Det er jo ikke noget der står direkte i prædikenteksten. Men som jeg vist også siger i prædiken, så er historiens opbygning i overenstemmelse med en mellemøstlig fortællemåde. Men der mangler en afslutning som altid er i den fortællemådes struktur. Jesus undlader at slutte historien af, og det vidste dem der stod om ham godt, fordi de kendte til denne måde at fortælle på (eller de fleste af dem).

Så hvad er den slutning som Jesus ikke giver os direkte? Her er det vi kan kigge på hvem Jesus fortalte dette til. En stor del af dem var farisæere. De hørte det, og de hadede at høre det. og de kunne slet ikke forholde sig til det Jesus sagde om faderen her. Han var en dårlig far, med en bizar adfærd. En sådan far ville de skamme sig over.

Men ikke nok med det, de ville heller ikke bryde sig om at have en Gud der var som denne far. Det er hvad der også står i Johannes 1.11: “Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.”

Det var netop folk som farisæerne og saddukæerne (de religiøse præster der ikke troede på skriftens troværdighed og tilstrækkelighed, men var den tids liberalteologer) der ikke ville tage imod Jesus. Selvom de udadtil forsøgte at se ud som om de elskede Gud. Da Gud blev menneske og tog bolig iblandt dem, afviste de Ham, fordi Han ikke var den Gud de ville have. De ville have en anden Gud, en der var skabt i deres billede istedet. Derfor slog de Jesus ihjel, og derfor valgte jeg at afslutte historien på den måde, fordi det fik evangeliet om Gud der blev menneske og tog vor straf på sig, så vi kunne undslippe Guds dom, til at falde i hak med den historier Jesus fortalte her.
Det er sådan nogenlunde den begrundelse jeg har for den slutning.
God weekend og undskyld det forsinkede svar.

Hilsen Jonathan.

Jakob

Sikken en åbenbaring af Guds nåde og kærlighed. Jeg kommer til at tænke på lignelsen fra Lukas 18:9-14…

Kærligst i Jesus,

Carsten

I Jesu glæde, kh
Martin