Ja undskyld, jeg kommer ind på det her emne. For jeg er jo allerede gift. Men lad mig prøve at forklare hvad der er vigtigt. Alt for mange kigger efter en der er smuk, en der er sjov, eller spændende at være sammen med. Og ja det er ganske udemærkede kvaliteter ved en man ønsker at dele resten af sit liv med. Men det er ikke noget man kan bygge ens forhold på. Hvorfor så ikke det?

For det første kan man ikke bygge et forhold på at ens ægtefælle er smuk. For hvad nu hvis der engang kommer en der er smukkere forbi din vej? Og tro mig, det vil der gøre. Selv hvis du er gift med den smukkeste der overhovedet findes, så vil hun/han blive gammel og dermed vil skønheden forfalde. Og så vil det være nemt at se andre som er smukkere. Så nej det kan man ikke bygge på.

For det andet kan jeg heller ikke bygge et forhold på at min ægtefælle er sjov. Hvorfor så ikke det? Jo fordi du på et tidspunkt vil blive træt af din ægtefælles humor, for du har hørt de samme bemærkninger til bevidstløshed. Og igen, kan du risikere at der vil komme en forbi der er sjovere end din ægtefælle, på det tidspunkt. Så derfor kan du ikke bygge dit forhold på det. På fuldstændig samme måde, vil et forhold der bygger på at din ægtefælle er spændende, ikke have styrken til at kunne holde resten af livet. For man bliver også træt af spænding. Rutchebanen i Tivoli er faktisk ikke så spændende den tiende gang i træk du prøver den. Tro mig, jeg har prøvet.

Men hvad skal jeg så kigge efter ved en kommende ægtefælle? Der må vel være noget. Lad os spørge historiens angiveligt klogeste mand, Kong Salomon. Han skriver i ordsprogene 31.30:

“Yndighed er bedrag, og skønhed er tomhed,
men en kvinde, der frygter Herren, skal berømmes.”

Nu står der godt nok kvinde, men jeg har ikke nogen problemer med at det også er vigtigt at manden frygter Herren. At blive gift med en der frygter Herren, det er et forhold der er værd at bygge på. For at frygte Herren er begyndelsen til visdom (ordsprogene 9.10), og det kræver visdom at være gift.

Det er ikke altid nemt at være gift. Det har jeg ikke nogen problemer i at sige her på nettet. For Gud har aldrig lovet os at ægteskabet skulle være nemt. Der vil være perioder hvor det er skønt at være gift, og der vil være perioder hvor det er svært at være to, og der vil være perioder hvor børnene bare kan skabe så meget irritation, at det forekommer meget svært at få tingene til at holde sammen. I sådanne situationer, er det vigtigere at frygte Herren, end i at søge sin egen lykke. Hvis det bare handler om at søge sin egen lykke, så får man det meget svært. For hvor er lykken henne, og hvad nu hvis der findes en bedre lykke et andet sted? Søgning efter lykke kan nemt blive en fælde. Men at frygte Herren betyder at jeg søger at gøre Hans vilje først, og sætter min egen vilje som ikke vigtig. Hvis jeg samtidig kan finde en ægtefælle som har den samme prioritet, så har jeg fundet lykken står der faktisk også i ordsprogene 18.22.

“Har man fundet en hustru, har man fundet lykke og opnået Herrens velbehag.”

Så hvis du er en af dem der søger en at dele livet sammen med, så søg først og fremmest efter en der frygter Herren. Lad alt det andet være sekundært. Hvis din ægtefælle viser sig at være smuk, så glæd dig over det. Hvis ikke, så betyder det ikke noget. Hvis din ægtefælle er sjov, så glæd dig over det. Hvis ikke så betyder det ikke noget. Men hvis din ægtefælle elsker og frygter Gud, så vid at du har fået en stor gave fra Ham.

Selvfølgelig er der også andre ting der skal falde i hak. Men hvis en kommende ægtefælle ikke har gudsfrygt, så lad det ikke blive din kommende ægtefælle, men find en anden. Jeg vil muligvis komme med et indlæg om hvordan vi skal forholde os, hvis vi er gift, og ægtefællen ikke har gudsfrygt. For det er jo nok ligeså vigtigt at komme ind på.

Share on Facebook

Leave a Reply