I 1962 fik jazzfolket i Danmark øjnene op for en ung pige på 16 år. På Jazzklubber i Århus kunne man høre hende synge nogle af de smukkeste og sværeste jazzsange. Folk med forstand på jazz var rystet over hendes talent. Hun sang som en kvinde med 50 års livserfaring, men hun var jo kun 16 år og gik vist nok på realskolen dengang. En ting er at synge jazz, en anden ting at synge det smukt og rent. Men at synge teksterne som om det var ens egne tekster, og som om det var noget man selv havde oplevet igennem livet og så alligevel kun være 16 år, ja, det er noget helt usædvanligt. Dengang var Birgit Lystager meget klar i mælet om hendes valg af Jazz. Hun syntes det var mere levende og frit at synge over. Hvorimod at pop ikke gav de samme muligheder for at improvisere ifølge hende. Ja, faktisk sagde pop-musik hende ikke noget. Det var for stift og gav hende ikke musikalsk udfordring. Så mange tænkte dengang at frk. Lystager ville få en lysende fremtid inden for jazz. Hun kunne måske blive Danmarks svar på Monica Zetterlund, eller Ella Fitzgerald.

Det skulle dog ændre sig. Fem år senere begyndte Lystager at indspille pop musik fra dansktop repertoiret. Ikke at der er noget galt med dansktop musik, det kan sådan set være fint nok. Men at gå bort fra jazzen som hun var så eminent til, og i stedet tjene ”de fede penge” på dansktop-musik var lidt som at sælge sin sjæl. Hun fik dog en af dansktoppens største hits med ”Smilende Susie”, og flere med.
Hun vendte nogen gange tilbage til at synge lidt jazz indimellem i halvfjerdserne, men ilden var væk. Hun havde slet ikke den karisma og intensitet over sin sang, som den hun havde før hun gik over til dansk top musikken. Jazzen var død i hende, og var blevet dræbt af den samlebåndsmaskine som dansktop-musikken var i halvfjerdserne.

Præsterne der endte som Birgit Lystager
Ok, jeg kan som jazz-interesseret være irriteret over at Danmark mistede et talent som Birgit Lystager. Det er jo kun musik. Men det som irriterer mig endnu mere er alle de præster som startede med at være brændende i ånden, og som mente det var vigtigt at prædike Guds ord, men som i dag er faldet for det som giver mest popularitet. Alt for mange præster i dag er som om de er blevet ramt af et Birgit Lystager syndrom. Der var engang hvor de elskede Guds ord, elskede at forkynde det klart og rent. Men i takt med at de steg i graderne, og kunne se at deres netværk og popularitet kunne udvides ved at sige de rette ord til de rette personer, mistede de den sande forkyndelse. Alt for mange gange har jeg set dem udskifte den gode forkyndelse med smarte amerikanske kirkevækstkoncepter som bygger på pop-psykologi og underholdning. Koncepter som tiltrækker mennesker, men er uden ordets sande forkyndelse. De præster som engang turde prædike Guds ord, men som har vendt sig til det nye og smarte, kender jo stadigvæk skriften, og kender evangeliet. Og det er deres største dom. At de kender det, men ikke prædiker det. Det er som om at når de en sjælden gang forsøger at prædike det, så er de som Birgit Lystager forsøg i halvfjerdserne på at synge jazz. Der er ikke længere liv i det. De brænder ikke for det, for de udskiftede Guds ord, med menneskers værk. De har mistet det.

Nåh til dem der godt ville høre Birgit Lystager synge Jazz i sine unge dage, så er det meget svært at finde. Danmarks Radio har nogle live-optagelser liggende fra tredserne, så man kan kun håbe de bliver frigivet engang. Det jeg har hørt af de optagelser er så godt, at jeg nærmest føler mig sømmet fast til muren. På samme måde har jeg hørt gode bibeltro prædikener fra brændende unge forkyndere der ramte, der i dag blot prædiker det samme overfladiske pop-psykologi som de fleste andre.
Der er brug for forkyndere der holder fast i den gode forkyndelse, ligegyldig hvad der end foregår i kirkerne, og hvor meget modstand den sande forkyndelse end vil give.

Share on Facebook

Leave a Reply