Mit forrige indlæg som er en satire hvor Jesper Fodgaard fra Dansk Oase vælger at blive transvestit for at nå transvestitterne, vil med garanti være noget visse folk vil mene er at gå over grænsen (se indlægget her: http://sand.omvendelse.dk/satire-nyhed-jesper-fodgaard-fra-dansk-oase-bliver-transvestit-4449.htm). Det er de velkomne til at mene. Så spørgsmålet er hvorfor jeg valgte at skrive den. Første gang jeg læste uddraget af den prædiken af Jesper Fodgaard som jeg henviser til, var jeg rystet over at den fik spalteplads, og at man viste den prædiken som om den var god. For tydeligvis havde hverken Jesper Fodgaard eller Udfordringen hvor den blev vist, tænk over konsekvenserne af den form for forkyndelse. Det er desværre noget der er symptomatisk indenfor særlig liberalteologi. De tænker ikke over de konsekvenserne af deres forkyndelse har, hvis man fører den til ende. Derfor valgte jeg at vise, at hvis man fører det ud i livet som Jesper Fodgaard talte om på SommerOase, så kunne det såmænd ligeså godt blive til at manden vælger at blive transvestit. For hvis man skal nå transvestitterne, så må man ifølge hans egne ord, tage den stil på sig for at kunne tale ders sprog.

Den vinkel er ødelæggende, og har skadet mange kirker. Jeg ved om kirker hvor nogen af de unge nærmest ligner noget der er trådt ud af en vampyrfilm. Og man er tilmed stolt af det, fordi man er noget så cool og hip og relevant. Men det at blive en græker for grækerne og en jøde for jøderne, skal ikke forståes sådan at vi skal klæde os som dem. Men forstå dem, og tale med dem som almindelige mennesker til almindelige mennesker. Tag David Wilkerson som i hans bog “Korset og springkniven” fortæller om hvordan han i tresserne gik rundt i New Yourks slumkvarterer, i sit jakkesæt. Det var jo det eneste han gik i som præst. Han talte med dem der boede i det miljø, i sit eget tøj, og forsøgte ikke at være en anden end den han var. Han viste dem respekt, ved at høre på dem, tale med dem og fortælle dem om det store Jesus havde gjort på korset for dem. Det medførte også en respekt fra dem, at her kom der en mand som tydeligvis ikke var som dem, men han anså ikke sig selv for fin til at snakke med dem, som så mange andre gjorde.
Wilkersons eksempel burde være til efterfølgelse. Tør vi tale med folk som er anderledes end os, eller er vi for fine til det? Tør vi være dem vi er, sårbare syndere som ikke fortjener frelsen og som ikke anser sig selv for at være mere værd end andre, men som ved at det at give evangeliet kan redde mennesker fra evig fortabelse, så folk kan få fællesskab med Gud i Himlen istedet for?

Nej, jeg mener at den der har overskredet grænsen er Jesper Fodgaard, og derfor valgte jeg at vise hvorfor at der ikke bør være plads til den slags fra prædikestolen. At Jesper har de holdninger, skal jeg ikke hindre ham i. Men at han har fået plads på en prædikestol til at udgyde den slags, mener jeg ikke skal have lov til at stå alene. Derfor denne satire, som er ganske alvorlig når det kommer til stykket.

Share on Facebook

Leave a Reply