Umiddelbart en dumt spørgsmål. Men ikke desto mindre er det hvad der sker for dem, der lader sig inspirere af emergent church bevægelsen. Igen og igen taler disse tåber om at vi ikke kan være sikre på noget. Det eneste de nærmest er sikre på, er at de er sikre på, at de ikke er sikre på noget ( ja jeg ved godt det lød lidt Johannes Møllehaveagtigt). Det er dels meget trist for dem selv. For de prædiker dom over sig selv, når de underviser i noget som de ovenikøbet påstår man ikke kan være sikker på. Men også meget meget trist for dem der hører på dem. For de får et forkvaklet billede af hvem Gud er, og får istedet et billede af en Gud, som ikke er i stand til at tydeliggøre overfor os hvem Han er. Med andre ord, de har et meget lille billede af Gud.

Hvis jeg skal undervise andre, så ønsker jeg ikke at spilde folks tid med at undervise i noget jeg ikke er sikker på. Det ville da være at spilde folks tid. Det er også det som Brian McLaren og Rob Bell gør, samt deres danske efterfølgere Thomas Willer og Henrik Holmgaard m.v. Okay jeg ved ikke om Homgaard har sagt noget så stupidt, (men han læser ihvertfald bøger af folk der gør og linker ukritisk til deres hjemmesider), men jeg ved fra flere andre at Thomas Willer gør. Han holder ovenikøbet seminarer om at vi ikke kan være sikre på noget. Det har jeg flere øjenvidner på. Hvis Thomas Willer havde været baptistpræst for 100 år siden med de holdninger så kunne han være sikker på at han var blevet ekskluderet. For den slags var der ikke plads til i den kirke dengang.

En Sandhed!
Vi kan være sikre på at når Jesus sagde at Han var Vejen, Sandheden og Livet, så var det fordi Han mente det, og var sikker på det. Han sagde ikke at han var en vej, en sandhed og et liv, sådan som Rob Bell påstår vi skal forstå det. Nej dette er enten noget vi kan forvisse os om er sandt, eller også må vi sige det er løgn. Det er vel at mærke en sandhed, som jeg håber jeg er villig til at gå i døden for. For det er der andre der har gjort før mig.

Jeg hører ofte mange af de emergent-inspirerede i kirkerne sige at “vi skal gøre en forskel for verden”. Men hvordan i alverden vil de gøre det, hvis de ikke kan være sikre?. Hvis de er så usikre, så vil deres forsøg på at hjælpe verden være en famlen sig frem i blinde. Og hvis en blind leder en blind, vil de så ikke begge falde i grøften? Næ lad os få folk tilbage på prædikestolene som kender deres bibel, og stoler på at det er Guds ord. Og samtidig har en god hermeneutisk tilgang til skriften. Det er hvad vi har brug for. Vi har ikke brug for folk som ikke kan forklare evangeliet tydeligt og klart, for det drejer sig om menneskers frelse. Det er for vigtigt til at lægge det i hænderne på folk der ikke kender Gud. Det er ikke noget vi kan tillade os at gøre postmodernistisk, bare fordi nogle præster synes det er et fedt ord som de har lært at sige 10 år efter at postmodernismen blev umoderne!

Share on Facebook

4 Responses to “Hvorfor skal jeg tro på en der ikke er sikker på noget?”

  1. Maria Says:

    Imponerende..!

    …at man kan være Så snæversynet og Fordømmende!

    Burde fokus ikke være på kærlighed til hinanden og Respekt for andres holdninger, selvom man er uenig?

    Med subjektive ord som:

    – “tåber” (hvilket der i øvrigt også står i bibelen, at hvis man kalder sin bror en tåbe, ska man dømmes t. døden – hermed vil jeg bare sige, at jeg synes det er moralsk total barnligt, og uforsvarligt at betegne andre medmennesker som værende tåber, bare fordi de er usikre – usikkerhed er altså meget menneskeligt, så måske kunne du overveje at vise liidt forståelse..),

    – “et dumt spørgsmål” – et tvivlsspørgsmål er ikke nødvendigvis dumt. Tværtimod lærer man netop i dette samfund, at stille sig kritisk, og det mener jeg osse er ganske sundt.

    – snæversynethed: ‘hvis ikke man følger emergent church bevægelsen, så er man nærmest på afveje’ – hvordan kan du tillade dig at skrive det?

    – du skriver, at formålet m. sitet ikke er at “gøre mig selv bedre” – men hvorfor har du så behov for at hænge andre ud helt bevidst?? Ex – Brian Mc Laren, Rob Bell, Thomas Willer og Henrik Holmgaard – og en af disse, bare fordi du ikke bryder dig om de bøger han læser?? tsktsk..

    Hvor er det dog snæversynet og begrænsede at læse denne “artikel” her.. Jeg er skuffet og chokeret over den vildt intolerante tone der er brugt på dette “sande, kristne” site..

    Mvh Maria

  2. René Vester Says:

    Hej Maria
    I modsætning til dig forklarer jeg hvorfor jeg ikke kan støtte McLaren, Bell og dermed også Willers lære. Du skriver blot at jeg er snæversynet uden at vise præcis hvorfor jeg er det.
    Men okay jeg er snæversynet forstået på den måde at jeg anser bibelen for at være fuldt ud troværdig og tilstrækkelig. Det der står i den kan jeg stole på og det står ikke på en svær måde som gør at det skal fortolkes postmodernistisk.
    Hvis det er at være snæversynet, så har jeg ikke noget problem dermed.

