Lige før verden lukkede ned for Corona, var jeg en tur i Firenze med min søn. Så det var skønt at nå at komme lidt ud at rejse mens vi kunne. Årsagen til rejsen var at jeg ville ham noget renæssancekunst og fortælle ham om verdens første multinationale bankvirksomhed som opstod i Firenze. Plus selvfølgelig den helt eminente italienske mad, som både ham og jeg er helt tosset med.
Men en af de første museer vi besøgte var Galleria dell’Accademia, hvor vi skulle se Michelangelos berømte David-statue. Museet har også nogle malerier der viser hvordan kunsten var lige før renæssancen startede og man kan også se hvordan renæssancekunsten kom til at se ud. Men perlen i dette museum er uden tvivl statuen af David.
På gangen man går nedad på vej før man kommer til David, kan man se diverse ufuldendte værker af Michelangelo. Og her forstår man hvad han mente med at han kunne se at David var inde i marmorstenen som han udhuggede den af. For hver af disse ufuldendte værker ligner folk som nærmest ønsker at slippe fri af stenen. Men så har Michelangelo valgt at give op, han syntes ikke rigtig han kunne se hvordan de kunne slippe helt fri. Men så nederst i gangen står det fuldendte værk. David, med blodårer, hår, muskler og fedtdepoter, klare tydelige øjne, og sluppet fuldstændig fri.


Folk kan sige hvad de vil om Michelangelo, men man kan ikke komme udenom at manden var et megatalent og et kunstnerisk geni udover alle grænser. Og hvis man ikke tror mig, så tag til Firenze og kig selv (der er flere andre skulpturer af ham i Firenze).
At se et foto af Davids-statuen og så stå der i virkeligheden kan ikke sammenlignes. Jeg var ganske enkelt målløs. Jeg måtte stå der i lang tid, gå rundt om den, tage billeder, og så stå der igen. Jeg har virkelig aldrig set noget lignende, og jeg har ellers set en del kunst i mit snart 53 år lange liv.

Ikke en tilfældighed
Men om man synes at Michelangelos David er kunst eller ej, så er jeg ganske sikker på at ingen, absolut ingen vil påstå at denne statue er en tilfældighed. Ingen som er ved deres fulde fem, ville påstå at den er opstået af sig selv, eller var et produkt af en dynamit-eksplosion i et marmorstenbrud, hvor den så lige pludselig stod der. Det ville simpelthen være galimatias at påstå sådan noget. Der er ikke nogen tvivl om at denne statue er skabt af et intelligent væsen. Og vi ved tilmed hvad navnet er på denne statuens skaber.
Alligevel vil mange af de samme personer som ikke kunne drømme om at påstå Davids-statuen skulle være en tilfældighed, påstå at denne jord, plantelivet, dyrelivet og ja, selv menneskerne er tilfældigheder som skyldes et ”big bang”. Så folk der kan se at en person står bag en statue som er livløs, vil i samme åndedræt kunne påstå at de selv kun er en brik af tilfældigheder. Og det vil de på trods af at bare en enkelt celle fra vores kroppe er langt mere avanceret end den mest moderne jumbojet. Og at alle disse celler kan sættes sammen til noget så fantastisk og velfungerende som et menneske.
Hvordan kan det være at vi mennesker kan være så kloge på et område, og så dumme på et andet? Måske handler det bare om at vi ikke ønsker at der er en der står bag ved skabelsen.
For hvis der er en der står bag skabelsen, så må vi jo også stå til ansvar for den person. Og inderst inde så tror jeg vi mennesker godt ved, at det ikke vil være så rart at skulle stå til ansvar for den skaber. For vi har nemlig ikke gjort det særlig godt. Vi har alle brudt Guds lov, og vil stå strafskyldig overfor Ham. Den nu afdøde ungdomsrådgiver Tine Bryld, som jo ellers ikke gav sig ud for at være en kristen, sagde engang at hun var ganske sikker på at vi mennesker er født med de ti bud skrevet på vore hjerter. Ellers ville meget af hendes arbejde nærmest ikke give mening (sagt i et kirkeligt radioprogram i halvfemserne på p1). Og hun havde jo ret. Hvad end vi kender bibelen eller ej, hvad end vi kommer fra en vestlig eller østlig kultur m.v. så er der noget i de ti bud der bare vækker genklang igen og igen. Derfor ved vi godt at vi er skyldige. Men fordi vi ikke ønsker at stå skyldige forsøger vi at fjerne Gud fra vores verdensbillede. Hvilket egentlig bare gør os dumme, og ikke vil give os nogen som helst undskyldning på dommens dag. Vi ved godt at der er en Gud bag der hele, og vi skal stå overfor Ham en dag.
Den dag vil vi stå side om side med Michelangelo, Leonardo Da Vinci, Bill Clinton, og Ghita Nørby og en masse andre mennesker som både er kendte og ukendte. Men den dag handler det ikke om hvor kendte vi er hos andre, men om vi er kendt af Gud og var omvendte kristne mens vi boede på denne jord. Dem som afviste Gud og sagde nej til frelsen, for dem vil der kun være fortabelsen. For uden at være genfødt og omvendt, vil der ikke være nogen frelse, og derfor ikke nogen fremtid i Himlen. Så omvend dig mens du kan. For en dag er der ikke længere muligt, og i dag kan du nå det.

Share on Facebook

Leave a Reply