At kristne bliver skilt er ikke noget nyt. Men at det sker i den grad som vi ser i dag, er ganske usædvanligt. Engang var det sådan at hvis et ægtepar blev skilt, så var det noget meget voldsomt, og noget der skabte stort røre. De evangeliske kirkers forståelse af skilsmisse var så klar, at de sekulære medier ofte hængte kristne organisationer ud for ikke at tillade skilsmisse (hvilket jo var en typisk medieoverdrivelse). Eksempelvis havde man historier om lærere på kristne privatskoler som var nødsaget til at finde et andet job i tilfælde af skilsmisse. Nogen gange kan man stadig se medierne skrive sådan. Men sandheden er at de ikke længere gør brug af nogen konkrete historier. For det er svært at skaffe disse historier i dag.
At folk bliver skilt behøver ikke nødvendigvis medføre at man ikke kan arbejde i kristne organisationer. Det afhænger af årsagen til skilsmissen. Hvilket bibelen også viser, så der er bibelske årsager til at blive skilt, hvilke er ok, men så er der alle de andre årsager som ikke er bibelske.  Et argument for at blive skilt i dag som man ser mange gange, er kristnes fejlagtige tro på, at man har en personlig ret til at være lykkelig.
Der er en kraftig tendens til at kirkefolk tror at livet som kristen handler om at være lykkelig. “Jeg har ret til at være lykkelig, for jeg skal være lykkelig i Kristus”. Når så man finder ud af at ægteskabet er hårdere end man regnede med. Og man ovenikøbet kan opleve at det er hårdt i en meget lang periode, så begynder ens tro på at man har ret til at være lykkelig, at komme i kambolage med ægteskabets problemer. Man synes jo at det er den anden ægtefælle der er skyld i at man ikke er lykkelig. ”Gud vil vel have at jeg er en glad kristen, men det kan jeg ikke være når jeg er sammen med ham eller hende.”
Her er der mange der vægter ens ret til at være lykkelig, højere end ægteskabet. Det sker på trods af at Jesus siger:

“Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Mattæus 19.6

Og på trods af at Jesus siger:

“Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig” Markus 8.34

At tage sit kors op vidste folk godt hvad betød dengang. Men vi har glemt hvad det betyder i dag. Når man så en mand med et kors dengang, vidste man at den mand skulle dø. Det var en dødsdømt mand. At høre Jesus sige, at den der vil følge Ham skal tage sit kors op og følge Ham, svarer til at sige: Den der vil være en kristen skal dræbe sit eget liv og leve ved at have Jesus som Herre. Intet mindre end det. Der er ikke ret meget “jeg har ret til at være lykkelig” over den sætning. Det er en sætning som handler om at sætte sit eget liv til side og gøre Guds vilje istedet. Guds vilje for ægteskabet er at de to Han har sat sammen skal mennesker ikke adskille. På dette er bibelen ganske klar, og der er ikke nogen grund til at tvivle om dette, heller ikke selvom nogen mener at det at være kristen betyder at man har “ret” til at være lykkelig!
Jeg ville ønske at kirkerne havde holdt fast i denne overbevisning i stedet for at lade verdens ligegyldighed overfor ægteskabets betydning få så stor indflydelse. Jeg er i dag rystet over at se hvor mange af dem som jeg for 10, 20 og snart 30 år siden kendte som brændende kristne der stod fast på Guds ord, som i dag er fraskilte. Skilsmisser som ikke har haft bibelen som udgangspunkt, men folks personlige ret til at være ”lykkelig”. Spørgsmålet er så om folk er blevet så lykkelige som de havde håbet at blive. For lige præcis her synes jeg der er mange der efterfølgende erkender at det ikke var lykken at gå fra hinanden alligevel. På trods af at præsten tilmed havde ”velsignet” skilsmissen.

Share on Facebook

Leave a Reply