I nogen kirkesamfund er det ikke tilladt at kritisere den ledelse som er indsat. Det mener man er ubibelsk og har også nogle bibelhenvisninger som skulle begrunde det. Men en sådan holdning medfører nogle farlige faldgruber som gør at jeg kan se at der er noget galt i denne begrundelse. For i disse kirkesamfund, er det ofte lederen af kirken der siger “Du skal ikke kritisere mig, for kritiserer du mig, så kritiserer du Gud. Du skal jo vide at JEG er indsat af Gud!”. At tro på at dette er i orden, er samtidig også at give lederne et carte blanche til at vildlede og misbruge kirkemedlemmernes tillid. Det er ikke Guds vilje. Det har jeg tænkt lidt over og forsøgt at finde ud af hvad der er bibelsk og hvad der er ubibelsk.

Mange kirker har kritiseret den katolske kirke for at give paven en status af at være perfekt. Det kan jeg heller ikke se på nogen måde er i orden, for paven er jo et menneske ligesom du og jeg. Men de kirker jeg indledte med at beskrive gør den præcis samme fejl som den katolske kirke gør, når de forbyder nogen at kritisere en ledelse.

Nu skal jeg ikke her sige at vi skal kritisere vores ledelser i tide og utide. Det er noget jeg mener man kun sjældent burde gøre, og kun i tilfælde hvor det bliver anset for at være vigtigt. Jeg gider ikke beklage mig fordi en forkynder har sagt en enkelt sætning som der kan være nogle småteologiske fejl i. Jeg kan jo også komme til at sige noget som jeg ikke lige har tænkt nok over. Men når en pastor begynder at forkynde om ting der ikke er bibelske, og nogle af hans kilder stammer fra falske profeter, så er det også i orden at henvende sig til ens pastor, og dokumentere og vise hvorfor det var forkert.

Hvad er begrundelserne for at man ikke må kritisere, hvor har de den fra? Der er flere, men her er en af dem. I fjerde mosebog kapitel 16 (læs hele kapitlet) står der om Datan og Kora, at de gjorde oprør mod Moses og Aron. Det kom der en strid ud af hvor, man skulle finde ud af hvem Gud var med. Det viste sig klart at være Moses og Aron, siden jorden åbnede sig under Datan og Kora og slugte dem. Denne begivenhed samt andre lignende har man i nogle sammenhæng misbrugt til at undgå at menighedens ledelse blev kritiseret. Men hvis man læser hele kapitlet ordentligt igennem vil man se at årsagen til at Datan og Kora kritiserede Moses og Aron var pga misundelse. De ønskede selv den tjeneste som Moses og Aron havde fået. De havde altså ikke fundet noget bibelsk forkert hos dem, de var istedet drevet af deres syndige begær efter at få en tjeneste i menigheden.

Her er noget meget vigtigt at erkende. Hvis man kritiserer, så må man granske sit hjerte for at finde ud af med hvilken ånd man kritiserer i. Er det i en misundelsens ånd, eller en bitter ånd, eller en løgne ånd, så kan jeg kun anbefale at man omvender sig med det samme og undlader at kritisere. Men kommer man i Guds ånd, så vil ens drivkraft være en helt anden. Profeten Natan gjorde eksempelvis dette som vi ser i anden Samuelsbog kapitel 12.

Kong David har haft en affære med Urias hustru. Hun er blevet gravid, og det er sket mens Urias er i krig, så Urias kan ikke være faderen. David får da sørget for, at Urias får en post i krigen som vil medføre en hurtig død, hvilket også sker. Deraf navnet uriaspost. Der er ingen tvivl om det David har gjort er en skændsel i både Guds og menneskers øjne.  Men David prøver at skjule det. Han bliver gift med Urias enke, og tænkte sikkert; puha nu slap jeg for at blive snuppet i det her. Men profeten Natan kommer til Kong David og fortæller ham denne historie:

“Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.” Anden Samuel 12.1-4

Da David har hørt den historie udbryder han at den mand der gør sådan skal dø. Til det svarer Natan at den mand er Kong David selv. Til den anklage erkender David “Jeg har syndet mod Herren” (læs gerne hele kapitel 12 og tjek det efter). Dette skriftsted bruge vi ofte til at dokumentere Guds nåde, det har jeg selv gjort, og jeg vil gøre det igen. Men vi glemmer at der var en der turde gå til kongen med en ret farlig kritik. En kritik han ikke kom med for at gøre sig bedre, heller ikke fordi han var misundelig på Davids kongelige embede, og heller ikke fordi han var en bitter mand. Han kom med kritikken fordi han ikke mente at det var i orden at kongen havde brudt Guds lov, og prøvede at skjule det. Vi glemmer også tit at Natans anklage var meget farlig. For hvad nu hvis David ikke ville indrømme sin synd. Hvad kunne han så have fundet på for at forsvare sin ære? Havde han ikke ret til at dømme Natan til døden for en så kraftig anklage? Natan turde stille sig på en plads hvor han blev meget sårbar, og der sige sandheden om Davids synd.

David var en leder. Han var leder af Israel, og Israel bliver ofte brugt som billede på menigheden. Der er formentlig ikke nogen bibeltroende ledere i kirkerne der vil beskylde Natan for at have talt imod Gud da han påtalte Davids synd. Men der findes ledere som mener at man ikke må kritisere dem, men dermed siger de også at man ikke må påtale deres synd. Og der er ledere i nogle kirker der har større synd end David. Hvordan det kan lade sig gøre, og hvad det er for synd,og hvad man kan finde af eksempler på dette i bibelen, vil jeg snart vende tilbage til i et senere indlæg.

Share on Facebook

Leave a Reply