Nedenstående er frit oversat fra Phil Johnsons anbefaling af genudgivelsen af en seksten år gammel bog af John MacArthur:

Seksten år er gået siden John MacArthur udgav sin bog “Ashamed of the gospel”. Denne bog har aldrig været ude af tryk siden. Det var en kritik af Willow Creek-og Saddleback kirkernes søgen efter at være “relevant.”

Stil kommer og går
Tingene er anderledes nu. For det der før virkede så forbavsende frisk og relevant, i en verden af søgere for seksten år siden, er nu gået af mode. Noget af det der skete er endda blevet foder for den post-evangeliske foragt og hån. Bill Hybels synes endelig at have holdt op med at tale om “unchurched Harry.” Rick Warren har istedet forsøgt at holde sig interessant ved at binde sit navn til nogle af Hollywoods politiske kæledyr. Andre udtryk, der var på mode dengang (som søgervenlig og brugervenlig) er ikke helt så populære i dag, som de var seksten år siden.

Men den pragmatiske filosofi, der ligger bag disse begreber er stadig den drivende kraft i den brede vide verden af semievangelisk og emergent religion. Fortalere for religiøs pragmatisme i dag, kalder stadig deres arbejde for “missionalt”. (Det er ikke for at antyde, at alt, hvad der kaldes “missionalt” er dårlig. Det er det ikke.) Men lad os se det i øjnene: De høje herrer fra det søgervenlige missionale ministerium har ikke gjort et godt stykke arbejde. De har kun leveret gammel vin på nye sække. Og vinen smagte dårligt.

På trods af at de specifikke tendenser og trick, der var så interessante i 1993  ikke længere er relevant mere, så er MacArthurs bog stadig relevant i dag. For det er en kritik af, at den underliggende filosofi, der lå bag dengang, og ligger bag de forkerte modvækkelser som foregår i dag. Derfor bliver den nu genoptrykt i en ny udgave. Her er et lille stykke fra et af de nye kapitler i bogen:

“Flere årtiers Nonstop snak om strategi om relevans, kontekstualisering og smarte metoder til at inddrage kulturen, har ikke haft nogen mærkbar positiv åndelige indflydelse på den verden, vi lever i. Indflydelsen fra kirken inden for vores kultur fortsætter med at falde; vores samfund er blot vokset sig mørkere, og budskabet som kirken i dag giver til verden, er mere forvirret og forvirrende end den måske har været på noget tidspunkt siden den mørke middelalder. . .

For at sige det ligeud: Kirken er blevet en kilde til latter for verden. Den står uden nogen moralsk autoritet, uden nogen troværdighed til at stå overfor verden og konfrontere synd. Den kan ikke  proklamere Kristi herredømme eller tale  med klar stemme om synd, retfærdighed, eller dom.”

Min kommentar til dette (René Vester)
Den bog burde være den man fik læst i kirkerne i dag. Men istedet fortsætter vi med at invitere de nye fortalere for relevant kirke og ræk ud til din kultur. Den 4 maj kommer der en mand som i en af hans bøger har skrevet følgende:

“The biggest enemy of the movement of Jesus Christ is christianity”

Dette står i hans bog “The barbarian way”, og han anbefaler selv sin bog med den udtalelse. Manden er Erwin McManus. Han er hovedtaleren til en kirkevækstkonference for frikirkepræster og forkyndere. Det foregår i pinsekirken (Bykirken) i Odense d. 4 maj under Willowcreek. Jeg har hørt forkyndelse af McManus og jeg kan ikke høre at han har noget nyt eller bedre at tilføje, end Bill Hybels eller Rick Warren. Der er ikke noget nyt under solen. Men hør selv efter i dette klip, hvor han siger hvad kirken skal gøre for at tiltrække folk. Og spørg dig selv om du ikke har hørt det alt for mange gange før. Og om der ikke mangler rigtig meget fokus på Jesus Kristus her:

Se Dominos anbefaling af Erwin McManus her, hvis du vil have en lidt mere positiv vinkel på den mand. Personlig fatter jeg ikke at man inviterer ham. Men undersøg selv om jeg ikke har ret, tag ikke blot mit ord for det. Men jeg synes at man istedetfor at invitere Erwin McManus, burde invitere nogen der turde prædike Guds ord som Guds ord er istedet. For det er vores største behov i kirken i dag! Så må Gud give væksten.

