Mange tror at de blev født på ny engang da de gentog en bøn, som en prædikant sagde ville frelse dem. Andre tror at det skete da de blev døbt, mens andre igen tror det skete da de begyndte at komme fast i kirke. De sidste er dem man kan kalde for disciplede knogler. Jeg har mødt folk som jeg ved er frelst, fordi de lever et liv som vidner om Jesus, og du er ikke i tvivl om at de ikke tilhører sig selv, men har givet deres liv til Frelseren. Men når man spørger dem om hvornår de blev frelst, kommer de ofte med to historier, hvor de ikke er helt sikre på hvilken en som var afgørende.

Det kan starte med at de fortæller, at de var med til et møde hvor en prædikant afsluttede med at indbyde til forbøn. Der gik de så op, og gentog en bøn som prædikanten sagde først. Derefter proklamerede prædikanten dem som frelst, og som værende Guds børn. De begyndte så at komme i kirke og gjorde nogle religiøse gerninger. Nogen af dem tog måske på bibelskole eller kristen højskole, mens andre bare fortsatte med at leve som de plejede at gøre. Men så skete der noget senerehen. De oplevede et Guds kald over deres liv, og en syndenød som tyngede dem. De begyndte at indse at de var forbrydere i Guds øjne, og de stod magtesløse overfor Ham. Indtil den dag de bare gav deres liv fuldt ud over i hænderne på Jesus.

Den sidste type historier om hvordan man gav sit liv fuldt ud til Jesus, kan være lidt forskellige. Nogle af dem er meget voldsomme, mens andre lidt mere rolige. Men der er en ting der går igen. Det havde afgørende effekt på deres liv. Den person de var før, var de ikke mere, de var forvandlede. En forvandling som ikke fandt sted ved den første “født på ny” oplevelse. Det skyldes ganske enkelt at de ikke blev født på ny første gang. Her vil Jeg lige indføje, at jeg tror at nogen få bliver frelst når de “gentager en bøn”, men det er fordi de kan se dem selv som forbrydere der fortjener Guds straf, og fordi Gud kalder på dem på det tidspunkt det sker. Disse er ikke blevet frelst pga den citerede bøn, men på trods af den citerede bøn. Men statistikkerne viser at langt størstedelen af dem der siger de blev frelst ved at gentage en bøn, falder fra igen meget hurtigt.

De frelste som ikke blev frelst ved at gentage en bøn, men fik at vide at de var frelst, er meget ofte forvirrede over disse to begivenheder i deres liv. Det skyldes at de har svært ved at se sætte kirkens lære som sekundær i forhold til bibelen. De får at vide af deres kirke at de er frelst, men bibelen siger at hvis man er frelst er man en ny skabning. Og kan man se at man ikke er en ny skabning, men bare en der ændrede lidt på sine livsmønstre, så erman ikke frelst. Det skriver jeg ikke for at underkende kirken. For det er af absolut stor betydning at kristne tilhører en menighed og kommer i det fællesskab som er der!

Hvem bestemmer?
Man må blive født på ny, og det er ikke noget vi selv kan bestemme hvornår sker. Heller ikke nogen prædikanter. Det er Gud der bestemmer hvem han vil kalde på og hvornår Han gør det. Det betyder ikke at der er nogen han ikke vil kalde på, for som der står skrevet vil Gud udgyde af sin ånd over alle mennesker (Joel 3.1). Her vil der være nogen der vil sige ja og omvende sig, mens der vil være andre der vil sige nej, fordi de elsker deres eget liv og synden som klæber sig til dem. Dem som bliver født på ny er dem der har modtaget Guds kald og omvendt sig, fordi de kunne se hvilke elendige vrag de var. Der vil ikke stå nogen på dommens dag som kan komme ind i himlen fordi de er blevet døbt, gentaget en bøn, eller kommet regelmæssigt i kirke osv. Dem som kommer ind, er dem som er født på ny, for det er dem som er kendt af Gud, og er man kendt af Gud, så er man forvandlet! Gransk dig selv om du er forvandlet. For som Paulus skriver i anden korinter 13.5:

“Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve.”

