Der er stor diskussion i dag om hvordan Helvede skal forstås. Diskussionen har næsten eksisteret siden kristendommens fødsel. Men problemet i dag er at det er en diskussion der har fået indflydelse helt ind i de evangeliske kredse. Med andre ord, de konservative kristne er blevet inficeret af liberalteologernes ubibelske lære, på både dette og andre områder.

En af dem der er blevet en fortaler for at vi ikke længere skal tro på bibelens beskrivelse af Helvede er Brian McLaren. McLaren skulle være pinsepastor i USA, og han viser som mange andre i den karismatiske bevægelse ikke nogen større respekt for bibelens autoritet. Hans teologi er mere baseret på følelser, lidt ligesom nogle karismatikere baserer deres tro mere på åbenbaringer. Her vil jeg lige indføje at der stadig findes karismatiske kristne som sætter Guds ord som den højeste autoritet, og ikke følelser og åbenbaringer, men dem er Brian McLaren bestemt ikke iblandt. Han har bl.a. udtalt sig om hvordan Helvede skal forstås. Hvad han præcis mener om dette, er faktisk ikke til at finde ud af, for når manden burde udtale sig præcist, siger han faktisk ingenting. Han roder tingene rundt og opfører sig som om han er en guru fra new-agebevægelsen.

Men det er faktisk vigtigere at finde ud af hvad hans argumentation er, for hans forståelse af Helvede. Derom er han faktisk mere klar. Han har fortalt at det har været svært for ham at forklare hans datter, hvorfor det skulle være i orden at Gud sender mennesker til evig pine i Helvede. Det har været svært for ham, fordi han har haft svært ved at forholde sig til at Gud skulle kunne gøre dette. Han har tænkt den klassiske tanke; Hvordan kan en god Gud sende mennesker til et sted uden udgang, hvor der er evig pine og ingen hvile? Disse tanker har jeg faktisk ikke noget problem med. Det kan være udemærkede tanker at gennemgå med bibelen som udgangspunkt. Men hvordan jeg finder svar på de spørgsmål er vigtigt. For McLaren har ikke brugt bibelen til at finde svar. Han har brugt sig selv, sine egne følelser, og sin egen fortolkning. Han har konkluderet at en god Gud ikke kunne gøre noget sådant. Derfor har han også valgt at have en helt anden forståelse af Helvede, end den meget præcise beskrivelse bibelen har.

Lige netop her har mange af dem der kalder sig kristne et problem. Hvem er en autoritet på dette område. Findes der nogle præster, teologer, lærde eller såkaldte profeter der har autoritet til at sige hvordan vi skal “fortolke” bibelens beskrivelse af Helvede? Svaret er nej. Bibelen er nemlig meget klar på dette område. Det kan godt være vi har svært ved at forholde os til det. Men så er vi nødt til at spørge Gud om visdom, og søge i Hans ord, så vi kan forstå hvorfor det er sådan. Vi kan ikke spørge os selv, og vi skal heller ikke finde en såkaldt “åndelig autoritet” som kan fortælle os det vi gerne vil høre. Hvilket er det McLaren gør.

Vi er nødt til at gå til autoriteten. Guds åbenbarede vilje, bibelen. Bibelen er Guds åbenbarede ord til mennesker. Hvorfor skulle Gud få Hans ord skrevet i en bestemt kode som kun de emergente og liberalteologerne kan forstå? Er Gud ikke i stand til at få Hans vilje og tanker skrevet ned på en forståelig måde? Og hvis Han er det, burde jeg så ikke stole på Hans ord, istedetfor at lade mig rokke af hvad andre mener, ønsker og tænker.

