De fleste har hørt om gangsterkongen Al Capone fra Chicago. Han var Chicagos leder i trediverne. Det var et underligt samfund at bo i. For der var en masse formelle love, som ikke blev overholdt. Men istedet en masse uskrevne regler som blev overholdt. Det var bare ikke nogle særlig gode uskrevne regler. For de var bestemt af Al Capone som havde næsten alle politimænd i chicago på sin lønningsliste. Det var han nødt til for at få lov til at distribuere og sælge alkohol (dengang var der et alkoholforbud i USA), handle med kvinder, slå folk ihjel og andre ting som ikke var af god karakter, for at sige det lidt pænt.

Men hvordan kunne det lade sig gøre at en by med så mange betjente, kunne havne i en situation hvor det nærmest kun var en håndfuld som ikke tog imod bestikkelse? Det kan da ikke passe at så mange betjente bare sådan uden videre har sagt ja til ulovlige penge. For en betjent skulle jo også gerne holde loven. Hvad var der sket? Svaret var at der var en der var gået i forvejen for dem. Borgmesteren under Al Capones storhedstid var William Hale Thompson. Thompson var en åbenlyst korrupt borgmester. Alle vidste at han fik bestikkelse af Al Capone. Man så nok ikke pengene direkte, men der var ingen tvivl om at der var en stærk forbindelse mellem de to. Samt at der blev givet mange penge den ene vej, mens der blev set igennem mange fingre den anden vej. Det mest tåbelige argument som Thompson brugte for at undgå at give Capone en negativ fokus, var at Thompson brugte enorm megen tid på at overbevise folk om at USAs værste fjende var Kong Georg d.5 af England. Ja, man tror det er løgn, men den skulle være god nok.

Men nu var der en bunke betjente der så at deres overordnede tog imod penge fra den største kriminelle i byen. Hvad mon de tænkte? Jo, nogle begyndte at tænke; hvis han kan, så kan jeg også, og penge lugter jo ikke. Og efterhånden som det bredte sig, blev det mere og mere almindeligt at tage imod bestikkelsen. For hvorfor skulle jeg gå glip af de penge som de andre også fik. Nogle modtog nok også pengene for at undgå at være udenfor fællesskabet. De brød sig måske ikke om det, men når de andre gjorde det, så betød det vel ikke så meget at de selv fik lidt også.

Problemet er bare at synd, stadigvæk er synd. Hvad enten de andre gør det samme eller ej, så er synd stadigvæk både lovovertrædelse og fornærmelse af Gud. Vi kan ikke sige overfor Gud; jamen det gjorde de andre også. Det er ikke en begrundelse Gud vil tage imod. Kun for dem der har erkendt at deres synd er modbydelig i Guds øjne, og at vi er nødt til at vende om til Ham, og vil tage imod Hans tilgivelse som blev givet os på korset igennem Jesus. Kun for dem er der frelse. Men for dem der siger; jeg er da ikke værre end de andre, er der ingen tilgivelse. For er den holdning ikke det samme som selvretfærdighed? Og var det ikke selvretfædighed som Jesus skældte farisæerne ud for? 

Share on Facebook

Leave a Reply