    Hvad angår det med at jeg skrev “tåbe” burde du læse hvad jeg har skrevet her: http://sand.omvendelse.dk/ma-man-sige-tabe-1205.htm
    Hvilket forklarer hvorfor det er i orden nogen gange at sige tåbe, mens det andre gange ikke er. Håber du får noget ud af det!

  3. Maria Says:

    Hej René,
    Jeg synes du taler lidt udenom, og (bevidst?) undgår at forholde dig til mine konkrete kritikpunkter ved bare at sige at jeg ikke viser præcis hvorfor – hvilket jeg jo netop gør i mine (hele) 4 eksempler, og ved at henvise til biblen. Nu er det Du skriver og Din mening jo ikke lig med biblen… så … jeg mener at man Selv bør stå til ansvar og kunne argumentere ud fra hvad man Selv ytrer, og ikke bare smide en henvisning t. biblen, og sige at man “anser biblen for værende troværdig og tilstrækkelig” – det er jo Slet ikke dét, mit indlæg gik på..
    Og jeg er ikke virkelig interesseret i dine “bibelske argumenter” for at se ned på andre og kalde dem tåber – jeg mener at der er noget ganske fornuftigt, kaldet “almindelig respekt for det enkelte individ” der gør, at man Aldrig er berettiget til at tale sådan om et medmenneske. Men; you go! – du mener jo at have biblen på din side..
    Men lad nu det ligge.. Jeg tror ikke det nytter noget at debattere noget fra dette site, åbenbart/desværre.
    I øvrigt – jeg beklager hvis min kritik virkede for personlig/som et personligt angreb, og du måske derfor ikke Rigtig indgår i debatten. Det er så okay.
    Fortsat go weekend!
    over & out

  4. René Vester Says:

    Hej Maria
    At du måske har tenderet til personangreb på mig, er ikke noget jeg hænger mig i, jeg kan jo være ret skarp overfor andre også. Men jeg vil godt forsøge at vise hvad jeg mener. Lad mig starte bagfra:

    Har jeg forsøgt at gøre mig selv bedre end andre da? Det kan jeg ikke se jeg har. Jeg har flere gange vist at jeg er ligså skyldig som alle andre. Jeg har løjet, jeg har stjålet, jeg har slået andre ihjel i mit hjerte, og jeg har bedrevet utugt i mit hjerte. Dertil har jeg ikke altid æret min far og mor. Jeg har levet mit eget liv og ikke sat Gud på førstepladsen. Jeg er med andre ord skyldig i lovbrud. Jeg fortjener Guds straf. Jeg fortjener evig fortabelse i Helvede fordi jeg er en synder, en forbryder i Guds øjne. Og det er ret alvorligt. Men det at jeg ikke gør mig bedre end andre, betyder ikke at jeg ikke må udtale mig og bedømme McLaren. Bell, Pagitt og Willer m.v. Hvis deres lære afviger på væsentlige punkter fra bibelens lære, så har jeg ret til at vise det, og nogen gange er det også min pligt som kristen at gøre dette.

    Jeg ved ikke hvad du har hørt af emergentes forkyndelse. Men hvis du hører en som Rob Bell, så vil du høre en hovmodig mand der forsøger at påstå at deres vej er bedre end andres, og at man nærmest er på afveje hvis man ikke vil det nye som han er med til. Og modstanderne af hans ideer kalder han hunde. Hmmmm.

    “Et dumt spørgsmål” citerer du mig for. Men glemmer at se på konteksten. Jeg skrev i overskriften: “Hvorfor skal jeg tro på en der ikke er sikker på noget?” Det syntes jeg da umiddelbart var et dumt spørgsmål, men i dag lever vi i en tid hvor kristne priser tvivlen og taler ned om dem der tør bygge på deres faste tro. Hvor henne har du i bibelen set Jesus rose en for hans tvivl? Du ser kun det modsatte Maria. Jesus roste folk for deres tro, og skældte dem ud for deres manglende tro. Hvorfor skulle det være anderledes i dag?

    Og det med at skrive “tåbe” har jeg forklaret ganske udemærket, i det link jeg skrev i min forrige kommentar. Hvis du er uenig med mig i det jeg skriver der, må du meget gerne kommentere på det på det link. For det vil jeg gerne høre hvorfor du er uenig med mig i på bibelsk grund.

    Jeg er nu ikke den eneste i lille Danmark der mener at Willer skulle stoppe med at undervise og prædike om kristendom. Mange kristne kan jo efterhånden se at det han prædiker ikke er bibelbaseret kristendom, men postmodernisme. Dvs et budskab uden frelseskraft. Jeg ønsker ikke for den mand at han skal prædike dom over sig selv, men istedet prædike og undervise i det han er sikker på. For er han ikke sikker, er han ikke egnet til at undervise i det. Og det har jeg gjort ham opmærksom på før.

    Jeg ved der er mange der gerne vil i dialog med Willer om disse spørgsmål, men han vil åbenbart ikke denne dialog. For han har aldrig svaret ja til den. Selvom han taler om at emergent church er en dialog. Det viser en mand der er bange for at blive afsløret i sin uvidenhed, når han ikke vil deltage i en offentlig dialog om emergent church bevægelsen.

    De ting gør jeg opmærksomme på fordi jeg synes de er væsentlige. Jeg ønsker at forkyndelsen i kirkerne skal være bibelbaserede, og ikke postmodernistisk, eller humanistisk osv baserede.

    God weekend til dig også.

Leave a Reply