Share on Facebook

13 Responses to “Hvordan bliver man født på ny? 8 Hvornår”

  1. Jesper Says:

    Så hvis en alkoholiker på sine grædende knæ bekender sin synd og med udstrakte hænder siger Jesus ” Jeg er intet, du er alt, frels mig!” men næste dag stadig drikker 30 guldøl inden middag, så er han ikke frelst?

  2. René Vester Says:

    Hvis han vågner op og har det fint med at han har drukkent 30 guldøl dagen før (her ser vi bort fra tømmermændende) og ikke synes han har gjort noget specielt forkert, ja så er han ikke frelst. Hvorfor? Fordi han ikke viser tegn på at være født på ny. Men hvis det skulle ske at han faldt i og drak de 30 guldøl, og vågnede op næste dag og havde det frygteligt overfor Gud fordi han havde syndet mod Ham, så er der tegn på at man er født på ny.
    Hvis han stopper med at drikke umådeholdent og alligevel har nogle tilbagefald hist og her, så er der på trods af fejltagelserne tegn på at han er født på ny.
    Men hvis det viser sig at hans livsstil ikke ændrer sig, og han bare fortsætter med at drikke umådeholdent, så er han ikke frelst. Ligegyldig hvad den prædikant som “bad ham til frelse” mener. Forresten så har jeg heller aldrig fundet udtrykket “bede til frelse” i bibelen, hvilket er noget mange bliver sure over når jeg spørger dem hvilket skriftsted de bygger det på.
    Håber du forstod mit svar.

  3. Jesper Says:

    @Rene – så om man er frelst eller ej må, signal/aflæsningsmæssigt afhænge af følgende:

    – ægtheden af ens anger.
    – at man radikalt ændrer livsstil.
    – at man i sig selv ved ransagelse kan identificerer en ny skabning.

    For så forstår jeg dit svar, er bare uenig.

    P.S: Har heller aldrig læst termen “bedt til frelse” i bibelen, er rimelig sikker på det er en menneskelig term.

  4. René Vester Says:

    Hej Jesper
    Jeg er ikke enig i udformningen af nummer to. I fald det drejer sig om en alkoholiker som i dit eksempel, så ja. Men hvis det drejer sig om en person der er vokset op i kirken, og er vant til at komme der jævnligt som bliver frelst, så vil det måske være lidt svært at se en ændring i livsstilen, selvom ens lyst til at fortælle om Jesus formentlig er blevet øget.

    Ellers er det rigtigt. Hvis du er uenig, så kunne jeg da godt tænke mig at vide hvad præcist du er uenig i, og hvad du definerer som en kristen istedetfor.

    Jeg tror at du kunne få glæde af at høre denne prædiken af Paul Washer. Jeg kan sige om ham at han er baptist, men faktisk også prædiker i lutheranske kredse i USA.

  5. Jesper Says:

    For mig at se er dette en diskussion om frelsesvished, og grunden til uenigheden er i første omgang synet på sakramenterne, således vægter jeg brugen af de ydre pagtstegn som dåben og nadveren særdeles højt, men dem har vi ligesom vendt så vil ikke nu gå videre ind i disse, men i stedet fokuserer på hvad der er lige så vigtigt nemlig troen, og visheden om denne.Jeg indrømmer det er besværligt at diskuterer den ene uden den anden, men jeg forsøger mig 🙂

    Lad os slå fast, at en kristen kan komme i tvivl, være i tvivl og det er troens vilkår, men det er ikke meningen at det skal være således evig og altid, således har den troende “krav” på vished.

    “Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.” Rom 5,1

    “Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.” 1.joh 5,13

    Så selv om en kristen skal være på vagt, og ikke sygne hen, og artbejde på sin frelse med frygt og bæven, skal en kristen heller ikke lide i vedvarende frygt for fortabelsen. Det er ikke sande barnekår, barnekår er tryghed og vished i frelsen.

    Men den vished kommer jo ikke af ingen ting, den hviler alene på Hans fuldbragte værk, som Han har skænket til mig. Hans udgydte blod HAR renset mig, også selv om jeg ikke har vished må jeg tro dette, så er det Hans dyrebare gave at jeg må tro det til vished.

