Mange kirker er gået væk fra den sunde lære. Man taler ikke længere om synd, slet ikke om dom, og man fatter ikke hvad retfærdighed er. Omvendelseskristendommen er blevet en museumsfigur som vi ser tilbage på og griner af. Mens vi siger ha ha, tænk at vi var sådan engang.

I dag vil vi hellere have “levende kirker” hvor der er fed lovsang, ungdomsmøder hvor man bruger mere tid på at spille computer og gå i badeland, end man forkynder Guds ord, og søgervenlige gudstjenester hvor folk føler sig rigtig godt tilpas, fordi de aldrig får at vide at Guds vrede er over dem, hvis de ikke omvender sig. Det er hvad vi kalder fornyelse. Vi har med vold og magt slæbt de ting som verden tilbyder, ind i kirken for at kunne beholde folk i kirken og tiltrække nye. Men med de samme metoder er vi nået til et punkt, hvor der ikke længere er plads til Jesus i kirken.

Nogle steder er man endda begyndt at fjerne korset fra kirkerummet. Man begrunder det med at det har folk ikke lyst til at se på alligevel. Det er vigtigere at være en moderne frisk kirke, med masser af liv. De siger som Sardes menigheden at de er levende, men se hvad Jesus siger til dem i Åbenbaringen 3.1.

“Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død.”

Vi er nået til et punkt hvor det er de færreste der ved hvordan man bliver frelst. Hvor det er de færreste der ved noget om hvad livet med Gud indebærer. For vi vil hellere snakke om at “det er fedt at være en kristen” end vi ønsker at tale om efterfølgelse og leve i omvendelse fra synd.

De af jer der har kommet i kirkerne igennem mange år, I ved godt hvad jeg taler om her. I kan godt huske dengang man til en bibelcamping eller landsstævne som man kaldte det, kunne købe bøger der handlede om Gud. Om bøn. Om bibelen. Men i dag er der fuld af bøger om hvordan JEG kan leve et succesfuldt liv. Hvordan JEG kan få et bedre liv. Hvordan JEG kan blive et tilfreds menneske. Mange af bøgerne er skrevet af falske lærere, hvis budskaber vi i halvfjerdserne aldrig ville have givet en plads på de selvsamme hylder. Men i dag så er de der.

Hvordan vil Gud definere det vi kalder fornyelse, hvis vi vurderer det i forhold til Hans ord.? Vil Han så også kalde det fornyelse, eller vil det være et ord med en helt anden betydning?

Share on Facebook

2 Responses to “Hvorfor kalder man det fornyelse?”

  1. Friendlywords Says:

    Gode tanker René – er helt enig! Der er omtrent to øjebliksbilleder ¨man kan tegne
    af Guds legeme. Det gode gamle, med Kristus, ordet, korset og så en klar viden om hvorfor man er menighed…og så dagens lidt mere skumle billede – Et legeme der har mistet meget af formålet, er overflade og meget “menneskelig”

  2. Jesper Says:

    Godt indlæg, deler til fulde bekymringen for en stor del af kirken som er til salg for resultater, oplevelser og fest, men ikke vil besinde sig på at forsoningen ligger væk fra os, og at vi får del i den gennem dåb og tro, to ting som Gud alene rækker. En klar forkyndelse af synd og nåde er afløst af selvrealiseringskurser og narrative fortællinger. Prædiken er afløst af drama, musik, meditation etc. etc.

Leave a Reply