I forlængelse af mit sidste blogindlæg, kom jeg i tanke om at jeg engang havde været inde på nkv.dk. Det står for “Naturlig kirkevækst” (NKV), hvilket lyder meget behageligt. Jeg kom ind på siden fordi, jeg havde fundet nogle lidt underlige og bibelsk ukorrekte udtalelser fra en som åbenbart er involveret i NKV. Men okay tænkte jeg, det kan da bare være nogle enkelte ting som han er gået lidt galt i byen med. Vi kan jo alle komme til at tage fejl engang imellem. Men jeg synes desværre ikke at jeg fik bekræftet dette.

NKV siger at de har udviklet et system, som kan hjælpe en kirke til at få “naturlig vækst”. Eftersom jeg selv er uddannet økonom, har jeg ikke noget imod at vi udvikler systemer og modeller til offentlige og private organisationer. Men når det er til en kirke, er det vigtigt at det er bygget på Guds ord, og bygget ordentligt.

For at gøre en lang historie kort, så søgte jeg på deres søgemaskine på nogle bestemte ord, som jeg mener er alfa og omega indenfor kristendom. Hvis jeg kunne finde disse ord, og i den rigtige sammenhæng, ville det muligvis være et udemærket system de havde brygget sammen hos NKV.

Disse ord kom frem 1 gang når jeg søgte på dem: Himlen, kristen, bibel.

Disse ord søgte jeg på, uden at der blev fundet noget: Synd, hellig, hellighed, omvendelse, omvendt, omvend, helvede, fortabelse, evigheden.

Det var jo ikke særlig overvældende, og når jeg kiggede på dem der kom frem 1 gang, var det ikke overvældende, hvad der var af information om området.

For mig at se er NKV lidt for meget interesserede i, at der kommer mange ind i kirken. Men alt for lidt interesede i at vi prædiker evangeliet, så mennesker omvender sig fra deres syndige liv, og bliver frelst ved troen på Jesus Kristus. Du er velkommen til at kalde mig dum, men det er som om at NKV har misforstået hvad der skal til for at blive en kristen. De skriver ikke engang om hvordan man bliver frelst. Hvordan kan de så være til hjælp for kirken, hvis de ikke ved hvad det vil sige at blive født på ny? 

Hvordan vælger nogle kirker at følge menneskabte systemer, til at skaffe kirkevækst? Jeg har set konsekvenserne af disse systemer, og mødt andre, der også har set konsekvenserne heraf. Konsekvensen er kirker der aldrig gør op med synd, og som er mere interesseret i at mennesker har det godt, end i at Gud bliver æret. Den langsigtede konsekvens af dette er, at mennesker i dette liv vil leve i en falsk tryghed, der vil resultere i evig fortabelse.

Bibelens system for kirkevækst er og har altid været: Prædik det uforfalskede evangelium, på trods af hvad folk ønsker at høre. Hvis jeg skal komme med en tilføjelse, så står der også flere steder i bibelen, at de indsatte folk der var “Fulde af Guds ånd” i de tjenester der skulle udfyldes. Også selvom de kun havde med distribution af social hjælp til enker (se ap.g. 6.1-7) . Jeg personlig synes at det ofte er det andet vi oplever. Alt for mange af dem vi indsætter, er ikke fulde af Guds ånd, men har en smart tilgang til kirken og bibelen. For mange vil hellere have en smart kirke efter menneskers hjerte, end efter Guds hjerte!

Men desværre må jeg indrømme, at jeg selv har været med til at indsætte folk i tjeneste, pga deres smarte måde at være på. Så nej jeg siger ikke at jeg på dette område er fejlfri, men hvor ville jeg dog ønske at kirkens ledere begyndte at indsætte folk der var fulde af Guds ånd, istedet for at sætte sin lid til et menneskabt system.

Share on Facebook

One Response to “Kirkevækst? Jatak, men hvordan?”

  1. Hvad er der sket med kirken? | Sand Omvendelse Says:

    […] Se også disse indlæg: Er din kirke succesfuld ifølge bibelen eller ifølge mennesker? Kirkevækst? Jatak, men hvordan? […]

Leave a Reply