    Så hvorfor har ikke enhver denne vished? Hvorfor er det et næsten evigt tilbagevendende spørgsmål på ungdomslejrer?

    Her kan der være alvorlige ting, der kan være synder vi ikke vil opgive, ikke at forveksle med synder vi ikke kan opgive, såsom alkoholisme, homofili etc. men du og jeg kunne måske have en hobby med at bande, det kan være svært at lade være med, men det er ingen umulighed, vi kunne dog sige til os selv at det skal Bibelen nu ikke bestemme om vi skal lade være med, og den slags hovmod belønner Guds Ånd ikke med vished, og hvor denne af Ånden afslørede modvilje mod Guds lov, opstår skal der kaldes til fornyet omvendelse til dåbens nåde, for så er man på vej ud af nådens rige.

    En anden hindring for frelsesvished, kan være at man reelt set aldrig er kommet til tro, i min term på dåbens nåde, i din noget andet, men summen den samme, du har aldrig vedkendt dig Kristus selv om han har banket på dit hjertes dør, og der kan der selvfølgelig heller ikke findes frelsesvished.

    Men for den der er døbt, tror på Kristi død og opstandelse til soning for synd, gør brug af sakramenterne og nådemidlerne, men stadig ikke er sikker på sin frelse, kan der være tale om dårlig sjælesorg eller “bare” manglende afklaring. Mange kan trænge til at hører at det IKKE er virkningen af nåden i os der afgør frelsen, men Kristi stedfortræende gerning, og når Ånden for lov at åbenbarer dette for et menneske, er det sandt og endeligt friet, for det der ofte er sket er at løgnens fader forsøger at trællebinde mennesket på ny med “Mon Gud virkelig har sagt” og “Hvis du er kristen hvor er dine frugter, hvor er dine forbedringer, hvor er dit nye liv?”.
    Tillad mig at citetre en af mine ynglingssalmer, af en gammel pietist:

    Hvo vil mig anklage
    og for dommen drage
    hen på Sinai?
    Synden jeg bekender,
    men til Jesus render,
    dermed er jeg fri.
    Mød mig da
    på Golgata,
    Jesus skal min sag antage,
    hvo vil mig anklage?

    2

    Hvo vil mig fordømme?
    Jesu blodestrømme
    sænker jeg mig i.
    Gud for alle riger
    dømmer selv og siger:
    Denne han er fri,
    han er to’t
    i Jesu blod!
    Satan, synd og død må rømme,
    hvo vil da fordømme?

    Men hvad da med det nye liv som Skriften taler så klart om, kan man være frelst uden at dette liv findes? Nej, nej og atter nej, et Guds barn er født på ny, med en ny vilje, natur og Ånd… men… vi er stadig ikke friet fra vores oprindelige natur, gamle Adam er desværre endnu en faktor, og det nye menneske ligger i strid med det gamle til vi endeligt udfries til et evigt liv som Gud oprindeligt havde tiltænkt det.

    Sagen er at gamle Adam må dø, han kan ikke og skal ikke omvendes, renses, frelses eller fries, han skal dræbes og elimineres. Og dette kan vi ikke, syndens løn er døden og den død skal vi smage, omvendt eller ej, for at Adam kan drives endeligt ud.

    Vi må ikke tro at fordi vi er døde FRA synden, at synden så er død I os, det vidner vort liv, vore tanker, vore handlinger alt for tydeligt om. Men fordi vi er døde FRA synden, skal vi ikke ligge under for den, der er altså ikke tale om en blankocheck til at handle som vort kød lyster, tværtimod er vi sat fri til at leve under frie kår og ikke trællekår, men dette er IKKE et tegn på sandt liv i os, det er konsekvensen af at vi har vores tryghed et ganske andet sted, grundvolden er Kristus både for frelsen, helliggørelse og visheden om begge.

