Dengang jeg var en ung kristen var jeg tit ude og evangelisere med en anden kristen som var ret brændende. Men han sagde noget igen og igen til dem som vi talte med, som jeg ikke brød mig om. Men jeg kunne ikke lige sætte fingeren på hvorfor det var forkert. Han sagde ofte, at den der med sin mund bekender Jesus som Herre er frelst. Derfor ville han gerne have folk til at sige dette, for så var de jo frelst. Det stred rigtig meget i mig. For jeg vidste godt, at frelsen ikke bare kommer ved at gentage en sætning. Det er en guddommelig begivenhed når man bliver født på ny, og kan kun ske hvis man vælger at omvende sig til Gud.

Ikke desto mindre er denne forståelse blevet brugt mange steder, også til såkaldte vækkelseskampagner. Man har i eftermødet fået folk op og bekende Jesus som Herre, og derefter erklæret dem som frelst. Men vi glemmer hvem det skriftsted er skrevet til som vi bygger denne mærkværdige frelsesforståelse på. Det blev skrevet af Paulus til de kristne i Rom. I romerbrevet 10.9 står der:

“For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.”

De kristne i Rom vidste godt hvad det betød at bekende Jesus som Herre. Det betød at de kunne miste deres liv. For man kunne godt blive udsat for at blive hentet af nogle romerske soldater som tog en hen til en statue af Cæsar. Eller at de selvsamme soldater kom slæbende med et mini-alter som skulle symbolisere Cæsar. Overfor den skulle man bekende at Cæsar er gud, med sin mund. Hvis man ikke gjorde det, ville man miste hovedet. Det var de kristne vidende om. Der var flere der havde bekendt Jesus som Herre overfor disse altre og statuer istedetfor Cæsar, og mistet hovedet på stedet. Så når Paulus taler om at bekende Jesus med sin mund, så vidste de udemærket hvad han mente. Den der tør bekende Jesus som Herre også selvom vi ved at det koster, og kan koste os vore liv, den person er frelst.  Lad os huske hvad Jesus sagde til os i Mattæus 10.32-33:

“Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.”

Dette er ganske rigtigt hårde ord. Men ord vi må tage alvorligt og tage til vores hjerter. For hvis de første kristne turde leve og dø på disse ord, så bør vi også gøre det.

Share on Facebook

Leave a Reply