Share on Facebook

4 Responses to “John MacArthur om Erwin McManus og hans forgængere”

  1. David Jakobsen Says:

    “Just be likeable – don’t preach at people.” og It will just happen naturally.”
    Det lyder meget som om han ikke tilskriver Guds evangelie megen kraft, men derimod en masse kraft til os der skal tiltrække, og de der bliver tiltrukket. Det grænser til Pelagianisme.” Jeg tror kæden sprænger af der hvor responsen vil være: “jamen, alt dette sker jo selvfølgelig ved Guds nåde og kraft.” Den springer af fordi folk der siger sådan, og det håber jeg ikke Erwin McManus gør, tænker generelt om Guds kraft og nåde. Som sådan en kraft og nåde der sætter mig med mine evner i stand til at gøre noget. Men evangeliet ER Guds kraft og nåde. Guds kraft og nåde kender vi ikke sådan generelt, men vi kender den specifikt i Ordet om Korset. Jeg har svært ved at se hvorledes folk kan tænke specifikt om “ordet om korset” og så sige ting som “don’t preach at people.”

  2. René Vester Says:

    McManus har i forhold til sine kollegaer (og en stor del af dem til hører den emergente del af spektret) et noget klarere bibelsyn. Men det er et bibelsyn han holder tilbage, og ikke lader få en fremtrædende plads. Han lader istedet en anden “strategi” end den Jesus sagde vi skulle bruge blive fremtrædende. Så når du skriver:

    ““Just be likeable – don’t preach at people.” og It will just happen naturally.”
    Det lyder meget som om han ikke tilskriver Guds evangelie megen kraft, men derimod en masse kraft til os der skal tiltrække, og de der bliver tiltrukket.”

    Så rammer du hovedet lige på sømmet, og ja der er noget der linger pelagianisme her. Men det er efterhånden noget vi ser mange steder i forskellige former. Den lære som Augustin vurderede som kætteri, er i dag blevet anerkendt. Det er ikke en god udvikling!

  3. Thomas Says:

    Ud fra mit synstpunkt ser det ud til Warren, Hybels, og McManus er et produkt af en meget striks form for kristendom, som har forsaget denne modreaktion i form af en tro som ikke prædiker, men prøver at være relevant, eller “likable”. Pendulet, så at sige, er svunget fra Amerikansk kristen fundamentalistisk lovtrældom, til “lad os være relevante koste hvad det vil”. Det er mig en gåde hvorfor kirken skal gå fra den ene ekstrem til den anden. Jeg forstår at mange kirkesamfund i USA har være meget lukkede overfor ikke-troende, men hvorfra kommer ideen at svaret ligge i det dimentralt modsatte (den brugervenlige, eller emergente kirke). Kunne det tænkes at kirken ikke behøvede at finde sin relevans i form af hvad samfundet definere som relevant, men at kirkens budskab i sig selv er relevant? Nogen vil nok spørge hvad det så betyder at være kristen i det 21. århundrede. Jeg tror det betyder det samme som det gjorde i det 20. 19. og 18 århundrede. Selvfølgelig står vi overfor nye udfordringer idag end vi gjorde for 200 år siden, men budskabet er stadigvæk frelse ved omvendelse fra synd til tro på Kristus.

  4. Linealis Says:

    @Thomas: Når man først kommer i slinger, er det svært at rette op før man falder. Oftest skal man have andres hjælp til at komme op af grøften.

Leave a Reply