    Tillad mig at afslutte med endnu en ynglingssalme af Rosenius, i en ekstra lang version hvor en anden salmedigter har skrevet lidt til:

    På nåden i Guds hjerte,
    som Jesus købt os har,
    da han med korsets smerte
    vor synd og jammer bar,
    jeg nu alene bygger
    min tro og salighed,
    er gemt i nådens skygger,
    om Satan end er vred.

    På nåden i mit hjerte
    jeg stolede en tid;
    men snart ved syndens smerte
    jeg tabte freden blid.
    Jeg var kun vel fornøjet,
    når rørt jeg følte mig;
    men var jeg mindre bøjet,
    straks uro meldte sig.

    Men Gud ske pris, som lærte
    mig fejlen at forstå
    og gav mig i min smerte
    den grund at hvile på:
    på nåden i Guds hjerte,
    som Jesus købt os har,
    da han med korsets smerte
    vor synd og jammer bar.

    Jeg føler ofte skiften,
    det stadigvæk slår om,
    snart er jeg rørt af Skriften,
    snart kold og død og tom;
    men jeg må nu betragte:
    hos Gud det skifter ej,
    ja, rent jeg må foragte
    mit hjertes ja og nej.

    Den ejendom, som købtes
    med Kristi dyre blod,
    hvortil jeg engang døbtes,
    kun den er fast og god;
    den hviler på Guds hjerte
    og på det gavebrev,
    som under dødens smerte
    Guds Søn med blodet skrev.

    Håber det gav et svar, beklager det blev så langt, men kunne ikke gøre det kort 🙂 Har ikke nået at hører Washer endnu, men skal nok gøre det.

  6. Jesper Says:

    Så fik jeg hørt Washer, og hans eksalterede stil er ikke lige min kop te, men der er megen solid, god og nødvendig skæld ud og revselse af falskheden i den moderne kirke, og ikke mindst af dem der ikke tager synden alvorligt.

    men…

    …der er nogle markante skævheder i hans undervisning, primært hans krav om “regeneration”, ikke så meget at den skal finde sted, men hvad den består af. Som jeg skrev i´mit tidligere indlæg, dødes Adam, men det betyder ikke at vores gamle natur forsvinder, heller ikke at den forsvinder bid efter bid over tid, eller at den konverteres, vores natur er syndig og vedvarende til vi dør. Modsat Washer fokuserer jeg ikke på frugten, det er jo ikke frugten der bærer træet men omvendt.

    Washer gør sig til talsmand for en genfødsel der er en proces… det tror jeg ikke på, modsat Washer tror jeg godt at Ånden og ordet i et øjeblik kan forny til frelse. Skriften siger klart at vi skal tage afstand fra synden, men det er ikke vores afstandtagen der frelser os, ej heller er afstandtagen et tegn på frelsen.

    En ting der bekymrer mig mere end noget andet, er hans fokusering på at vi skal elske Gud og hade synden… er det isoleret set sandt og bibelsk? Ja, er det afgørende for om du er frelst? Nej! Sagen er at vores natur til vi dør vil elske synden, samtidigt vil der i os være Hans Ånd som hader synden, men at kræve at vi kan hade synden er en sjælesørgerisk blindgyde, som jeg frygter kan binde mennesker i stedet for at løse dem.

    For mig at se tager Washer et tiltrængt opgør med sadukærenes surdej, og ender selv i farisærens surdej.

    P.S:
    Endvidere er det klart at en mand der kalder barnedåb for reformationens guldkalv kan prædike i alle de lutherske kredse han vil, men for mig at se er han en lige så stor vranglærer som John Piber, ikke at bibelen taler om barnedåb, men han afviser at genfødslen sker i dåben, og derfor kan jeg ikke accepterer hans lære om genfødsel, da den jvf. vores tidligere lange debatter om dåben, i flg. skriften sker i dåben, men det er der ingen grund til at gå dybere ind i, der kender vi hverandres standpunkt.

  7. René Vester Says:

    Jeg vil starte med det positive. Jeg glæder mig over at du forstod hvilken del af Paul Washers prædiken jeg henviste til. Han kommer jo ind på en del i den prædiken. At stilen ikke lige er dig, ja sådan har jeg det også med nogen, men som jeg godt kan være glade for alligevel. Der er forskel på prædikanters personer og sådan er det vel.