Share on Facebook

6 Responses to “Kan jeg virkelig tro på at der findes et Helvede?”

  1. Lars Dorland Says:

    Kære René,

    Tillad mig at klippe-klistre lidt i dit indlæg på allergroveste vis (der er dog en mening med galskaben). 🙂

    “liberalteologernes ubibelske lære” –
    “bibelens beskrivelse af Helvede” –
    “bibelens autoritet” –
    “Guds ord som den højeste autoritet” –
    “med bibelen som udgangspunkt” –
    “McLaren har ikke brugt bibelen” –
    “den meget præcise beskrivelse bibelen har” –
    “bibelens beskrivelse af Helvede” –
    “Bibelen er nemlig meget klar” –
    “søge i Hans ord” –
    “Guds åbenbarede vilje, bibelen” –
    “Bibelen er Guds åbenbarede ord”

    Hvem kan læse dit indlæg igennem og derpå være i tvivl om hvor du sætter din lid? Ham, der undrer sig over, hvorfor der ikke var et eneste bibelcitat.

    Hilsen Lars. 🙂

    PS. Jeg vil gerne blogge lidt om mit syn på helvede som respons på et lidt senere tidspunkt. 😉

  2. René Vester Says:

    Lars du ved godt at jeg ofte før har brugt bibelens beskrivelser af Helvede. Så folk der plejer at læse her på bloggen, ved godt hvad det er for bibelcitater som jeg henviser til, og ved også at jeg meget ofte bruger bibelcitater.
    Men indlægget her handlede mere om liberalteologernes tilgang til bibelen, end en bibelsk tilgang.

  3. Lars Dorland Says:

    Beklager, jeg er forholdsvis ny læser af din blog og mindes kun at have set dig blogge om helvede én gang tidligere, mens jeg har været her, dengang også uden egentlig anvendelse af eller kommentarer til bibelen.

    Savnede blot det aspekt, men er også klar over, at mange læsere måske synes, det let kan blive for meget.

  4. René Vester Says:

    Okay Lars jeg synes du har en god pointe der. Jeg bruger ofte bibelvers. Det er ikke altid jeg skriver henvisningerne på, men i visse tilfælde som eksempelvis det her, burde jeg nok have brugt bibelvers og henvisninger. Det er vigtigt at det er bibelen vi går ud fra, og det kan jeg se du er enig med mig i. Hvilket kun glæder mig.

  5. Lars Dorland Says:

    Okay, så kom det indlæg, jeg lovede. Og der er lagt nogle timer i det, blandt andet er indlægget skyld i at jeg ikke kunne koncentrere mig i græsk-timerne i dag… selv om der uden tvivl kunne bruges flere 😉

    http://seekingbulletproof.wordpress.com/2008/01/29/sandheden-om-helvede/

  6. Martin W Hansen Says:

    Kære alle sammen,

    Det er interessant at der er grupper indenfor Kristendommen som holder sig til mange af de samme trospunkter som Jehovas Vidner og Syvende Dags Adventister, de kaldes ofte liberale, de fornægter bl.a. sjælens udødelighed og læren om Helvede.

    At vi består af legeme, sjæl og ånd er tydeligt i lyset af apostlenes lære i det NT, “Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud _jeres ånd og sjæl og legeme_ lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!” (1 Thess 5,23) og at sjæl og ånd er forskellige fra hinanden “For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det _skiller sjæl fra ånd_ og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.” (Hebr 4,12)

    Efter døden er der bevidsthed, Ordet “død” som er er “thanatas” på græsk, betyder ikke at være ikke eksisterende eller bevidstløs, men snarere at være adskilt. “Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, …gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus …” (Efeserbrevet 2,1,5) SJÆLEN ER BEVIDST EFTER DØDEN: “Og da Lammet brød det femte segl, så jeg under alteret sjælene af dem, der var myrdet på grund af Guds ord og det vidnesbyrd, de holdt fast ved. Og de råbte med høj røst: »Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden?« Og de fik hver givet en hvid klædning, og det blev sagt til dem, at de skulle hvile en kort stund endnu, indtil tallet blev fuldt på deres medtjenere og deres brødre, der skulle dræbes som de selv.” (Johannes Åbenbaring 6,9-11).
    Jeg kan varmt anbefale følgende video med Walter Martin, Er Helvede evig straf ved fuld bevidsthed eller straf i form af tilintetgørelse?, http://exadventist.dk/images/stories/downloads/IsHellConsciusContinualEternalPunishmentOrPunishmentInTheSenseOfExtinction.wmv

    Må Herren Jesus Kristus velsigne dig,
    Martin

Leave a Reply