En ret populær og moderne prædikant lige nu, er Stephen Furtick. Han har opbygget noget der nærmest ligner et imperium af en kirke som hedder Elevation Church. Og respekt for det, for det er rimelig godt gjort af en forholdsvis ung mand, for det er vel at mærke et imperium Stephen Furtick har opbygget og ikke Gud. For hvis det virkelig var Gud der havde bygget denne kirke og givet den succes, så ville det kunne ses ved at det var evangeliet der blev prædiket i den kirke. I stedet er det noget ganske andet. Her er et af de nyere eksempler på Furticks forkyndelse, og ret skal være ret, han er dygtig til at kommunikere. Faktisk så dygtig at man næsten kan give ham ret. Men læg mærke til hvad Furtick ikke prædiker i dette videoklip, på trods af at han har alle muligheder for at prædike det.

 

“Men det er ikke historien, det er blot en scene” siger Furtick igen og igen om historier fra bibelen. Men i stedet for at fortælle hvad det så er for en historie, begår han den fejl som alt for mange overfladiske halvsmarte prædikanter begår. Han får bibelen til at handle om at efter hårde tider komme gode tider. Og at de hårde tider kun er overgange. Personlig har jeg sådan en lyst til enten at rejse mig op og sige NEJ når jeg hører sådan noget, eller bare rejse mig og gå.
For det har jo intet med evangeliet at gøre! Evangeliet er ikke at efter hårde tider kommer nemme tider. Nej, evangeliet er at Gud blev menneske og kom til os, og tog vores straf på korset. Og dem der vil tage imod Jesus som Herre og Frelser for dem vil der ikke være nogen dom i evigheden. Evangeliet er ikke at det var hårdt at hænge på korset, men efter tre dage blev det godt igen. Det er en overfladiggørelse af bibelen og dens budskab.

 

Så hvorfor er Furtick da så populær som han er, når han prædiker et forkert budskab (og bare rolig kritikere, jeg har hørt meget af Furtick igennem tiden, og jeg har ikke fanget ham i at prædike evangeliet en eneste gang, men har dog hørt at han for ca 10 år siden prædikede en god prædiken)? Jo, Furtick prædiker dels et budskab som folk godt kan lide at høre, og dels er han netop en god og dygtig kommunikator. Han prædiker med hele sin krop, sin stemmeføring og sine ord. Han virker meget overbevisende og som om han selv tror på det han siger. Det er isoleret set en god ting. Men hvis det han siger er forkert, og ikke har noget frelsende budskab, så er det et tomt budskab.

At han derudover ikke har haft nogle teologiske problemer med at arbejde sammen med tydelige vranglærere som Joyce Meyer og T. D. Jakes er ikke med til at gøre det bedre. Alligevel ved jeg at han blandt flere frikirkepræster er ret populær. For hvis Furtick kan få en stor kirke, kan man måske lære noget af ham. Måske skulle vi bare fokusere på at prædike Guds ord tydeligt, klart og bibelsk, og så lade Gud give kirken den vækst Han vil give, i stedet for at bruge menneskers metoder til at få en stor kirke.

Share on Facebook

Leave a Reply