    Du har fuldstændig ret i at det der er vigtigt i den her prædiken er den fokus der er på regeneration, eller den indre forvandling af mennesket ved den nye fødsel. Det er der hvor vi åbenbart er uenige, og det er jeg frygtelig ked af. For hvor er det bare af absolut nødvendighed at man ved at man er forvandlet.

    Washer siger ikke at det betyder at den gamle natur forsvinder. Men det er ikke længere den gamle natur vi skal lade os styre af, samtidig med at han også ved at vi alle fejler og falder. Men som der står i ordsprogenes bog 24.16:

    “for den retfærdige kan falde syv gange og rejse sig igen,
    men uretfærdige snubler og falder i ulykke.”

    Den som er forvandlet bliver ikke liggende i sølet, han kan ikke længere holde ud at leve i synd. Hvilket er en konsekvens af at Guds natur har taget bolig i ham ved Helligånden. At vi lever gudsfrygtige liv som kristne har ikke noget at gøre med at vi forsøger at gøre os fortjent til Guds rige, men er en konsekvens af den forvandling der har fundet sted. Derfor hader vi også synden, for hvordan kan vi elske det som gjorde at Jesus var nødt til at blive knust af Guds vrede på korset.

    Men hvad der bedrøver mig allermest er det du fortæller om jeres lejre hvor i gentagende gange har talt om frelsesvished. For for ca 15 år siden havde det samme emne oppe at vende på vores lejre. Jeg er med på at det kan være godt at få det emne op indimellem (bare det bliver gjort ordentlig) men der har været en tendens til at give folk en falsk tryghed. For mange af dem der spurgte dengang kunne ikke forstå de var frelst fordi de ikke var forvandlet. De var med andre ord ikke født på ny. I dag er det ikke mere et emne der kommer op tit. For de færreste af de unge bekymrer sig om det. De har fået forkyndt en “glad kristendom” som er langt væk fra ordet, og hvor der ikke er brug for omvendelse.

    Hvad jeg vil sige med det er at der er I på vej hen. Vi er lidt foran jer i de missionske kredse på dette område fordi vi i længere tid har været påvirket af moderne (ubrugelig) kristendom. Efter I også fik øje på Willow Creek og Purposedriven life, er I også godt på vej til at få unge der ikke er bekymret over om de er frelst eller ej. Simpelthen fordi der ikke er fokus på det enkle rene evangelium mere, men et evangelium som ikke er et evangelium, men ser glad og fint ud.

    Og så vil jeg da lige til slut sætte mig selv i samme båd som John Piper, så i dine øjne er jeg nu en vranglærer. Jeg vil stadigvæk ikke underkende traditionen for barnedåben, men jeg vil hverken kalde den eller selvvalgt dåb for frelsende. De er adlydelseshandlinger som vi udfører fordi Gud har sagt det. Og nogen steder kan de handlinger faktisk koste folk deres liv.

  8. Jesper Says:

    Ja, smag og behag er forskellig, sådan er det.

    Jeg er enig i at man er forvandlet, og vi er enige om at vi skal vide det, jeg plederer jo netop for visheden… Jeg VED jeg er forvandlet for det vidner Skriften om, den beretter at jeg er død og opstanden med Kristus, altså er jeg en ny skabning, så vi er slet ikke uenige om det punkt, men vi er uenige om hvornår og hvordan denne fornyelse sker, og vi er endvidere uenige om hvordan den kommer til udtryk, således tror jeg at jeg er en ny skabning fordi Bibelen fortæller mig det, men du kræver tegn i dit og mit liv derfor, det gør jeg ikke.

