Sand Omvendelse

Ih hvor er vi glade nu, for nu bliver verden et godt sted at bo. USA har nemlig fået ny præsident, og han er vores nye frelser. Det sidste er der faktisk flere der har sagt, det er ikke grebet ud af luften. Personlig har jeg aldrig haft den store tiltro til Obama. Specielt ikke da han er den mest radikale aborttilhænger der nogensinde har haft sæde i det hvide hus. Samt mange mange andre ting. Jeg var nu heller ikke nogen kæmpestor tilhænger af McCain. Men nu var det heller ikke mig der skulle vælge.

Nu har jeg en alder der gør, at jeg kan huske da Clinton havde vundet i 1992. Det var den samme hype vi havde dengang. Vi forventede at nu blev alt anderledes, og verden ville blive bedre. Der var ovenikøbet en kæmpefest på TV hvor Bill Clinton og en masse berømtheder fejrede og hyldede deres nye præsident. Jeg kan huske at den dengang anerkendte Michael Jackson sang “Make the world a better place” og dansede med en masse søde børn. Senerehen brød man sig ikke om at han dansede med børn, men sødt så det ud dengang. Clinton var stjernen. Han var den der kunne ændre det vi ikke brød os om. Men hvad fik vi?

Ja udover Levinsky-skandalen, så fik vi også krig under Clinton. Ovenikøbet i Europa. Han bombede også Irak indimellem, men det sagde vi ikke noget til. Det var kun noget man blev orienteret om, ikke noget man så negativt på, for det var jo Clinton der gjorde det. Sundhedssystemet skulle revolutioneres så det amerikanske kom på niveau med Frankrig og Canada. Det blev istedet værre og dyrere under ham. Men værst af alt (personlig mening) så ødelagde Clinton et socialt sikkerhedsnet som faktisk var ret velfungerende. Mange har den opfattelse at Clinton gjorde noget for dem der havde det svært i USA. Det har de ret i, han trak deres sikkerhed for at få en hvis minimumsindtægt væk under fødderne på dem. Men det har vi selvfølgelig ikke hørt ret meget om i Europa. Han gjorde det endda sværere at være fattig istedet. Dertil havde Clinton også en fantastisk evne til at sige at USA skulle gøre noget for miljøet. Det troede de fleste på, selvom det modsatte viste sig at være tilfældet.

Jeg tror ikke på at hverken amerikanerne, eller os europæere har lært noget af falliterklæringen Bill Clinton. Manden der havde det i munden, men ikke i gerning. Jeg tror heller ikke på at Obama er verdens frelser. Jeg ser ham som en der kommer og siger fred fred og ingen fare, men vi vil få noget ganske andet, end det han siger. Når der kommer folk på scenen som man ser op til, som om de kan frelse verden, så vil virkeligheden være en ganske anden. Det behøver man ikke være profet for at kunne se. Man kan nøjes med at læse bibelen. Det står ganske tydeligt der.
Se også politiken i dag hvor man kan læse at folk er så facineret over den forandring de tror vil ske nu, at de køber aviser om valgsejren til deres børn og børnebørn. Folk har fået Obamafeber.