13
Oct

Men jeg er da et godt menneske

De fleste mennesker i Danmark opfatter ikke sig selv som syndere. De fleste af os synes jo, at vi er gode mennesker. Specielt når vi sammenligner os med naboen eller hende på arbejdet, der altid bagtaler de andre eller ham Peter Lundin, der sidder i fængsel for mord.

Men for at finde ud af, om man er et godt menneske, er det ikke godt nok at sammenligne sig selv med andre mennesker. Vi er nødt til at sammenligne os selv med Guds lov. Den kender du også som “De ti bud”.

De ti bud er Guds standard for, hvordan et menneske skal leve. Hvis man har overholdt dem alle, så er man god nok til at komme i himmelen, hvis ikke er man ifølge bibelen en synder, og så er man dømt til helvede (hvad helvede er, og hvorfor det findes, er beskrevet her). Så find ud af, om du er god nok til at komme i himmelen, eller om du er dømt til evig fortabelse i helvede.

Lad os prøve at gennemgå nogle af budene

Der står i de ti bud, at du ikke må lyve. Har du nogensinde løjet? Hvis du har, er du så ikke en løgner? Jamen, tænker du måske, det er da ikke så alvorligt at lyve engang imellem. Men bibelen siger, at alle løgnere skal dømmes til evig ild (Åb. 21.8).

Der står også, at du ikke må stjæle. Har du nogensinde stjålet? Det er lige meget, om det er en stor eller lille ting, du har stjålet. Hvis du har stjålet, så er du en tyv. Narrh, tænker du måske, det var jo lang tid siden, jeg gjorde det, det er jo ikke noget, jeg gør mere. Desværre er du stadigvæk skyldig – en morder er stadig en morder, selvom det er ti år siden, han har begået mord. Ligeledes er det også med tyveri. Så har du stjålet, er du en tyv.

Der står i de ti bud, at du ikke må begå ægteskabsbrud/utugt. Men Jesus siger, at bare man har kigget på en anden med lyst, så har man begået utugt i sit hjerte og står ligeså skyldig overfor Gud, som hvis man reelt havde dyrket utugt.

Skal vi gennemgå flere bud? Jeg tror, at alle, der har læst det her, kan se, at de har brudt Guds bud. Hvis du har lyst til at gennemgå resten af budene, så kan de ses i bunden af denne side. Jeg vil anbefale dig at lære dem at kende.

Et andet ord for synd

Det græske ord for synd er hamartia (det nye testamente er skrevet på græsk). Hamartia kan udover synd også oversættes til fornærmelse, krænkelse og lovovertrædelse. Der er nogle, der siger, at harmatia skal oversættes til at ramme ved siden af. Ligesom hvis man spiller dart, og så rammer ved siden af skiven. Men det er det græske ord hamartano, der betyder dette. Hamartano er ganske rigtigt hamartias grammatiske rod, så de er i familie med hinanden. Men synd er ikke kun at ramme ved siden af. Synd er at fornærme og krænke Gud og at overtræde hans lov.

Det er præcis derfor at synd er meget alvorligt i Guds øjne. Når vi synder, overtræder vi Guds lov og fornærmer ham ved at signalere, at hans lov ikke betyder noget. Vi gør med andre ord os selv til Gud, hvilket også er en overtrædelse af hans lov, for vi må ikke have andre guder end Ham.

Hvad skal jeg så gøre?

Hvis du godt kan se, at du er en synder i Guds øjne, og at du står skyldig overfor ham. Så er du nødt til at omvende dig og tro på, at Jesus Kristus døde for dine synder på korset. Du kan ikke nøjes med at tro på, at Jesus døde for dig, du kan heller ikke nøjes med at bede Jesus komme ind i dit hjerte. Du er nødt til at omvende dig fra dit eget liv, som er et oprør imod Gud.

Hvis du ikke ser dig selv som en synder, så prøv at gennemgå resten af budene nedenunder.

De ti bud (taget fra anden mosebog kap 20. 1-17)

1) Du må ikke have andre guder end mig.

2) Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud.

3) Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

4) Husk sabbatsdagen og hold den hellig.

5) Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.

6) Du må ikke begå drab.

7) Du må ikke bryde et ægteskab. (Gamle oversættelse: Du må ikke bedrive hor. begge oversættelser er brugbare ifølge grundteksten og derfor også gældende)

8) Du må ikke stjæle.

9) Du må ikke vidne falsk mod din næste. (Du må ikke lyve)

10) Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.Synd

Share on Facebook
Comments Off

Comments Closed

Comments are closed.