Som jeg skrev i går er det ikke meningen at man som leder af en menighed kan dække sig bag nogle bibelvers som misbruges til at forhindre kritik. Jeg skrev også at det bestemt ikke er alt kritik der er tilladt. En kritik skal være båret af sandhedens ånd, og ikke en bitter, misundelsens eller en løgne ånd. I dag lovede jeg at beskrive et eksempel på at kritik kan være i orden. Et rigtig godt eksempel på det finder vi i anden Samuelsbog kapitel 12.

Kong David har haft en affære med Urias hustru. Hun er blevet gravid, og det er sket mens Urias er i krig, så Urias kan ikke være faderen. David får da sørget for, at Urias får en post i krigen som vil medføre en hurtig død, hvilket også sker. Deraf navnet uriaspost. Der er ingen tvivl om at hvad David har gjort er en skændsel i både Guds og menneskers øjne.  Men David prøver at skjule det. Han bliver gift med Urias enke, og tænkte sikkert; puha nu slap jeg for at blive snuppet i det her. Men en profet ved navn Natan kommer til Kong David og fortæller ham denne historie:

“Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spiste af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.” Anden Samuel 12.1-4

Da David har hørt den historie udbryder han at den mand der gør sådan skal dø. Til det svarer Natan at den mand er Kong David selv. Til den anklage erkender David “Jeg har syndet mod Herren” (læs gerne hele kapitel 12 og tjek det efter). Dette skriftsted bruge vi ofte til at dokumentere Guds nåde, det har jeg selv gjort, og jeg vil gøre det igen. Men vi glemmer at der var en der turde gå til kongen med en ret farlig kritik. En kritik han ikke kom med for at gøre sig bedre, heller ikke fordi han var misundelig på Davids kongelige embede, og heller ikke fordi han var en bitter mand. Han kom med kritikken fordi han ikke mente at det var i orden at kongen havde brudt Guds lov, og prøvede at skjule det. Vi glemmer også tit at Natans anklage var meget farlig. For hvad nu hvis David ikke ville indrømme sin synd. Hvad kunne han så have fundet på for at forsvare sin ære? Havde han ikke ret til at dømme Natan til døden for en så kraftig anklage? Natan turde stille sig på en plads hvor han blev meget sårbar, og der sige sandheden om Davids synd.

David var en leder. Han var leder af Israel, og Israel bliver ofte brugt som billede på menigheden. Der er formentlig ikke nogen bibeltroende ledere i kirkerne der vil beskylde Natan for at have talt imod Gud da han påtalte Davids synd. Men der findes ledere som mener at man ikke må kritisere dem, men dermed siger de også at man ikke må påtale deres synd. Og der er ledere i nogle kirker der har større synd end David. Hvordan det kan lade sig gøre, og hvad det er for synd,og hvad man kan finde af eksempler på dette i bibelen, vil jeg snart vende tilbage til i et senere indlæg. For det vil jeg gerne forklare ordentligt, og ikke afslutte med som en hurtig kommentar her.

Share on Facebook

Leave a Reply