre steder skriver Torben at han er skuffet over Frikirkenets ageren i sagen. Han siger tilmed at han rigtig gerne ville have mødtes med Frikirkenet, men de har ikke villet mødes med ham. Så hvorfor vil de ikke det?

Læsere af bloggen her ved nok at jeg ikke er stor fan af Frikirkenet, men i denne sag forstår jeg dem fuldt ud, og har talte med flere af dem før TV2 bragte dette op om Torben Søndergaard. Og sagen er den at flere personer i Frikirkenet igennem tiden har talt med Torben. Og flere gange har de gjort ham opmærksom på at der er noget galt med hans metoder og det han siger, og at han er nødt til at kunne tage imod formaning og retledning fra andre. Men gentagne gange har det vist sig at Torben ikke vil tage imod kritik, formaning eller retledning fra andre pastorer. Han var en overgang med i en gruppe af frikirkepræster dengang han boede i Aalborg. Men da det viste sig at han igen og igen ikke var i stand til at tage imod kritik eller råd og pga. hans væremåde så blev han simpelthen smidt ud af gruppen. Han var jo ikke til at samarbejde med. Torben siger han selv gik pga. de andre, men jeg har fra flere andre kilder som kender til sagen viden om at det var en regulær udsmidning.

Så årsagen til at Frikirkenet ikke vil mødes med Torben, er Torbens egen historik. Torben har vist at han ikke er en mand man kan samarbejde med. Det er enten Torbens vilje, eller også er der ikke noget samarbejde. Det er ikke kun Frikirkenet der har den erfaring, det er også en mange andre har gjort. De erfaringer tilsammen gør at man ikke længere behøver spilde tid på en mand som har vist det samme mønster her gentagne gange.

Peter Rasmussen slår hånden af Torben
Men så er der sagen med Torbens økonomiske støtte Peter Rasmussen. Han har sagt til TV2Nord at:

”Jeg startede stedet op, fordi jeg er troende, og jeg syntes godt om den undervisning, jeg fik hos Torben Søndergaard. Men nu har stedet taget en drejning, og der er sket nogle ekstreme ting. Dem tager jeg afstand fra, så jeg har det godt med, at de er på vej ud af landet, siger Peter Rasmussen.” Se hele artiklen på dette link: TV2 om Torben flytter til USA.

Her er der to ting jeg godt vil tage fat i (og jeg anbefaler man læser hele artiklen). Den ene er at der jo ikke har været nogen drejning på det sidste og det er heller ikke kun for nylig der er sket nogle ekstreme ting. Det har jo været gældende hele tiden under Torben. Peter Rasmussen har blot ikke opfattet dem som ekstreme. Men han har formentlig lyttet til en del kritik af Torben som også var før TV2s dokumentar og efterhånden været nødt til at acceptere at der var noget galt. Men det har jo været topstyret fra starten af, selvom Peter Rasmussen ikke kunne se det. Det er der jo stadig mange der ikke kan. Der er flere som synes det ser ud til at det er en ledergruppe som samarbejder og lytter til hinanden. Men reelt set er det kun fordi at den nuværende (eller tilbageblevne) ledergruppe siger ja og amen til alt hvad Torben gør og siger. For Torben tåler ikke kritik på trods af hans påstande om det modsatte. Al Torbens historik viser tydeligt at han mener han alene har ret, fordi han hører særligt ”fra Gud”. Men det store problem som Peter Rasmussen viser med sin udtalelse, er den samme problematik som folk der forlader Jehovas vidner, Scientology, Christian Hedegaard o.l. Det er at de ikke kan se der er noget galt med den lære de har fået. De tror det udelukkende handler om personerne som var ledere. Alt for mange folk som forlader disse organisationer siger ofte at de er enige i det de lærte, men de brød sig ikke om de ledende personer af forskellige årsager. Men sagen er jo den at tingene hænger sammen. Det som Torben Søndergaard og Christian Hedegaard prædiker er både vranglære og farligt. Så det er ikke kun personerne, men også læren det er noget galt med. Jeg finder det derfor meget bekymrende at folk som har været i den type organisationer ofte har svært ved at indse at læren var ligeså skadelig som lederne. For det kan betyde at vi ikke lærer noget af historien, hvilket betyder at dette blot vil gentage sig igen. Så spørgsmålet er nu, hvem er den næste falske profet som popper op i Danmark?

Du kan se hele Torbens såkaldte Kronik på dette link: Torben om Frikirnerne.

Share on Facebook