Når jeg ser på hvordan samfundet udvikler sig imod en mere og mere kaotisk og umoraks tilstand, fordi vi ikke længere har en tro på at der findes en sandhed der står fast. Når jeg ser at kirken i Danmark på mange områder er nærmest apatisk overfor den udvikling og går mere op i at have det hyggeligt og i stedet laver gudstjenester uden bibelsk indhold og uden fokus på Kristus. Når jeg ser at kirkens medier også går i en forkert retning og får kristendom til at handle om alt andet end Kristus, for eksempel ved at man bytter new age ord som mindfullness ud med ord der lyder kristne, som christfullness (på trods af at det faktisk er det samme og ikke bliver kristent af at få et nyt navn).

Når jeg ser på hvor mange steder at udviklingen bare generelt set er negativ, så har jeg som kristen to muligheder. Enten at gå i en modsat retning og samtidig tale den negative retning imod. Hvilket jeg mener at man bør gøre. Eller også kan jeg gøre det som er det nemmeste at gøre. Jeg kan vælge at ignorere det og gå op i ting som ikke betyder noget. Ting som ikke gør nogen videre forskel, for så behøver jeg ikke tage stilling til ting der er mere væsentlige.

Og det er nemt at vælge at gå op i ting der ikke betyder noget: Dengang jeg var studerende på SDU i Odense var jeg glad for at købe mit tøj i en af Odenses bedre tøjbutikker. Den findes også i dag og hedder Allan Risumfeldt. Derinde kunne jeg købe de mærker som jeg anså for at være kvalitet og noget jeg ikke var flov over at have på (ja, jeg er en snob hvad noget tøj angår), og jeg fik også en rigtig god vejledning og service. Engang købte jeg et par lærredsbukser fra Kenzo hos Allan. De sad virkelig godt på mig, de var noble og afslappede på samme tid, og så var de elastiske på en måde så de føltes som træningsbukser, men uden at være træningsbukser. Faktisk de mest geniale bukser jeg nogensinde har haft. Jeg har haft elastiske bukser før både til jakkesæt og som jeans, men de her var bare bedre end nogen af de andre jeg har haft. Men som Bjarne Lisby sang i 80erne, så holder bukser ikke evigt. Det er nu mange år siden jeg har haft dem, og selvom jeg godt ved at jeg aldrig kan finde den model nogensinde igen, så har jeg når jeg har været på shoppetur for at finde nye bukser ofte været på udkig efter Kenzo. Men nej, jeg har ikke sidenhen i Danmark kunne finde bare et enkelt par bukser fra det nu ikke længere så kendte mærke. Ikke engang i London eller Berlin har jeg haft held med det, selvom jeg de steder har kunne finde andre mærker som kan tilfredsstille min, ja, snobbede efterspørgsel.

Det her kunne mit liv godt komme til at gå op i, i stedet. Jeg kunne vælge at sige, tøj skal have førstepladsen i mit liv, og hvordan det går for kirken kan jeg vælge at være ligeglad med. Det ville gøre mange ting meget meget nemmere, men også meget meget tommere. Sådan har jeg levet før, og sådan ved jeg at nogen kristne også har valgt at leve i dag. For det er nemmere at ignorere det der sker i kirken og i samfundet hvis vi vælger at gå op i ting som reelt set er ligegyldige. Mit eksempel her er tydeligvis en ligegyldig ting, for det at et par bukser føles som træningsbukser uden at være det og samtidig har et finere brand stående i bæltehøjden er jo ikke livskvalitet. Det er tomhed. Mit liv bør da ikke handle om det.

Den kristnes liv skal og bør handle om at ære Gud, og pege på Hans søn. Det er også kirkens opgave. Kirkens og den kristnes opgave er også at være salt i denne verden, og dermed minimere at verden bliver mere “rådden” end den er i forvejen. Det er jo saltets opgave. Derfor spørger jeg for tiden mig selv: “Er jeg parat til at være salt, og er jeg parat til at betale den pris det har?” Jeg håber du også vil stille dig selv det spørgsmål, og at du er parat til at tænke alvorligt over det før du giver et svar. Men gid også at kirken i Danmark ville stille det spørgsmål og vurdere om man virkelig er salt, eller om man går op i ligegyldige ting som reelt set er tomhed, eller om man vil pege på Kristus og give Gud ære igen?

Share on Facebook

Leave a Reply