    Den gamle natur er slået, derom er vi enige, men det betyder ikke at den gamle natur er død, så derfor falder vi ganske rigtigt i sølet, og Gud rejser os igen og igen. Dette er et svært område, for det er et spørgsmål om hvordan Guds Ånd og menneskets ånd lever side om side, blandes kan de ikke, men side om side forefindes de, jeg indrømmer blankt at jeg i spørgsmål om Guds Ånd og menneskets ånd ofte vender tilbage til Axel Valen-Sendstads “Guds Ånd og menneskets ånd”, hvor han klart gennemgår hvordan disse to er adskilt og ja, det af Guds i os hader synd… men det af min egen ånd der stadig er der elsker synd, og min ånd, menneskets ånd bliver ikke bedre og kommer aldrig til at hade synden, før den endelige udfrielse.

    At vi elsker det som knuste Kristus på korset er selve essensen af synden i os, vi er i oprør mod Gud, og vores krop og ånd er fordærvet til kernen, og det ændres ikke af en genfødsel.

    Jeg deler din bekymring om falsk frelsesvished, og det kom forhåbentlig til udtryk i mit første indlæg, at der hvor troen ikke findes, og synden ikke bekendes og forsages, ja der gives heller ikke frelsesvished.

    Jeg er klar over at du sidder i samme båd som John Piper, og jeg sidder i en ganske anden båd, selv om Luther ville kalde det et skib, og derfor betragter vi nok hinanden gensidigt som vranglærer i spørgsmålet om dåben, det har jeg erkendt for længe siden, og sådan må det være så længe du ikke vil kalde dåben for frelsende.

  9. Carsten Says:

    Hej Jesper,
    Du siger at både vores krop og vores ånd er fordærvet, selv efter en genfødsel. Er det virkelig Bibelens lære?

    Jeg er enig med dig i, at vores krop (kød) stadig er fordærvet. Derfor skriver Paulus jo netop at “Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve”. (Romerbrevet 8,13)

    Paulus skriver igen “For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.” (Galaterbrevet 5,16-18)

    Den Ånd der er tale om i de her skriftsteder, er ganske rigtig Guds Ånd, men skulle det virkelig passe at vores ånd og vores hjerte forbliver fuldstændig upåvirket af at blive nye skabninger i Kristus? Skulle forvandlingen virkelig kun bestå i et intellektuelt samtykke med sandheden i et par skriftsteder?

    Hvad siger Gud selv at Han vil udrette i den nye fødsel?

    “Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ezekiel 36,26-27)

    Gud siger selv, at Han vil give os et nyt hjerte og en ny ånd i vores indre. Så er spørgsmålet så Jesper, tror du at vores hjerte stadig er korrupt efter Gud har givet os et nyt hjerte? Er vores ånd stadig fordærvet efter Gud har givet os en ny ånd?

    Efter skriften ville jeg afgjort mene nej. Fordærvelsen ligger i kødet, i vores dødsens legeme, og det er derfor at legemets gerninger skal slås ihjel, for de står som bekendt ånden imod. Ved genfødslen har vi fået et nyt hjerte og en ny ånd, som elsker Gud og som vil adlyde Gud og følge Ham, men på grund af vores kød, kan vi stadig fristes og kan stadig synde.

    En anden ting der er vigtigt at huske er, at den nye fødsel, vores helligelse og vores nye liv i Kristus, er ikke vores eget værk men helt og holdent Guds. Her er skriften meget klar:

    “For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” (Efeserbrevet 2,8-10)

    Vi er altså Hans værk, skabt i Kristus – ikke til at fortsætte i syndens fangenskab – men til gode gerninger som Gud forud har lagt til rette, Ham til ære. Hvis vi er Guds værk, skulle man så ikke også kunne forvente at se frugterne af Guds gerning? Da Gud i skabelsen sagde “lad der blive lys, der blev der rent faktisk lys”. Det var ikke sådan at der stadig var mørkt, og at lyset blot bestod i en intellektuel anerkendelse af at Gud havde sagt at der var blevet lys 🙂

    Jesus siger også, at de grene der bliver i Ham, vil bære frugt. Frugten er altså ikke af os, eller i kraft af os, men frugten er af Jesus og i kraft af Jesus, Ham til ære og pris…

    Kærligst i Jesus,

    Carsten

  10. Jesper Says:

    @Carsten – Intet i mennesket forbliver upåvirket af at vi genfødes, således tager Guds Ånd bolig i os, og det er noget ganske andet end et intellektuelt samtykke.

