Dengang jeg i halvfemserne arbejdede med kirke, lagde jeg mærke til at det var normalt at dem der stod med ledelsesansvar, også talte pænt. Man talte ikke som verden gjorde. Dem der talte grimt skulle ikke forvente at få et ansvarsområde. Men efterhånden som kirken forsøgte at blive smart, og derfor også fik “smarte” folk til at overtage ledende positioner i kirken, skete der et skred. For nu begyndte sproget at lige så stille og roligt at ligne det man havde i verden. Desværre gik vi ofte hen og blev stolte af det, istedet for at irettesætte det. For vi var glade for at have nogen der “talte et sprog som dem udenfor kunne forstå”. Men der var ikke noget at være stolt af. Og værst af alt, sproget smittede.

Jeg er i dag forbavset over hvor mange ledere i det kirkelige som taler meget grimt. Det kan godt være det ikke lige er bandeord der kommer ud af munden på dem. Men toiletsproget er ganske enkelt overvældende. Og selv et amerikansk f-ord er nogle steder blevet en accepteret del af ordforrådet. Men hvis man påpeger det, får man at vide at man lever en isoleret tilværelse. Engang talte jeg med en der havde en fremtrædende kirkelig opgave til en gudstjeneste. Hans sprog var så voldsomt at jeg ganske enkelt var nødt til at sige til ham, at han skulle passe på sit sprog. Det kunne han ikke forholde sig til, og fortsatte med at tale grimt. Jeg fortalte ham at vi skulle stå til ansvar overfor Gud, for hvert ord der er udgået af vores mund. Det blev han ret sur over, så han sagde til mig at sådan talte folk altså i dag og spurgte om jeg da aldrig havde set X-faktor? Hvortil at jeg svarede ja det havde jeg set, og det var også årsagen til at jeg ikke ser det mere. Så havde han ikke mere at sige.

Eksemplet er ikke enestående. Men vi lever i en tid, hvor enhver kan kalde sig kristen uden at have nogen frugter. Vi lever med en “åbenbaring” af at vi ikke skal tage sådanne ting så alvorligt. Men bibelen er stadig ret klar på dette område. Lederen af kirken i Jerusalem Jakob (som også var Jesu broder) skriver:

“Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.” Jakob 1.26

Ifølge Jakob så er der altså mange der fører sig selv bag lyset. For de tøjler ikke deres tunge og tænker ikke over hvad de siger. Tænk at have en leder som Jakob, som turde melde så klart ud om dette. De må have haft betydning for hvordan man talte i den menighed. For de havde en leder som gik foran med et godt eksempel. I dag har vi istedet ledere der går foran med et dårligt eksempel, og menighedens folk følger efter. Vi trænger til ledere der tør sige tingene klart og tydeligt, og gøre det i et sprog som er Gud til ære. Også selvom det betyder at folk så vil foretrække at komme andre steder. Lad dem bare komme andre steder, men lad dem ikke føle sig hjemme der hvor Guds folk taler et sprog som indikerer at deres gudsdyrkelse er sand.

Share on Facebook

Leave a Reply