I nogen kirkesamfund er det ikke tilladt at kritisere den ledelse som er indsat. Det mener man er bibelsk og har også nogle bibelhenvisninger som skulle begrunde det. Men en sådan holdning medfører nogle farlige faldgruber som gør at jeg kan se at der er noget galt i denne begrundelse. For i disse kirkesamfund, er det ofte lederen af kirken der siger “Du skal ikke kritisere mig, for kritiserer du mig, så kritiserer du Gud. Du skal jo vide at JEG er indsat af Gud!”. At tro på at dette er i orden, er samtidig også at give lederne et carte blanche til at vildlede og misbruge kirkemedlemmernes tillid. Det kan jeg ikke se skulle være Guds vilje. Derfor har jeg tænkt meget over netop dette, og forsøgt at finde ud af hvad der er bibelsk og hvad der er ubibelsk.

Mange kirker har kritiseret den katolske kirke for at give paven en status af at være perfekt. Det kan jeg heller ikke se på nogen måde er i orden, for paven er jo et menneske ligesom du og jeg. Men de kirker jeg indledte med at beskrive gør den præcis samme fejl som den katolske kirke gør, når de forbyder nogen at kritisere en ledelse.

Nu skal jeg ikke her sige at vi skal kritisere vores ledelser i tide og utide. Det er noget jeg mener man kun sjældent burde gøre, og kun i tilfælde hvor det bliver anset for at være vigtigt. Jeg gider ikke beklage mig fordi en forkynder har sagt en enkelt sætning som der kan være nogle småteologiske fejl i. Jeg kan jo også komme til at sige noget som jeg ikke lige har tænkt nok over. Men når en pastor begynder at forkynde om ting der ikke er bibelske, og nogle af hans kilder stammer fra falske profeter, så er det også i orden at henvende sig til ens pastor, og dokumentere hvorfor det var forkert. Men lige dette må jeg komme tilbage til en anden gang.

Hvad med deres begrundelse for at man ikke må kritisere, hvor har de den fra? Jo her er en af dem. I fjerde mosebog kapitel 16 (læs hele kapitlet) står der om Datan og Kora, at de gjorde oprør mod Moses og Aron. Det kom der en strid ud af hvor, man skulle finde ud af hvem Gud var med. Det viste sig klart at være Moses og Aron, siden jorden åbnede sig under Datan og Kora og slugte dem. Denne begivenhed samt andre lignende har man i nogle sammenhæng misbrugt til at undgå at menighedens ledelse blev kritiseret. Men hvis man læser hele kapitlet ordentligt igennem vil man se at årsagen til at Datan og Kora kritiserede Moses og Aron var pga misundelse. De ønskede selv den tjeneste som Moses og Aron havde fået. De havde altså ikke fundet noget bibelsk forkert hos dem, de var istedet drevet af deres syndige begær efter at få en tjeneste i menigheden.

Her er noget meget vigtigt at erkende. Hvis man kritiserer, så må man granske sit hjerte for at finde ud af med hvilken ånd man kritiserer i. Er det i en misundelsens ånd, eller en bitter ånd, eller en løgne ånd, så kan jeg kun anbefale at man omvender sig med det samme og undlader at kritisere. Men kommer man i Guds ånd, så vil ens drivkraft være en helt anden. Og hvordan det kan foregå, og bør foregå, vil jeg gennemgå på tirsdag. Hvor jeg vil bruge bibelen til at vise hvordan det kan ske.

Share on Facebook

Leave a Reply