    Jeg tror egentlig vi er ret enige, men der måske er tale om klassisk begrebsforvirring, men det kan være vi får det afklaret 🙂

    Spørgsmålet er hvad vi mener der er ånd og hvad der er kød, for hvis vi siger at vores ånd efter en genfødsel altid har lyst til Guds lov, da tror jeg enhver der ransager sig selv må sige nej, det har jeg ikke, er det så menneskets ånd eller kødet vi her taler om? Min pointe er at det jeg kalder menneskets ånd, altså mit tankesæt, forbliver fuldt ud lige så fordærvet, Guds Ånds tilstedeværelse i mig er jo ikke ensbetydende med at den sammenblandes med min ånd og mit tankesæt, det er jo ikke Gud muligt, da mit tankesæt er lige så fordærvet som mine begyndende grå hår.

    Men virker Guds Ånd i os da intet? Jo den afslører synden og driver til Kristus, Åndens arbejde i os er ikke at vi kvalitativt bliver bedre og bedre, Åndens arbejde i os er at jeg bliver mere og mere afhængig af Jesus, og den afhængighed gør at Gud kan virke frugten, ikke så nogen kan rose sig af den, tværtimod er der tale om en tillidsøvelse. Tror du på Gud? Tror du at du så bærer frugt?

    Men sagen er at vi til den endelige udfrielse, er afmægtige overfor synden, vi er den underlagt:

    “Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden.” rom 7,14

    “Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre.” ef 2,3

    “formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud i deres uvidenhed og deres hjertes forhærdelse.” ef 4,18

    Alle disse steder, hvis man læser dem i sin sammenhæng, vidner om et nyt mennesker, en ny skabning. Samtidigt fortæller disse steder ligeledes om det gamle menneskes vilkår, og min pointe er at JA, det nye menneske er en realitet, men det er det gamle i lige så høj grad, vi må se kendsgerningen i øjnene, at syndens løn er døden, og derfor skal vi dø før vi kan smage det menneskeliv der var Guds mening, vi har altså et uforløst i liv i både legeme og sjæl/ånd.

    “For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. ” rom 8,7

    Er der et nyt menneske? JA! Bærer dette nye menneske frugt? JA!

    Men Guds Ånds gerning er ikke at helliggøres os og bærer frugt for at vi kan konstaterer dette og bygge vor vished derpå, for så vil man uværgeligt ende i gerningsreligion, hvor man måles på ens gode gerninger, i stedet for at måles på tilliden til Kristi død og opstandelse.

    Så ja… jeg ved at mit hjerte stadig er korrupt, men jeg ved at der ligger et nyt og venter, så tror vores uenighed handler om begrebeet menneskets ånd/tankesæt, og om hvornår det nye liv forløses fuldt ud.

  11. Carsten Says:

    Hej Jesper,
    Jeg ser den absolutte nødvendighed af at skelne mellem retfærdiggørelse og helligelse. Vi er retfærdiggjorte alene ved troen på Jesus Kristus og på Hans frelsende gerning på korset. Han er vores frelses ark. Skal vi finde ly for Guds vrede på dommens dag, må vi være “i Kristus”, for det er i kraft af vor tro på Ham, der retfærdiggør de ugudelige, at vi kan blive retfærdiggjorte.

    Helligelse er både noget øjeblikkeligt og en proces. Helligelse sker det øjeblik et menneske bliver frelst, og er derved øjeblikkeligt, fordi vi på det tidspunkt bliver kaldt ud af denne verden; vi bliver taget fra det vilde oliventræ og bliver podet ind i det sande vintræ. Helligelse er også en gradvis proces, hvor mange fristelser og prøvelser venter på vores vej. Gud bruger denne “prøvelses ild” til at forædle os, og til at beskære og rense os, så vi kan bære mere frugt. Der er mange paralleller mellem Israels rejse fra Egypten gennem ørkenen mod det forjættede land, som kan blive draget her… 🙂

    Det er vigtigt her at slå fast, at det at bære frugt ikke er os til ære, men til Faderens herliggørelse. Således står der “Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple” (Johannes 15,8).

