Dette læser vi i Første mosebog 11.4. Nogle læsere ved allerede nu at det handler om Babelstårnet. Et tårn som aldrig blev færdiggjort, fordi Gud stoppede arbejdet. Hvorfor skulle det være så forfærdeligt at menneskene forsøgte at bygge et tårn der nåede op til Himmelen? Svaret læser vi i vers 6 hvor Gud siger:

”Se, de er et folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem.”

Isoleret set lyder det til, at Gud ikke ønsker at det skal gå menneskene godt. Men når vi ved at Gud er en kærlig Gud som har gode tanker for os, så ved vi også at den udlægning ikke kan være korrekt. At Gud skaber forvirring ved at give folkene flere sprog, så de ikke forstår hinanden, og bliver spredt over hele verden, er en kærlighedsgerning. For hvad var det de ville? De ville bygge et tårn der nåede til Himmelen.
Hvis vi selv kan arbejde os op til himmelen, så har vi heller ikke brug for Gud. Nu er sandheden jo at ingen kan gøre sig selv god nok til at komme i himmelen, så illusionen om at man kan arbejde sig til Himmelen er jo heller ikke holdbar. Ligemeget hvor meget vi så end prøver. For at undgå at menneskene gjorde sig selv så store i deres egne øjne, at de ikke længere syntes at de havde brug for Gud, valgte Gud at sprede dem i stedet. De skulle ikke leve med en falsk illusion om at de kunne arbejde sig til perfekthed. Menneskene skulle have en chance for at nå til erkendelse af deres behov for Gud. Gud ønsker ikke at vi skal vandre i uvidenhed om at vi ikke kan leve uafhængigt af Ham. Derfor sørger Han også for at vi kan komme til erkendelse deraf.

Share on Facebook

Leave a Reply