(Red. Da jeg startede denne serie, åbnede jeg op for at andre kunne skrive indlæg om lovsang her på bloggen. Indtil videre har jeg fået noget ret interessant sendt fra en ung mand ved navn Ivan, der har været involveret i lovsang. Jeg synes at Peter kommer med nogle interessante vinkler på emnet, som bestemt er værd at lægge på bloggen her. Jeg har delt hans indlæg op i to dele. Sidste del som omhandler Guds nærvær, kommer på i morgen.) 

Hvad er lovsang?
Jeg har tit, når jeg har stået overfor kirkefremmede og skal forklare hvad lovsang er, sagt at “det er det samme som en gammeldags salme, bare med mere gang i den. Trommer og elguitar mm.. Det er en sang hvor vi synger vores tak til Gud for hvad han har gjort.” Og dette er jo i dagens forståelse også korrekt. At en lovsang er en takke sang til Gud og/eller beskrivelse af hans storhed, i forhold til det man læser i salmerne.
Men i dag er der mange såkaldte “lovsange” som jeg har meget svært ved at synge. Mange sange handler i dag mere om hvor meget Gud holder af MIG, trøster mig, holder mig (i hans arme, hånd, holder “om” mig,) han kysser mig mm. En linie i en populær dansk lovsang siger “lad mig mærke himlens kys – jeg længes Gud…”
En anden sang jeg hørte, havde et omkvæd der gik “God is soooo in love with me, God is sooo in love with me…”.

Nu er det ikke for at fornærme nogen, men der er så mange lovsange i dag som ligesågodt kunne være en kærlighedssang til ens ægtefælle. Og ja, godt nok er kirken “Jesu brud” i åbenbaringsbogen, men det betyder altså ikke at vi derfor skal have et romantisk forhold til ham. Jeg får det rigtig dårligt når disse sange bliver spillet. Min fornemmelse er at der er rigtig mange kvindelige lovsangsskrivere der har et meget ubalanceret billede af Herren. No wonder at der ikke er flere fyre i kirkerne, når vi ikke tør synge om en almægtig, retfærdig, og uafhængig Gud. Det er som om at Ham vi synger om,  virkelig har brug for os – Men nej det har han da ikke! Om Gud så var den eneste i universet ville han ikke have brug for os. Ja, han elsker os, og har udvalgt os, men lad os da få lidt balance i beskrivelsen af universets skaber.

En del af grunden til at vi tit synger sange som egentlig rent teologiske er lidt hen i vejret, er at folk ikke forstår hvad de synger. De forstår ihvertfald ikke sammenhængene i sangen. I dag er der omkring i kirkerne (har mest erfaring med frikirker) en tendens til blandt de unge at størstedelen af sangene skal være på engelsk. Og de må meget gerne være skrevet i Australien af Hillsongs ungdomsband.
Som sådan kan jeg faktisk godt lide det meste af deres musik og syntes det er teologisk korrekt, men der er et problem. Lovsangsbands går tit ud fra at alle folk i en forsamling taler og forstår engelsk rigtig godt.
Dette er bare forkert. Jeg har TIT været sammen med folk efter en lovsangsgudstjeneste og spurgt dem hvad de syntes om musikken. “Jo, det lød meget godt, men jeg kunne ikke rigtig forstå teksten, da det var på engelsk”.
Jeg har intet imod at tekster er dybe og avancerede, men hvorfor skal det absolut foregå på engelsk, når vi nu er danskere og taler dansk i Danmark? Ved godt det ikke lyder ligeså fedt eller smart at synge på dansk – men hvem synger vi til? Gud? Os selv? Publikum? Jeg tror Gud hellere vil have 5 banale takkeord fra hjertet end 100 ord vi bare fyrer af uden at forstå hvad vi synger.

Og det leder så til min næste tanke. Hvem synger vi til og for?
Jeg har faktisk tit tænkt over om man kunne afskærme et lovsangsband eller måske putte dem i dåbsgraven når de skal spille. Ligesom man gør når man er i teateret så fokus kan være på stykket i stedet for orkesteret. Et lovsangsband  er tit i dag på scenen som et hvilketsomhelst andet band. Masser af farvet lys, røgmaskine mm. Og ja, der er en powerpoint med tekster i midten, men hvis man ikke passer på så bliver fokus hurtigt på bandet og ikke om at synge til Gud. Fx. “soloer” til en lovsangsgudstjeneste. Hvad skal det til for, at Brian kan fyre en fed (eller knap så fed) el-guitar solo af under en lovsang? Det kan de gøre til en normal koncert, men til et møde hvor man er der for at prise Gud?
Man kan sige hvad man vil, men jeg har flere gange kommet ud fra en lovsangsgudstjeneste og hørt både piger og drenge snakke om hvor fascineret de var af -ikke Gud, men af el-guitaristen, hende den lyshårede sangfugl, lysshowet mm.

Share on Facebook

5 Responses to “Lovsang 3 Gæsteskribent Peter Rasmussen”

  1. René Vester Says:

    Hej Ivan
    Jeg synes særligt at det du skriver om vores fokusering på lovsangsbandet er tankevækkende. Nogen steder har man lagt så mange ressourcer i lovsangsmusikken at det kan medføre at vi kommer til at fokusere mere på lovsangsbandet, end på Gud. Personligt håber jeg ikke at en måde at løse det på er ved at skærme lovsangsbandet. Men jeg forstår ganske udemærket hvad du mener, og din sammenligning med en orkestergrav er ganske god. Lovsangsbandet eller lovsangernes opgave er at lede os ind i en tilbedelse af Gud. Ikke bare at lave nogle fede riffs eller synge virkelig lækkert så vi får gåsehud. En lovsangsleder der kan gå foran i tilbedelsen så jeg også får lyst til at komme nærmere Gud, burde være idealet.
    Jeg har fornylig været i Hillsong ovre i London, og der synes jeg faktisk at der var en meget usund fokus på lovsangerne og musikerne. Det lignede mere en koncert, end det lignede en gudstjeneste. Det som folk snakkede om bagefter, svarer også til det du skriver i slutningen af indlægget.

  2. Martin Willemoes Hansen Says:

    Man kunne også bare have lovsangslederne til at være rundt omkring i forsamlingen og synge for dér.

  3. Susan Møllerskov Says:

    Hej Ivan! Hele tiden troede jeg at vi spillede så meget i E dur fordi det var det nemmeste for dem der spiller guitar. Det var det som var sagt til mig i hvert fald da jeg først begyndte at spille.

  4. Linealis Says:

    Burde man så ikke også afskærme prædikanten?

    (er ikke uenig i det du skriver, men fænomenet er ikke afgrænset til musikken)

    Mht. det engelske, så kan det have sin plads (ligesom vi af og til synger latinske udtryk), men i de fleste tilfælde er der for mig at se tale om snobberi eller hvad man nu skal kalde det. Fuldstændigt analogt til tidligere tiders forkærlighed for hhv. tysk og fransk.

  5. Susan Møllerskov Says:

    Når vi har både engelsk- og dansk-talende, dvs, vi har samtidigt nogle som ikke kan dansk, og nogle som ikke kan englelsk, bruger vi vores tosprogede hæfter og transparanter og synger på begge sprog, så alle kan være med. Jeg synes at det viser kærlighed overfor udlændinge (og jeg er også en udlænding) hvis vi synger på engelsk, men jeg vil ikke udelukke dem, som ikke kan engelsk. Hvorfor kan menighederne ikke gøre det samme?

Leave a Reply