    Så det at jeg måtte bære frugt, har intet at gøre med at jeg ´klapper mig selv på ryggen og sætter min lid til frugterne, som om at det var dem der frelste mig, men har alt at gøre med at Faderen herliggøres for det værk Han har gjort, stadig gør, og som Han vil fuldbringe i mig.

    Dette værk vil ikke blive færdigt i min jordiske livstid, og derfor er jeg hver dag afhængig af at se op til Jesus, min tros banebryder og fuldender. En gren kan aldrig blive uafhængig af træet og således vil jeg, på samme måde som Israel spiste Manna fra himlen, ved tro være nødt til at brødføde mig ved Jesus, men når den store trængsel er ovre, og den sidste basun gjalder, og Kristus kommer for at kalde os til Ham selv, så vil værket være fuldbragt…

    Kærligst i Jesus,

    Carsten

  12. Jesper Says:

    @Carsten – jeg er pincippet ikke uenig, spørgsmålet er hvad for et værk der påbegyndes, for hvis det er en forbedring og renselse af min natur er vi uenige, og hvis vi det skulle være så at vi selv kan se om vi bærer frugt er jeg ligeledes uenig, for vel skal vi bærer frugt det fornægter jeg ikke, tværtimod er jeg af den faste overbevisning at jeg allerede bærer frugt, det har jeg fuld tillid til at vingårdsmanden sørger for.

    Iøvigt stammer megen vranglære fra den opfattelse at retfærdiggørelsen og helligelsen skal skilles af, det er lige netop hvad de ikke skal, de skal yderligere forenes i vores forkyndelse, således at det klart fremgår at Han der har retfærddigjprt samtidigt også har herliggjort, og at Han som HAR begyndt sin gode gerning, også fuldfører den, altså HANS gerning. Vingårdsmanden beskærer, poder, renser etc. Det har træet ingen indflydelse på, og heldigvis.
    Men, hans gerning er ikke en forbedring af gamle Adam, det er en større erkendelse af gamle Adams tilstedeværelse, og dermed en større erkendelse af eget nederlag og dermed Kristi sejr, således bliver Ånden i det spil en tugtemester til Kristus. Vingårdsmanden udrenser!

    Og ja, at vi bærer frugt er til vingårdsejerens ære og ikke vingårdens planter, og lige så lidt som planten selv kan sikrer at der bæres frugt, endsige nyde frugten af sin frugt (hvis det er sprogligt muligt at skrive så) lige så lidt kan vi.

    Men vi ender hvor hele denne debat starter, for vi bliver netop i dåben taget fra det vilde oliventræ og sat på livets træ.

  13. Carsten Stampe Says:

    Hej Jesper,
    Nej det gamle menneske forbedrer Gud ikke. Guds plan for det gamle menneske er at han skal aflægges, at han skal dø og begraves, for at en ny skabning kan se dagens lys…

    Det er den nye skabning i Kristus der vokser, der opdrages og som forvandles efter det billede af Herren Jesus som det beskuer, fra herlighed til herlighed…

    …når jeg taler om at den gamle Adam skal dø, så mener jeg ikke død i den forstand, at den gamle natur ikke stadig er til stede i kødet, men at kødet er korsfæstet med Kristus og gennem lydighed mod Ånden og ikke mod kødet, bringes kødet med alle dets begæringer”i dvale” om man vil, således at man ikke længere lever som slave af de syndige lyster, men som slave af retfærdigheden.

    Det er nu det nye menneske, den nye skabning i Kristus, der lever i lydighed mod Ånden, som lever, mens kødet med dets lyster er dødt…

    …men jeg tror i det store hele at vi er enige

    Med hensyn til at skelne mellem retfædiggørelse og helligelse, ja så er det jo et hele og det hele hænger sammen, men når jeg siger at vi skal skelne, så er det netop for at være sikker på at vi forstår, at retfærdiggørelsen er ved tro alene og ikke ved de gerninger og frugter der herefter vokser frem…

    Kærligst i Jesus,

    Carsten

Leave a Reply