At have en god bekendelse som kirke er bestemt en god ting. Men jeg oplever nogen gange at bekendelsen kan få så stor betydning at den skygger for kirkens sande opgave. Nemlig forkyndelsen af Jesus Kristus. Det er noget der kan ske uafhængig af hvilken bekendelse man har. Jeg har oplevet dette hos både Lutheranere, reformerte, baptister o.l. Hos baptisterne er det nogen gange en lidt for overfladisk bekendelse der kan overskygge. For her kan der være en tendens til at sige at man har styr på det, fordi man er blevet døbt på sin egen bekendelse. Har man sat flueben ved det punkt, så er der en tendens hos nogen baptister til at man mener at have sit i orden med Gud.

Men en bekendelse kan også være mere avanceret og stadigvæk komme til at overskygge Kristus. Hos nogle  konfessionelle lutheranere er der en tendens til at man kun kan ”være i stue” med folk der kan sætte flueben ved 50 udvalgte punkter som man mener enhver sand lutheraner burde være enig om, mens man kigger undrende på dem som ikke lige mener alle 50 punkter (eller mere) er lige vigtige. Mens man hos nogle reformerte har en tendens til at holde forholde sig strengt til Baptist confession of Faith (af 1689) 34 punkter som så igen er delt op i underpunkter. Der er så tilsyneladende forskellige grader af reformerthed, for nogen mener faktisk af folk som John MacArthur og Paul Washer ikke er rigtig reformerte nok, fordi de ikke forholder sig strengt til lige præcis denne bekendelse.

Bekendelser er hvis det er gode bekendelser, i princippet en god ting. Men bekendelser kan nemt gå hen og tage fokus fra Kristus. Det kan ske når vi udskifter Kristus med hvor mange flueben (eller krydser) vi kan sætte på de enkelte punkter en bekendelse har. Det er virkelig farligt og noget jeg har observeret steder som udadtil ser sunde ud, i og med at man kan skrive under på alt det rigtige, men når man kommer ind under huden på folk, så viser det sig at alt for meget bliver vurderet på baggrund af en bekendelse, og ikke på baggrund af om man elsker den sande Jesus. Og så har bekendelsen vundet over den sande tro på Kristus.

Lad os endelig have gode bekendelser. For en god bekendelse vil i den grad at den ikke bliver for kompliceret og indeholder for mange punkter (tjah hvor mange punkter skal man egentlig skrive under på for at kunne blive medlem af en kirke?) være nødt til at pege på Kristus og vise hvem Kristus er. Den skal ikke handle alt for meget om mig, og om hvordan jeg skal være om søndagen, eller om jeg kan sige ja og amen til aaaaaaalt hvad Luther, Calvin eller Spurgeon sagde. Alle tre gode mænd som elskede Gud, men ikke mænd hvis skrifter har den samme autorisation som bibelen. Jeg har personlig oplevet at nogen forsøgte at presse mig til at sige god for noget Spurgeon isoleret har sagt, men som jeg ikke var enig med Spurgeon i. Derfor valgte jeg også at sige nej til at sige god for det. På trods af at det blev læst gentagne gange for mig. Men så vidt jeg kunne se, så var det en overfortolkning Spurgeon havde på det punkt, men det har jeg nok også på nogle punkter uden at det behøver bliver til vranglære af den grund (og nej jeg kan desværre ikke huske præcis hvad det var Spurgeon blev citeret for). Det betyder ikke at jeg misbilliger Spurgeon, men blot at jeg ikke nødvendigvis behøver være enig med Spurgeon på alle punkter. Spurgeon selv ville dog give mig ret i dette er jeg overbevist om, da han selv ikke anså 1689 bekendelsen for at være autoritativ, men et udtryk for bibelens lære forfattet af mennesker. Ligeledes er jeg heller ikke enig med Luther og Calvin på alle punkter, jeg er trods alt bibeltroende babtist (uden at være en del af det danske baptistsamfund), og derfor går jeg ikke ind for barnedåb. Men det betyder ikke at jeg dermed miskrediterer dem som kristne, og jeg er i særdeleshed glad for at læse hvad Luther har skrevet når jeg ser lejlighed til at gøre det.

Se hen på Jesus
Er du lutheraner, så vær det med en sund fokus på Kristus, og en sekundær fokus på bekendelsen. Er du reformert, så vær det med en sund fokus på Kristus og leve med bekendelsen som vejledende og ikke autoritativ. For der er faktisk en ret stor forskel på vejledende og autoritativ. Er du baptist, så forstå at det ikke er din dåb der gør levende, men Kristus. Ligeså lidt som det er bekendelser der gør folk kristne, men Kristus der giver liv, tilgivelse og en plads hos sig i Himlen.

Share on Facebook

Leave a Reply